Fra d. 2. juni kan du opleve første del af Regnskovens nye spændende udstilling om livet i og under stubben af et kæmpestort brætrodstræ, der en gang rejste sig 60 meter op i luften. Du har mulighed for at gå ind i stubben, der har en omkreds på 20 meter, og videre ind i underjordiske gange. Her kan du bl.a. opleve bladskæremyrernes liv på nærmeste hold.
Bladskærermyrerne er de eneste dyr på jorden, bortset fra mennesket, der dyrker deres egen føde. I den sydamerikanske regnskov kan man se lange rækker af myrer bære grønne bladstykker hjem til deres bo. Bladstykkerne bliver findelt og anvendt som næring til den svamp, myrerne dyrker i boet. Myrerne passer og plejer svampen, så den får optimale forhold til at producere de små proteinholdige udvækster, kaldet gongylidia, som myrerne lever af.
Bladskærermyrerne har dyrket svampe de sidste 50 mio. år og har således været landmænd meget længere tid end mennesket, der først opfandt landbruget for ca. 6.000 år siden.
I de underjordiske gange kan du også opleve det seksbåndede bæltedyr. Bæltedyrets er det eneste pattedyr der har et skjold. Skjoldet beskytter ikke mod et rovdyrs tænder, men det gør det muligt for bæltedyret at flygte igennem et tornet buskads uden at få skader.
Skjoldet gør bæltedyret tungere end vand og skal det krydse et lille vandløb går bæltedyret hen over bunden. Skal bæltedyret krydse et større vandløb sluger den en masse luft, som udspiler dens mave og tarme. Bæltedyret bliver herved lettere end vand og kan svømme i overfladen. Det tager dog bæltedyret flere timer at komme af med den ekstra luft igen.
90% af det seksbåndede bæltedyrs føde er plantedele, men det kan spise op til 40.000 myrer i et måltid. Bæltedyrene har dog ikke mulighed for at spise bladskærermyrerne i Randers Regnskov - de kan kun kigge på dem!
Den nye 'Life in a log' udstilling ligger i Sydamerikakuplen, lige ved siden af krokodilleanlæggene.