Biologi
De ligner noget fra en fjern fortid! Og det er måske ikke så sært, for kamæleonerne er en af de ældste og mest specialiserede grupper af krybdyr, vi kender. De ældste ”rigtige” kamæleonfossiler, man har fundet, er omkring 20-21 millioner år gamle, og nogle hævder endda at have fundet fossiler, der er endnu ældre.
Når du hører ordet kamæleon, tænker du garanteret straks på deres evne til at skifte farve. Men det er bare én af deres MANGE særprægede tilpasninger. I dag findes der mere end 200 arter, og næsten halvdelen af dem lever på Madagaskar, mens en anden stor gruppe lever på det afrikanske fastland. Men du kan også møde kamæleoner i naturen i visse Sydeuropæiske lande, Mellemøsten, Indien, Sri Lanka og flere mindre øer i det Indiske Ocean.
Nogle lever i tropisk regnskov, mens andre har tilpasset sig et liv i den golde ørken. Og fordi de har så forskellig levevis, varierer de ganske meget i både form, farve og ikke mindst størrelse. Verdens mindste kamæleon, og sandsynligvis verdens mindste krybdyr, er den for nyligt beskrevne Brookesia nana, der på størrelse med en tommelfingernegl. I den modsatte ende af skalaen finder du den madagaskiske kæmpekamæleon (Furcifer oustaleti), der bliver næsten 70 cm lang. Og så er der dem imellem.
Yemenkamæleonen, der måler 35-60 cm afhængigt af kønnet, lever i de (i regntiden) frodige dale kaldet ”wadis” i de ellers tørre bjergområder i det vestlige Yemen og Saudi Arabien. Når tørkeperioden kommer fra september til marts, forvandles denne frodige, grønne ”oase” til et goldt og ubarmhjertigt sted. Træerne smider sine blade, vegetationen går ud, og insekterne forsvinder. Det samme gør næsten 90 % af bestanden, der dør af sult og tørst. Yemenkamæleonen lever altså kun 8-9 måneder i naturen, og kun en lille procentdel overlever en sæson mere.
Selvom hunnen er mere kraftigt bygget, er hannen markant større og mere iøjnefaldende. Han har en større ”hjelm” på hovedet, har tydelige sporer på fødderne og er desuden langt mere farverig – især hvis han har en høj social status. For Yemenkamæleonen er en af de arter, der kan ændre sin farve. Men hvordan og hvorfor gør den det?
Nu bliver det lidt teknisk!
Et dyrs farve består af farvestoffer (pigmenter) i huden. Kamæleoner har også farvestoffer i huden, og tidligere troede man, at deres evne til at skifte farve skyldes, at de kunne flytte rundt på disse farvestoffer og nærmest blande dem, så der opstod nye farver – lidt som når man blander maling. Nu ved man, at det forholder sig anderledes.
Huden består af flere lag, og under det lag, der holdeholder farvestoffer, har kamæleoner et særligt lag, der indeholder mikroskopiske krystaller (guanin). Disse virker som bittesmå spejle, der kaster lyset tilbage gennem ”farvelaget”. Vi ved ikke præcist hvordan, de gør det, men kamæleoner kan ændre afstanden mellem disse krystaller ved enten at udvide eller indskrænke hudlaget. Og når afstanden ændres, ændres også måden, hvorpå lyset reflekteres og dermed kamæleonens farve.
Tidligere troede man, at kamæleoners evne til at skifte farve udelukkende var en form for kamuflage, men det er kun en lille del af det. Farven er også et vigtigt redskab til at regulere kropstemperaturen og til at kommunikere med både artsfæller og fjender.
Ligesom andre krybdyr er kamæleoner vekselvarme eller ”koldblodede”, om man vil, og de er derfor afhængige af omgivelserne for at holde sig varme eller køle sig ned. Men deres farve hjælper dem også. Ved at gøre sig mørkere, absorberer de lyset og varmen langt bedre, hvorved kropstemperaturen stiger, mens det modsatte sker, når de gør sig lysere.
Farven er som nævnt også en vigtig del af kamæleoners kommunikation og kan afsløre deres humør, ”intentioner”, social- og reproduktiv status og generelle tilstand. I hvile er både han og hun lysegrøn hos Yemenkamæleonen, men hannen har også aftegninger, der kan changere i mørkegrønne, gule, blå og brune farver.
Føler hannen sig udfordret, truet eller på anden vis oprørt, hvis fx en rivaliserende han nærmer sig, skruer han op for farven og bliver bogstavelig talt rødglødende. Indser han, at rivalen bliver for stor en mundfuld, ”slukker” han til gengæld for farverne, hvilket svarer lidt til at vifte med et hvidt flag og overgive sig. En han højt oppe i hierarkiet vil således typisk være mere farvestrålende end mindre dominerende hanner.
I ynglesæsonen, der for Yemenkamæleonen ligger i juli og august, bruger hunnen sine farver til at fortælle hannerne, om hun er klar til at blive parret eller ej. Gør hun sig næsten sort med gule og hvide aftegninger, viser hun, at hannen IKKE skal prøve på noget, da hun allerede er drægtig eller bare ikke er interesseret. Bliver hendes grønne farve til gengæld lysere, ved hannerne, at nu er det NU, de skal slå til. Men det gælder ikke kun om at nå frem til hende først. De skal også kurtisere hende på den helt rigtige måde. Og er man en kamæleonhan på frierfødder, sker det ved at ”iføre” sig sine smukkeste farver, ”bobbe” hovedet op og ned og svinge forførende med halen, mens man nærmer sig langsomt på stive ben og med siden til for at se så stor og mægtig ud som overhovedet muligt.
Godt en måned efter parringen, graver hunnen et 10-15 cm dybt hul i sandet, hvori hun lægger 15-40 æg (i fangenskab dog helt op til 120 æg) og efterfølgende dækker dem til, så æggetyve ikke fristes. Æggene klækker efter yderligere 7-9 måneder, og ud kommer 65-84 mm små ”kopier” af forældrene. De nyklækkede unger har dog kun en lille bule på hovedet og udvikler først den karakteristiske hjelm senere. Ungerne forlader øjeblikkeligt reden og må herefter klare sig selv. Men de vokser hurtigt og bliver allerede kønsmodne efter bare 4-5 måneder.
Udenfor ynglesæsonen lever Yemenkamæleonen en for os mennesker ensom tilværelse. Særligt hannerne er meget territorielle og tøver ikke med at tage kampen op, hvis en artsfælle kommer for tæt på. Hunnerne er mere tolerante og kan godt dele territorie med andre. Ligesom andre kamæleoner tilbringer Yemenkamæleonen næsten hele sit liv i træer og buske og kommer kun sjældent ned på jorden – en levevis, der afspejles i dens specielle fødder, hvis tæer er vokset sammen to og tre og giver den et solidt greb om de ofte glatte og svajende grene, og hale, der er en såkaldt ”gribehale” og kan fungere som en ekstra hånd. Når man lever oppe i træerne og ikke har fast grund under fødderne, kan det være en udfordring at lave et klassisk overraskelsesangreb, når sulten melder sig - medmindre man har øjne og tunge som en kamæleon!
Kamæleoner kan både bruge mon- og biokulært syn. Og hvad betyder det så? Hvert af kamæleonens to øjne kan bevæge sig og fokusere uafhængigt af det andet og gør således kamæleonen i stand til at kigge på to vidt forskellige ting på én gang. Det er smart, når man skal holde øje med sine omgivelser, da det resulterer i et 360 grader synsfelt.
Men kamæleonen kan også fokusere begge øjne på samme objekt. Det indsnævrer synsfeltet men giver til gengæld et formidabelt dybdesyn og evne til at afstandsbedømme, hvilket er en fordel, når man skal jage et bytte. Yemenkamæleonens syn er så veludviklet, at den kan spotte selv små insekter på 5-10 meters afstand. Hørelsen er til gengæld ikke for god, da den hverken har ydre ører, øreåbninger eller trommehinde. Men den har øreknogler og er derfor ikke komplet døv.
Yemenkamæleonen lever primært af små insekter op til 3 cm såsom fluer, bier, hvepse, biller, møl, sommerfugle, larver, græshopper og lignende. Og de kan jo godt være hurtige på benene…eller vingerne. Men Yemenkamæleonen er hurtigere! Den er nemlig udstyret med en tunge, der er næsten dobbelt så lang som dens egen krop (skulle vi mennesker have en lige så lang tunge, skulle den være 3-4 meter lang), og som kan gribe byttet med en imponerende fart og præcision. Fra det øjeblik Yemenkamæleonen opdager byttet og beslutter sig for at gøre det til dagens måltid, går der kun 0,07 sekund, før den har fanget det. Det har ikke en chance! For at sætte det lidt i perspektiv, accelererer Yemenkamæleonens tunge 9 gange hurtigere end rutsjebanen ”Lynet” i Fårup Sommerland, og kan nå op på en G-påvirkning på over 40 G. Insekter er ikke alt, hvad Yemenkamæleonen spiser. Den er en af de få arter, der også supplerer kosten med planter som et fibertilskud.
Selvom Yemenkamæleonen har ry for at være en temperamentsfuld, lille størrelse, så er den sky af natur og går ofte i ”fosterstilling” eller simpelthen spiller død, hvis den bliver nervøs eller føler sig truet. Og med god grund. Der er mange rovfugle, slanger og andre større krybdyr i dens udbredelsesområde, der med glæde vil sætte tænderne i den.
