Biologi
Træder man ind i det 150 år gamle buddhistiske ”Azure Cloud Slangetempel” i Penang, Malaysia, kan man for en kort stund føle, at man er trådt direkte ind i en Indiana Jones film. Overalt på gulve, vægge og statuer kan man se den smukke og meget farverige Waglers tempelhugorm, der er navngivet efter den tyske herpetolog Johann Wagler, som var den første til at beskrive arten i 1827.
Tempelhugormene passes af templets munke, som er af den overbevisning, at de er hellige reinkarnationer af templets grundlægger, den guddommelige Chor Soo Kong. Chor Soo Kong var en højt respekteret munk, som ifølge legenden gav husly til junglens slanger, når tropestormen rasede. Da han døde i en alder af 65 år, fyldtes templet pludseligt af tempelhugorme, og her har de været lige siden.
I templet lever tempelhugormene frit, og både munkene og de mange turister, der besøger denne særegne attraktion, håndterer de giftige slanger. Munkene mener, at de tykke skyer af hellig røgelse i templet beroliger slangerne, så de ikke bider!
Tempelhugormen har et stort udbredelsesområde og kan findes i det meste af det sydøstlige Asien. I naturen ynder den at leve i større buske og træer, hvor den er godt kamufleret for både fjender og byttedyr. Når mørket falder på, vågner tempelhugormen, og så er det spisetid!
Tempelhugormen er ikke kendt for at jage sit bytte aktivt. I stedet ligger den på lur og venter på, at byttedyr såsom fugle, firben eller mindre gnavere skal komme så tæt på, at den kan levere sit dødbringende bid.
For at lokke byttet til bruger tempelhugormen sin hale, hvilken ofte har en anden farve end resten af kroppen. Halen viftes roligt fra side til side for at efterligne bevægelsen fra et lille insekt eller orm. Når byttet er indenfor rækkevidde, hugger tempelhugormen med en enorm hastighed og sprøjter giften ind med sine store gifttænder. Giften er en såkaldt blodgift, der angriber de røde blodlegemer og deres evne til at binde ilt. Der går derfor ofte ikke mange sekunder, før byttet omkommer.
Selvom han og hun har samme levevis, er der stor forskel på deres størrelse og farve. Som hos mange andre krybdyr er hunnen størst og kan måle op til 1 meter, hvor hannen kun bliver lidt over halvt så stor. Hunnernes farve varierer også voldsomt efter hvilket geografisk område, de kommer fra. Nogle er sorte med gule striber og pletter, mens andre er blågrønne med lyse striber. Hannerne er til gengæld altid grønne med lyse aftegninger. Tempelhugorme fødes dog altid grønne uanset køn.
Ikke alle krybdyr lægger æg! Der findes en del arter, der føder levende unger – tempelhugormen er én af dem. I stedet for at lægge et kuld æg kort efter parringen, udruger tempelhugormen sine æg inde i kroppen. Når ungerne er store nok til at klare sig selv, fødes de i en tynd hinde, som de bryder ud af ved hjælp af en særlig ægtand. Ungerne er kun godt 20 cm lange ved fødslen, men tag ikke fejl. Deres gifttænder og giftkirtler er fuldt udviklede og giften fuldt ud lige så stærk som de voksnes.
