Biologi

En søko er et vandlevende pattedyr. De kan blive mellem 3 og 4,5 meter lange og vejer typisk mellem 500-1000 kg. Enkelte kan dog nå op på en vægt af 1500 kg, men det hører til sjældenhederne.

Søkoen ligner måske mest af alt en stor sæl eller en hvalros, men faktisk er søkoens nærmeste slægtning elefanten, selvom der ikke er mange lighedspunkter at spore her, hvis man ser bort fra den tykke hud. Søkoen er noget helt for sig selv!

Dens særprægede kropsbygning er ikke synderligt velegnet til høje hastigheder. I stedet for at jage fisk eller andre dyr spiser den derfor næsten udelukkende vandplanter som fx søgræs og vandhyacinter. Vandplanter indeholder dog ikke så meget næring, så for at få sit næringsbehov dækket må søkoen spise masser af dem! 

I menneskets verden anbefales det, at vi spiser 6 stykker grønt om dagen, men det er langt fra nok, når man er en søko. Den skal typisk spise 5-10 % af sin egen kropsvægt om dagen for at holde hjulene i gang. Med andre ord skal den altså spise minimum 50 kg vandplanter om dagen. Det svarer til, at et menneske på 80 kg skulle spise mellem 6 og 12 kg grønt om dagen.  Med så store mængder mad, er det ikke så sært, at søkoen bruger mellem 6-8 timer om dagen på at spise og får en del luft i maven!

I Randers Regnskov lever søkøerne af salat og andet grønt hele året rundt, men om sommeren får de også en masse vandplanter. Når de får en varieret kost bestående af forskellige grøntsager, behøver de ikke så store mængder mad, som hvis de kun fik en slags mad hele tiden. Derfor får de to søkøer tilsammen "kun" omkring 25 kg grønt om dagen samt lidt hvede og majs.

Søkøer har ikke pels som flertallet af pattedyr. Til gengæld har de et lag af lange, følsomme børster overalt på kroppen, der fungerer på samme måde som knurhårene på fx en kat. Disse hår er rigt forsynede med nervefibre og kan derfor sanse selv de mindste vibrationer i vandet. Selvom søkoen har et meget dårligt syn, kan den altså ved hjælp af disse hår hurtigt danne sig et indtryk af sine omgivelser og sanse, om der er andre levende væsner i nærheden – selv i meget mudrede vande, hvor sigtbarheden er lav. 

Relation til mennesker

De fleste af os kender H. C. Andersens fortryllende eventyr om den lille havfrue. Ved første øjekast har søkoen og den lille havfrue ikke meget til fælles. Ikke desto mindre siges søkoen at være ophav til de efterhånden mange historier, der findes om netop havfruer. I sejlskibenes tid var sømændene på havet i mange måneder ad gangen. Når de nærmede sig land omkring troperne efter lang tid under ofte dårlige forhold og med begrænset mad og drikke, mener man, at deres dømmekraft var så svækket, at de har troet, at de tonstunge, store søkøer var unge, smukke havfruer.

I dag er det svært at forestille sig, at disse enorme dyr kunne have givet anledning til alle disse spekulationer om havfruer. Det kræver en god fantasi, skulle man tro. Det er dog et tidspunkt i en søkos liv, hvor ligheden mellem en søko og en havfrue bliver mere synlig, nemlig når søkoen er drægtig. Søkøer er typisk drægtige i 12-13 måneder. Lige omkring halvvejs i graviditeten begynder moderen at producere mælk til sin kommende unge. Hun udvikler derfor store, mælkefyldte bryster, der kan minde lidt om en kvindes bryster – eller en havfrues!

Søkoen er efterhånden en meget truet dyreart. De lever steder, hvor der er meget bådtrafik, og det sker desværre tit, at de bliver ramt af bådskruer og derved kommer til skade. I værste tilfælde dør søkoen, men nogle overlever og har store ar ned ad ryggen. Søkøer kan desuden drukne, hvis de sidder fast i fiskenet. En søko kan nemlig kun holde vejret i op til 20 minutter ad gangen.