Biologi
Det er nok de færreste mennesker, der ved, hvad en ormepadde er, og det er ikke underligt, når man tager deres levevis i betragtning. Langt de fleste ormepadder lever nemlig en diskret tilværelse under jorden, hvor de graver sig rundt og æder orm dagen lang. De kommer kun op til overfladen, når jorden er gennemblødt af regn, og når mennesker da ser dem, bliver de oftest forvekslet med en regnorm. Nogle få arter lever dog i vand – blandt andet dén art vi har her i Randers Regnskov, Typhlonectes natans eller vandlevende ormepadde. Heller ikke de er synderligt velkendte.
Forskere er kun lige begyndt at forstå disse besynderlige dyrs adfærd og levevis, og der er derfor stadig mange ubesvarede spørgsmål omkring dem. Én ting vides dog med sikkerhed: Ormepadder er en meget gammel orden af padder, og man har fundet fossiler af disse, der dateres helt tilbage til Jura (ca. 160 millioner år siden).
Der findes 170 nulevende arter af ormepadder, som varierer i størrelse fra 7-160 cm, og fælles for dem alle er, at de har lange, aflange kroppe uden ben og med reducerede øjne, der ofte er dækket af hud eller knogle og derfor ofte er skjult. Endelig er deres kranier stærkt forbenede og hårde, hvilket er en tilpasning til deres levevis. Ormepadder bruger nemlig deres hoved som et redskab til at grave sig gennem jord eller mudder, og så er det vigtigt med et solidt kranie. Ydermere er det inderste lag af huden på kraniet fusioneret med selve knoglerne, hvorfor det ikke slides af, når ormepadden graver.
Ormepaddernes nærmeste slægtninge er frøer og salamandere, og ligesom de er ormepaddernes hud glat og fyldt med mange kirtler, der producerer slim. I huden findes også giftkirtler, men den viden, der findes omkring, hvor potent ormepaddernes gift er, er relativ sparsom. Ligesom hos alle andre arter af padder sker der en nævneværdig gasudveksling over huden hos ormepadderne. Faktisk har de aller fleste af dem kun én lunge, og en enkelt art har slet ingen lunger og er således fuldstændig afhængig af den ilt, som den kan optage gennem huden.
Et andet træk, der er unik for ormepadder generelt er, at de på hver side af hovedet har en tentakel, hvilken er et organ, der opfanger og videresender kemiske signaler fra omgivelserne til næseregionen og således hjælper ormepadden til at opspore et potentielt bytte. Ormepadderne er meget afhængige af denne ”ekstra” sans, idet deres syn, som tidligere nævnt, er stort set manglende hos flere arter.
De tildækkede øjne er dog stadig i stand til at opfange lys men kan ikke danne billeder og er derfor stort set ubrugelige, når ormepadden skal fange et bytte. Ormepadder lever primært af insekter (termitter, fårekyllinger, græshopper osv.) og orme, som de fanger ved at ligge på lur og vente. Når et bytte kommer forbi, hugger de ud efter det og bider sig fast i det med deres meget stærke kæber, som hver har to rækker af spidse, bagudrettede tænder.
Fordi ormepadder er meget svære at finde ude i naturen, ved man ikke meget om deres parringsadfærd. Dog er en slags ”parringsdans” blevet observeret hos de vandlevende ormepadder lige før de parrer sig, hvilket kunne tyde på, at ”dansen” fungerer som en form for kurtisering hos disse. Selve parringen sker ved indvendig befrugtning, og mens nogle arter af ormepadder lægger æg, føder andre arter levende miniature kopier af de voksne individer. De vandlevende ormepadder hører til sidstnævnte.
Yngelplejen hos denne art er desuden omfattende og indebærer bl.a. moderen hud. Vandlevende ormepadder skifter hud ca. hver 3. dag, hvilket ungerne drager nytte af. De spiser nemlig den hud, som moderen smider. Huden indeholder en stor mængde fedt og dermed masser af næring. Derudover udskiller moderen et næringsrigt sekret fra kirtler i æggestokken, som ungerne ligeledes spiser med stor iver. Specialiserede tænder hos de nyfødte unger anvendes til at stimulere cellerne i æggestokken til at producere dette sekret.
