Biologi

Den danske gråand er efterhånden blevet et billede på ægte Morten Korch idyl. Der er ikke noget som at sidde ved en andedam på en smuk solskinsdag og fodre den lokale andefamilie med franskbrød, mens de rapper løs af velvære. Ænder er dog langt mere end dette idylliske billede. 

Der findes over 100 arter af ænder på verdensplan. Nogle bærer de smukkeste farver og mønstre, mens andre er mere afdæmpede i fjerdragten. Uanset farve og form tilbringer de fleste af dem størstedelen af deres liv i vand. Enkelte arter foretrækker dog en mere ”tørskoet” levevis – træanden er én af dem.    

Træanden lever i de tropiske vådområder på de caribiske øer, hvor den har tilpasset sig et liv i trækronerne – en levevis, der er meget atypisk for ænder, og som har givet arten sit navn. Fjerdragten hos både han og hun er gråbrun med sorte aftegninger og kan derfor minde om den danske gråand. Træanden har dog noget længere ben og en mere slank og langstrakt krop. På fødderne har den desuden en tå, der vender bagud, hvilken hjælper den til at begå sig oppe i træerne, hvor den tilbringer størstedelen af sit liv. Det er her, den sover og her, at reden bygges, når to skal blive til flere.

Reden bygges som regel i hule træer, på grene eller i bromelia planter, hvor den er på sikker afstand fra regnskovens mange æggetyve. Der lægges mellem 10 og 15 æg, der klækker efter en måned. Når ællingerne kommer til verden, bliver de ikke fodret i reden. De må derfor ned på jorden og finde føde på egen hånd. Da ællingerne ikke kan flyve, er de nødt til at lade sig falde, nogle gange fra 40 meters højde, svarende til et frit fald fra 16. sal! De små dunklumper er heldigvis godt polstrede, og lander for det meste blødt i skovbundens visne blade.  

Hos træænder er kønsdiskrimination ikke et begreb, der eksisterer. Han og hun danner par for livet og er fælles om stort set alt. De hjælpes ad med at bygge rede, og når æggene er lagt, skiftes de til at udruge dem. Den ene part ligger på æggene i et døgn, hvorefter den afløses af den anden part, og sådan skiftes de, indtil æggene klækker. Når ællingerne kommer til verden, deles de også ligeligt om at passe dem. Selvom træænder danner par, lever parrene ofte sammen i store flokke på op til 100 individer. I ynglesæsonen går parrene hvert til sit men mødes så igen herefter. 

Træanden er vågen om natten, hvor den bevæger sig ned på jorden for at finde føde bestående af planter, frø, frugt og snegle. Ligesom gråanden har træanden et bredt næb med små, savtakkede lameller, der gør det særdeles velegnet til at snadre i vådområderne, hvor den lever. I mørket kan det være svært at holde styr på flokken. Træanden har derfor udviklet et umiskendeligt kald, som den bruger flittigt under disse natlige vandringer. Kaldet lyder næsten som en højlydt fløjten, og den kaldes derfor ”Whistling duck” eller fløjteanden på engelsk.

Relation til mennesker

Selvom træanden hører hjemme i træerne, er den en fortrinlig svømmer. På land kan den syne noget kluntet, men så snart den begiver sig ud i vand, bevæger den sig med en lethed, der fik tankerne i gang hos Leonardo da Vinci tilbage i 1600 tallet. Ved at studere andens fødder, hvis tæer er næsten fuldstændig dækket af svømmehud, fik da Vinci idéen til at udvikle en slags svømmehandsker, der skulle blive forløberen til nutidens svømmefødder. 

I dag er træanden truet af flere årsager. En årsag er, at den bliver jaget af mennesker, som spiser den eller blot tager æggene fra dens rede. Hovedårsagen til dens tilbagegang er dog, at dens levesteder forsvinder mere og mere som følge af, at landbrugskulturen vokser på de caribiske øer, hvor den lever. Visse steder er allerede helt udryddet - nogle dog af andre årsager igen. 

Antigua er ét af de steder. Her blev en trælevende mangust introduceret for at kontrollere bestanden af rotter. Som det desværre er sket i mange andre tilfælde, gik planen ikke som forventet. Mangusten fik i stedet smag for træanden men lod til gengæld rotterne være.