Biologi
Nogle får myrekryb bare ved tanken om dem. Andre elsker dem og synes, at de er nogle af naturens mest fascinerende skabninger. Der er ligefrem dem, der ser dem som hellige, helende væsner i stand til at kurere sygdomme. Du har nok set, at mange apoteker bruger æskulapstaven med den snoede slange som logo.
Slanger har altid delt vandene. Men hvorfor vækker de så stærke følelser i os? Bunder det i religion eller overtro? Eller er det fordi, vi simpelt ikke forstår dem, fordi de er så anderledes end os mennesker? Uanset hvad man måtte mene om dem, så er det svært ikke at fascineres af dem og beundre dem for deres fortrinlige evne til at tilpasse sig.
Der findes mere end 3000 arter af slanger, der i størrelse varierer fra den kun 10 cm lange urtepotteslange (Indotyphlops braminus) til de enorme sværvægtere som den grønne anakonda (Eunectes murinus) og netpythonen (Malayopython reticulatus), hvor sidstnævnte kan blive helt op til 10 meter lang og således betragtes som verdens længste slange. Og så er der dem midt imellem – som fx tæppepythonen, hvis smukke farver og mønstre har en vis lighed med et orientalsk tæppe og derfor har givet anledning til dens navn.
Tæppepythonen er en mellemstor kvælerslange på omkring 2 meter (enkelte individer kan dog nå en imponerende længde på hele 4 meter), der lever vildt i Australien, Ny Guinea og nogle af de omkringliggende mindre øer. Som hos så mange andre krybdyr er hannerne ofte mindre end hunnerne. Men hvorfor egentlig? Hos os mennesker og de fleste andre pattedyr er det jo omvendt. Men giver det ikke mere mening at gøre som slangerne?
Pattedyrshanner kæmper ofte voldsomt med hinanden om territorie og hunner, og så er det en fordel at være stor og stærk. Så ufornuftige er slangehanner ikke (sagt med et glimt i øjet!) – i hvert fald ikke i så høj grad. De har derfor ikke behov for at være store. Hunnerne derimod skal bære og i en vis grad beskytte afkommet, hvilket kræver enorme ressourcer – især når de får så store kuld, som visse slanger gør. De er derfor større og langt mere ressourcestærke end hannerne.
Tæppepythonen lægger som regel 15-20 æg i en enkelt kuld, og i stedet for at stikke af efterfølgende som nogle slanger gør, vikler hunnen sin krop rundt om æggene for at beskytte dem og holde dem varme. Selvom tæppepython er et ensvarmet eller ”koldblodet” dyr, der er afhængig af omgivelserne for at holde sig varm, kan den godt producere varme ved skiftevis at spænde og løsne musklerne.
Når ungerne er klar til at bryde ud af ægget efter ca. 55 dage (afhængigt af temperaturen), sker det ved brug af en særlig ægtand, der sidder forrest på snudepartiet, og som falder af få dage efter klækningen. Det øjeblik æggene klækker, stopper al yngelpleje, og de godt 30 cm lange, nyklækkede unger må klare sig selv. Og det er ikke helt ufarligt, da mange rovfugle, varaner, vildhunde og katte ser dem som en lækker, lille snack.
Selvom æggene lægges nede på jorden, tilbringer tæppepythonen en stor del af sit liv oppe i træerne, hvor dens farver og mønstre virker som en effektiv kamuflage og gør den svær at se for både rovdyr og byttedyr. Her kan den ligge det meste af dagen og suge solens stråler til sig, så den er klar til at jage, når mørket falder på. For selvom der ikke er skyggen af lys, kan tæppepythonen sagtens finde frem til byttet.
I underkæben har den nemlig en række gruber, der er fyldt med varmefølsomme celler og således fungerer som et fintfølende termometer, der kan sanse temperaturændringer på 0,003 grader. Dette særlige organ gør den altså i stand til at sanse kropsvarmen fra byttedyrene og hurtigt finde frem til dem, selvom den ikke kan se noget i mørket.
En anden vigtig sans for tæppepythonen (og andre slanger) er lugtesansen. Det ville se lidt underligt ud, hvis vi mennesker gik rundt og stak tungen ud og ind hele tiden! Men for slanger er det helt normalt. De har nemlig et andet særligt organ i ganen, det Jacobsonske organ, der er forbundet med hjernens ”lugtcenter”. Når slanger trækker tungen tilbage i munden, stikker de tungespidserne op i dette organ og overfører de duftstoffer, de har opsamlet fra omgivelserne. Slanger kan således lugte med tungen.
Hvis tæppepythonen sanser, at et bytte er nært, ligger den helt stille og venter tålmodigt på, at det kommer tæt nok på til at angribe. Den hugger ud, bider sig fast i byttet med sine godt 200 sylespidse, bagudrettede tænder, vikler sin muskuløse krop rundt om det og kvæler det i løbet af få sekunder.
Tæppepythonen er en såkaldt opportunist, der sætter tænderne i, hvad den kan finde. Som de fleste andre slanger kan den gabe over og sluge byttedyr, der er langt større end dens hoved takket være sine meget fleksible kæber og brystkasse, hvis ribben kun er fæstnet på rygsøjlen. Slanger har nemlig ikke noget brystben. Det betyder, at den kan gå næsten fuldstændig af led, når byttet sluges. Af samme grund ser du ofte slanger gabe, efter de har spist – de sætter lige kæben på plads igen.
Men hvorfor ikke bare nøjes med at spise lidt mindre byttedyr? Der er fordele og ulemper ved næsten alt, og fordelen ved at spise meget store byttedyr er, at der ikke er så mange om buddet, og så behøver man ikke bruge energi på at jage og spise så ofte. Har tæppepyhton spist et meget stort bytte, kan der gå måneder, før den behøver at spise igen.
Slangers skelet skiller sig også ud på flere andre områder. Visse, men ikke alle, slanger har på hver side af kønsåbningen en lille ”spore”, der vidner om en fjern fortid med ben – tæppepythonen er en af dem. Slanger nedstammer fra samme forfader som øglerne, men i modsætning til de fleste øgler har slangerne mistet lemmerne. Hvorfor, diskuteres stadig men menes at være en tilpasning til en krybende levevis. Visse slanger har dog stadig rester af bækken- og lårknogler, der sidder på hver side af gattet. Disse sporer er typisk størst hos hannerne, der kan bruge dem som en slags ”forspilsknogler” til at stimulere hunnerne før parring ved at kradse dem på ryggen! Hvem vil ikke falde for en mand, der gider at klø en på ryggen?!!
