Biologi
Det er ikke svært at forestille sig, hvorfor springharen hedder, som den gør. Den både ligner og opfører sig, som var den en blanding af en hare og en kænguru - men faktisk er den slet ikke i familie med hverken den ene eller den anden. Den er nemlig en gnaver ligesom mus, rotter og marsvin.
Springharen hører hjemme i det sydlige Afrika og forekommer hyppigt i lande som Zaire, Kenya, Botswana og Sydafrika. Den foretrækker åbne landskaber med en lav bevoksning og løs, sandholdig jord, der er let at grave i. Springharen tilbringer nemlig hele dagen i underjordiske gange, hvor den kan den sove i fred for rovdyr og samtidig undgå at blive overophedet, når solen står højt på himlen. Først når solen begynder at gå ned, bevæger den sig ud - den er med andre ord nataktiv.
Springharens gangsystem har indtil flere ind- og gange og udgraves med forbenene, der ganske vist er små men til gengæld udstyret med lange, krogede klør. De kraftige bagben, der er næsten fire gange så lange som forbenene, har ikke klør men i stedet negle, der ligner små hove. Disse bruges til at skubbe den udgravede jord væk.
For at undgå at få jord i hovedet, når den graver de gange, den sover i om dagen, har springharen udviklet nogle ret smarte tilpasninger. De lange øjenvipper beskytter øjnene, næseborene kan lukke helt til og beskytte luftvejene, og så er der i hvert øre en lille ”hudlap”, der dækker for øregangen, når springharen vender ørerne bagud. Springharen behøver altså hverken bruge beskyttelsesbriller, næseklemme eller ørepropper!
De lange, kraftige bagben gør springharen i stand til at springe langt - meget langt! Den bevæger sig på samme måde som en kænguru og kan springe helt op til 3-4 meter på trods af, at den kun vejer 3 kg og måler 35-45 cm fra snude til bagende (det dobbelte hvis halens længde medregnes). Og det er en evne, der er god at være i besiddelse af, når man skal undgå at ende i gabet på rovdyr som slanger, manguster, ugler og andre rovfugle, løver, leoparder, vildhunde...og ja, mennesker!
Når mørket falder på, og springharen bevæger sig ud for at finde føde, lister den sig ikke nødvendigvis afsted - tværtimod! Den springer ofte alt, hvad den kan, og nærmest flyver ud af boet som en kanonkugle i håb om at skræmme de fjender væk, der måtte sidde på lur ved indgangen til boet. Bliver den alligevel jaget, vil den som regel flygte ned i boet igen og stoppe indgangen til med jord. Er det ikke en mulighed, forsvarer den sig ved at bide, kradse med de skarpe klør på forbenene og sparke med de kraftige bagben, hvilket kan forvolde stor skade på rovdyrene.
Springharens lange, kraftige hale hjælper den til at holde balancen og styre retningen, når den er i fuld fart. Men den bruger faktisk også halen som støtte for ikke at vælte, når den spiser og sover. Springharen har nemlig en vane med at sætte sig direkte på bagdelen og strække bagbenene fremad. Halen vender til gengæld bagud og fungerer lidt som en lænestol.
Græs og andre grønne planter står øverst på menukortet, men springharen spiser også gerne rødder, knolde, nødder, frø og endda insekter som græshopper og biller. Føden holdes og manipuleres med forbenene og gnaves i mindre bidder af de store, skarpe fortænder. Som hos andre gnavere vokser springharens tænder kontinuerligt og må derfor slides dagligt. Vand har den til gengæld ikke brug for, da den er tilpasset til at kunne klare sig med den væske, der findes i føden.
I naturen er springharen lidt af en enspænder, der foretrækker at leve alene eller i par. I fangenskab er det dog sjældent et problem at holde flere dyr sammen. Springharen yngler året rundt og får typisk tre kuld om året. Den er drægtig i 78-82 dage og føder en enkelt unge ad gangen - i sjældne tilfælde tvillinger. Ved fødslen vejer ungen lige knapt 300 gram og ligner en miniature udgave af sine forældre. Den er helt dækket af pels, er aktiv få timer efter fødslen og åbner øjnene efter bare 1-3 dage. Ungen forlader moderen, når den er omkring 7 uger gammel og vejer 1.5 kg men bliver dog som regel først kønsmoden, når den har en kropsvægt på 2.5 kg. Sammenlignet med andre gnavere kan springharen blive temmelig gammel, nemlig 13-15 år i gennemsnit.
