Biologi
I Rudyard Kiplings ”Junglebogen” fra 1894 kan man møde den heltemodige mangust Rikki-Tikki-Tavi, som redder en familie fra at blive bidt af den mægtige kongekobra - verdens største giftslange. Den velkendte og meget populære historie har gjort det til en almen opfattelse, at manguster, generelt, er immune overfor slangegift. Det er dog ikke tilfældet. Manguster er lige så følsomme overfor giften som andre pattedyr. De har dog til en hurtighed og snilde, der gør, at de kun meget sjældent bliver bidt.
Mangustfamilien rummer 33 arter, der er lige så forskellige som dag og nat. Nogle er enspændere, andre sociale. Nogle spiser frugt, andre kød. Nogle er nataktive, mens andre er vågne om dagen. Også størrelsen varierer fra den kun 280 gram tunge dværgmangust (Helogale parvula) til den store, kattelignende hvidhalede mangust (Ichneumia albicauda) på næsten 4.5 kg.
Blandt de største af arterne findes sumpmangusten. Sumpmangusten har et meget stort udbredelsesområde og kan findes i det meste af det centrale og sydlige Afrika. Som navnet antyder, lever den i sumpede områder, hvor dens specielle fødder hjælper den til at begå sig på det fedtede underlag. Sumpmangusten har ingen svømmehud mellem tæerne, og dens trædepuder er meget små. Sammen med forpoternes tommelfingre giver dette sumpmangusten et godt greb, så den ikke skrider eller synker ned i mudderet.
Sumpmangustens fødder er også særdeles velegnede til at finde føde. En stor del af sumpmangustens hjerne optages af dét center, der kontrollerer fingrenes følesans og finmotorik. Sammen med manglen på svømmehud gør dette fingrene meget følsomme og fleksible – ligesom det ses hos den asiatiske dværgodder. Sumpmangusten er derfor i stand til at skelne mellem noget spiseligt og ikke-spiseligt ved blot at føle på det med fingrene.
Sumpmangusten er ikke kræsen og spiser næsten hvad som helst indenfor kød genren. Dog foretrækker den muslinger, krabber og snegle. Hvis sumpmangusten har problemer med at åbne en musling eller en snegl med de kraftige kæber og lange klør, kan den finde på at kaste den hårdt imod en klippe – så er det problem løst!
Sumpmangusten spiser også gerne fugle, men det er ikke nogen nem opgave at fange dem. Dog har sumpmangusten et trick i ærmet. Den ligger sig på ryggen med maven i vejret. På den måde ser det ud som om, den ligger afslappet og solbader. Sumpmangusten endetarmsåbning har en bleg, rødlig farve, der optræder meget tydelig mod den mørke pels på maven. Denne røde farve skulle efter sigende tiltrække småfugle, der intetanende nærmer sig for at spise det, de tror, er bær eller insekter. Når fuglen er tæt nok på, springer sumpmangusten op med lynets hast og fanger den.
Sumpmangustens bagdel har også en anden fordel. Føler sumpmangusten sig truet, prøver den først at knurre dybt for at forskrække fjenden. Hvis det ikke hjælper, vender den bagdelen mod fjenden og skyder en fælt lugtende, brun væske ud af nogle kirtler ved halen – nøjagtigt som når et stinkdyr forsvarer sig. Lugten overrumpler fjenden, og sumpmangusten skynder sig at stikke af.
