Biologi
Det vrimler med liv i trækronerne på det afrikanske kontinent, hvor hundredvis af væverfugle lever side om side i store kolonier langs floderne. Selvom væverfuglene typisk kun vejer omkring 20 gram, kan kolonierne være så store, at selv tykke grene kan bukke under for vægten af de mange fugle og simpelthen brække af.
Der findes 135 arter af væverfugle, der alle varierer i form, farve og adfærd. Hos nogle arter er han og hun ens, mens det hos andre, heriblandt sorthovedet maskevæver, er let at kende forskel på de to køn – i hvert fald i ynglesæsonen, hvor hormonerne raser. Her skifter hannen fra at være ensfarvet gulligbrun ligesom hunnerne til en smuk, farvestrålende yngledragt med et skinnende sort hoved og en solgul krop med markante sorte aftegninger. Øjenfarven skifter desuden fra brun til skrigende rød.
Den farvestrålende yngledragt vækker opsigt – ikke blot hos hunnerne men også hos de mange rovdyr, der ville nyde at sætte tænderne i væverfuglen. Hvis hannen, trods de åbenlyse farer ved yngledragten, formår at holde sig i live, må han kunne noget helt særligt. Og det kan pigerne lide!
At være smuk og farvestrålende er dog ikke nok til at forføre de kræsne hunner. Væverhunnen stiller nemlig også høje krav til sin mages evner som håndværker. Med kun næbbet som værktøj væver hannen derfor op til fem kunstfærdige reder af græs og palmeblade og knytter rigtige knuder for at gøre dem stærke – alt sammen for at vise hunnen, hvad han duer til. Redernes udformning varierer fra art til art, men hos den sortmaskede væver er de som regel nyreformede med en enkelt åbning i bunden.
Når hunnen skal vælge, hvem hun vil parre sig med, flyver hun fra rede til rede og vælger så den han, der har vævet den bedste rede. Efter parringen flyver hun ind i den udvalgte rede, hvorefter hannen færdiggør reden ved at væve et tunnelformet rør på indgangen, mens hunnen polstrer reden med græs og fjer. De 2-5 æg, der lægges, udruges og opfostres som regel af hunnen alene.
Det tager gerne mellem 9 og 15 timer at bygge en enkelt rede. Med et så hårdt og energikrævende stykke arbejde skulle man tro, at hannen ville nøjes med at parre sig med én hun, men det er langt fra tilfældet. Så snart parringen er overstået, flyver han videre og bygger nye reder i håb om, at flere hunner vil falde for hans evner som håndværker. Faktisk kan han nå at forføre og parre sig med op til fem hunner i bare én ynglesæson. Da en rede kun bruges en enkelt gang, må hannen starte forfra i næste ynglesæson.
Ligesom den europæiske gøg er den afrikanske guldgøg (Chrysococcyx caprius) en snylter, der ikke selv tager sig af opfostringen af sine unger men i stedet lægger sine æg i andre fugles reder. Den sorthovedede maskevæver er en af disse.
Guldgøgen narrer væverfuglen ved at lægge æg, der har samme form og farve som væverfuglens egne æg, hvilket gør det særdeles svært for den at skelne mellem dem. Gøgeægget klækker som regel nogle dage før væveræggene, og når gøgeungen kommer til verden, skubber den alle de andre æg ud af reden. Tilbage i reden er derfor kun er én stor, dunet gøgeunge, der får væverhunnens fulde opmærksomhed. Den sorthovedede maskevæver forsøger dog at komme problemet til livs ved ofte at ændre æggenes farve. På den måde kan gøgen ikke kan gemme sit æg i reden uden, at det bliver opdaget.
