Biologi
Med undtagelse af en flok græssende bisonokser, antiloper og et par enkelte fugle på himlen, er der ved første øjekast ikke meget liv at spore på de store, åbne sletter, der breder sig over 10 stater i USA og store dele af Canada. Men hvad du ikke kan se er, at der under jorden findes et stort og kompliceret gangsystem, hvor et talrigt og kompliceret samfund af mellemstore gnavere har sin gang.
Den sorthalede præriehund er blevet kaldt alt fra ”pestilens” til ”økosystemets ingeniør” – og med god grund. Trods navnet er den som nævnt en gnaver. Og gnavere gnaver…og graver! Ikke bare et lille hul her og der! En koloni af præriehunde kan fuldstændig ommøblere landskabet på få dage. Problematisk når det går ud over landmændenes jord og afgrøder, men til gengæld rigtig godt for naturen, da jorden tilføres masser af ny næring. Tilstedeværelsen af præriehunde har desuden vist sig at fremme biodiversiteten. Jo større koloni, jo flere arter.
Præriehunden er en intensiv ”græsser”, der hele tiden gnaver planterne ned og tvinger dem til at sætte nye, næringsrige skud – noget mange andre planteædere nyder godt af. Den amerikanske bisonokse (Bison bison) og gaffelbukken (Antilocapra americana) fortrækker ligefrem at leve i områder, hvor der er præriehunde, da planterne her har en højere næringsværdi. Selvom 98 % af præriehundens kost består af græs (blade såvel som stilke og rødder), supplerer den kosten op med orme, græshopper, biller og andre insekter. Præriehunden selv er også et meget vigtigt led i fødekæden, da mange rovdyr har den på menukortet – hvis de da kan fange den!
Hvad præriehunden ikke har i fysik, har den i snilde og samarbejdsevne. Den lever som nævnt i store kolonier – nogle ligefrem ENORME! Rekordindehaveren findes i Texas i USA, hvor det estimeres, at kolonien består af, hold nu fast, 400 millioner dyr, og dækker et areal på 65.000 km2. Hver koloni er opdelt i flere nabolag eller ”kliker” bestående af en gruppe nærtbeslægtede hunner (søstre, mødre og tanter) og 1-2 hanner. Er der mere end én han i en klike, er de som regel brødre.
Hvis du tror, at individerne i en koloni lever i fred og fordragelighed, kan du godt tro om igen! Nabokrig er et velkendt fænomen mellem klikerne, der forsvarer sit territorie aggressivt. Medlemmer fra forskellige kliker kan ligefrem finde på at slå hinanden ihjel, hvis de krydser veje. Så ikke noget med at hyggesnakke over hækken eller låne en kop sukker af naboen!
Anderledes ser det ud indenfor kliken. Her er medlemmerne venlige og hjælpsomme overfor hinanden, og der er overskud til at lege og groome hinanden. Faktisk er der kun ét tidspunkt, hvor der kan blive rigtig dårlig stemning i kliken, nemlig i ynglesæsonen. Her har de drægtige hunner en tendens til at forvandle sig til et hormonelt monster, der ikke altid nøjes med at skælde ud og slås med alt og alle. De kan ligefrem finde på at slå andres unger ihjel!
Hvorfor overhovedet leve sammen i kolonier, når nabokrige og klikedannelser er en del af hverdagen? Fordi det alligevel er mere træls at blive ædt! Og jo flere man lever sammen, jo mindre er risikoen for, at lige netop dét sker for en selv. Og lige så fjendtlige klikerne i en koloni kan være overfor hinanden, lige så gode er de til at advare hinanden, hvis der er fare på færde. Engang var den nu sjældne sortfodet ilder (Mustela nigripes) præriehundens fjende nummer ét, men i dag har den mest prærieulven (Canis latrans), den amerikanske grævling (Taxidea taxus), rødlossen (Lynx rufus), kongeørnen (Aquila chrysaetos) og andre store rovfugle samt prærieklapperslangen (Crotalus viridis) at frygte.
Er der et medlem i kolonien, der spotter et rovdyr, udsender det et højlydt alarmkald, der får de andre til straks at søge tilflugt i deres underjordiske gange. Alarmkaldet lyder lidt, som når en hund gør, hvilket er årsagen til, at præriehunden har fået sit navn på trods af, at den intet har med en hund at gøre. Alarmkaldet fortæller ikke blot, at der er en fjende i nærheden. Det fortæller også, hvilken type fjende, der er tale om, hvor stor den er, og hvor hurtigt den nærmer sig.
Et andet karakteristisk kald er det såkaldte ”spring-yip”, hvor et individ stiller sig på bagben, strækker kroppen helt ud og kaster forbenene op i luften, mens det krummer ryggen og afgiver et kald, der lyder lidt som et pivdyr! De andre reagerer ved at gentage adfærden og kaldet, der bevæger sig som en bølge gennem hele kolonien. Og årsagen? Godt spørgsmål! Teorierne er mange, men man ved det faktisk ikke med sikkerhed. Dog er forskerne enige om, at præriehunden har en af de mest sofistikerede og veludviklede former for vokal kommunikation eller sprog, om man vil, i dyreriget.
Præriehunden tilbringer som nævnt en stor del af sit liv under jorden, hvor hver klike har sit eget tunnelsystem, der går i arv generation efter generation. Det kan være meget stort og komplekst med op til 70 indgange, adskillige gange og huler.
Gangsystemet har tre forskellige typer af indgange, hvor den mest iøjnefaldende ligner et lille vulkankrater. Andre minder mere om en flad kuppel, mens den tredje type bare er et hul i jorden uden jordhøj omkring. De to første typer tillader præriehunden at komme lidt op i højde på den ellers flade græssteppe, den lever på. Herfra kan den spejde ud over horisonten efter rovdyr og andre fjender. Deres udformning øger desuden ventilationen i gangsystemet og sikrer, at det ikke bliver oversvømmet, når det regner voldsomt.
Selve hulerne kan være helt op til 33 meter lange og 5 meter dybe, selvom de ofte er lidt mindre. Det er her, præriehunden sover, parrer sig, passer og plejer ungerne og søger tilflugt fra rovdyr, vejret og ja, andre rivaliserende kliker! Hver hule sit formål!
Om sommeren, når solen skinner fra en skyfri himmel, kan temperaturen i præriehundens udbredelsesområde stige til næsten 40 grader, mens den om vinteren kan falde helt ned til -12 grader. I begge tilfælde er hulen vigtig for præriehunden, da den på den ene side giver mulighed for skygge, så den ikke får det for varmt og dehydrerer, og samtidig tilbyder et sikkert sted at overvintre, når sneen daler og frosten bider.
Den sorthalede præriehund er aktiv året rundt og går ikke som sådan i vinterhi modsat flere af dens nære slægtninge. Den fortsætter med at forlade hulen for at finde føde om dagen men går så i en slags dvale i løbet af natten, hvor stofskiftet, hjerterytmen og respiration sænkes for at spare på energien. Jo koldere det bliver, jo længere varer nattens dvaletilstand. Men den vågner og fouragerer hver dag. Alligevel taber præriehunden omkring 20 % af sin kropsvægt i løbet af efteråret og vinteren.
Når vinteren går på hæld, er det tid til at udvide familien – hvilket også foregår under jorden. Han og hun ligner hinanden bortset fra størrelsen. Præriehunden vejer 700-1700 gram, og hannen er typisk 10-15 % tungere end hunnen. Den er polygam, hvilket betyder, at hannen i en klike parrer sig med flere hunner. Er der mere end én kønsmoden han i kliken, vil hunnerne også parre sig med ham. Men den dominerende han har ”førsteret” og fædrer flest unger.
Præriehundens udbredelsesområde er meget stort, og ynglesæsonen varierer derfor fra januar til april fra syd til nord. Og det gælder altså om at være på dupperne! Hunnerne er nemlig som regel kun modtagelig overfor hannen én dag i hele sæsonen. Så når hun siger ”nu”, er det NU! Det kan dog ske, at hunnen går i brunst igen efter 13 dage, hvis første forsøg ikke lykkes.
I gangsystemet er der særlige redekamre, der fores med græs, og hvor 1-8 unger fødes efter 33-38 dage. De nyfødte unger er blinde, nøgne og vejer kun omkring 15 gram. De er altså meget sårbare og fuldstændig afhængige af de voksnes pleje og beskyttelse. Hannen er ikke direkte involveret i yngelplejen men hjælper med at forsvare kliken og dermed dem. Udover ungernes mor, hjælper de andre hunner i kliken gerne til – medmindre de er drægtige eller selv lige har fået unger. Da er sagen en HELT anden!
Infanticid eller barnemord, som det jo reelt er, er meget udbredt blandt den sorthalede præriehund. Faktisk estimeres det, at op mod 1/3 af alle unger mister livet som følge af det. Så det er ikke unormalt, at voksne individer dræber andres unger. Det gælder især fremmede hanner fra andre kliker men forekommer altså også blandt drægtige og nybagte mødre indenfor samme klike. Her kan man da tale om hormonelle hunner!
Det er derfor ganske forståeligt, at præriehundemor er meget beskyttende overfor sine unger og ikke tillader hvem som helst at komme i nærheden af dem. De får heller ikke lov til at forlade redekamret, før de er helt selvstændige, og det tager lidt tid. Først 3 uger efter fødslen begynder ungerne at få pels, efter yderligere 2 uger åbner de øjnene, og de stopper først med at die, når de er 6-7 uger gamle. Herefter begynder de så småt at vove sig ud og udforske den farefulde verden over jorden. Og når det sker, vender harmonien tilbage i kliken, og alt ånder atter fred og idyl mellem hunnerne.
Hunner bliver i den klike, de er født i, for livet, mens hanner forlader kliken efter et års tid for at stifte sin egen familie og undgå indavl. Af samme årsag bliver en kønsmoden han som regel kun i samme klike i et par år, hvorefter han rykker videre, og en ny, ubeslægtet han flytter ind. Præriehunde bliver som regel forældre første gang, når de er 2 år gamle, selvom de bliver kønsmodne før det. De lever til gengæld ikke så længe i naturen. Kun 54 % af hunner og 47 % af hanner overlever det første leveår, men dem, der gør, kan blive op til 8 år gamle.
