Biologi
På Madagaskar, der ligger 400 km ud for Afrikas østkyst, lever en gruppe af dyr, der ikke findes andre steder i verden, nemlig lemurerne. Lemurer er såkaldte halvaber og er således en form for primitive aber. Der findes omkring 100 nulevende arter, der varierer voldsomt i både udseende og levevis alt efter, om de lever på den tørre og golde vestlige del af øen eller på den frodige og tropiske del.
Muselemuren (Microsebus myoxinus), der kun vejer 30-50 gram, er den mindste af arterne – denne holder til på den vestlige del af øen. De største arter, herunder den sort-hvide varilemur eller pandalemuren, som den også populært kaldes, lever til gengæld i regnskovsområderne på den østlige del af øen. Selvom den sort-hvide varilemur kun vejer 3-5 kg, får dens tykke, buskede pels den til at se væsentlig større ud, end den reelt er.
Når man har så tyk en pels, kan der let samle sig en masse skidt og utøj i den – især når man som den sort-hvide varilemur lever i regnskoven, der er hjemsted for et utal af insekter, spindlere, mider og andre små, blodsugende kræ. Varilemuren har derfor udviklet en smart anordning, der gør det let for den at holde pelsen ren og pæn: Dens tænder i over- og undermunden sidder på en sådan måde, at de danner en kam, når de mødes. Denne såkaldte ”tandkam” er et effektivt redskab til at fjerne ubudne gæster fra den tykke pels. Efter brug gøres tandkammen ren ved hjælp af en form for ekstra tunge, der sidder under varilemurens egentlige tunge.
Det er ikke kun den sort-hvide varilemurs tænder, der er specialiserede til at fjerne snavs og utøj fra pelsen. Det er dens fingre også. Lemurer, generelt, har negle på fingrene – lige med undtagelse af den anden finger på hver hånd, der i stedet bærer en lang, krum klo, der betegnes ”toiletkloen”. Ligesom tandkammen bruger de disse kløer til at nette sig med.
Der er også mange arter af lemurer, der har fundet på en smart måde at forebygge problemet på: Kæmpetusindben! Føler kæmpetusindbenet sig truet, udskiller det en gift, og denne gift har vist sig særdeles effektiv til at holde insekter som fx myg væk. Lemuren ruller tusindbenet i hænderne eller bider let i det for at skræmme det, hvorefter den smører giften ud på pelsen – ligesom når du tager myggespray på.
Hvor andre arter lemurer gerne supplerer kosten med insekter og andre hvirvelløse dyr, er den sort-hvide varilemur vegetar. Den har et højt stofskifte sammenlignet med andre lemurarter og kræver således en meget energirig føde. Den lever derfor hovedsageligt af frugt, men i mangel på bedre går den heller ikke af vejen for blade, frø og nektar. Den sort-hvide varilemur er desuden kendt for at supplere kosten med jord, da det indeholder livsvigtige mineraler.
Når det er spisetid, er det hunnerne, der spiser først. Hos den sort-hvide varilemur er det nemlig hunnerne, der er de største og mest dominerende. Bortset fra størrelsen er der dog ingen synlig forskel mellem de to køn hos denne art. Man ved kun meget lidt om varilemurernes sociale adfærd. Meget tyder dog på, at de lever i små familiegrupper på 2-5 individer med ét dominerende ynglepar og deres afkom.
Parringen finder sted i juni-juli måned, og 90-120 dage senere fødes 1-4 unger (gennemsnit 2). Lige før det sker, laver hunnen en rede højt oppe i et træ, som hun forer med sin egen pels. I modsætning til andre lemurarter, der kun har ét sæt dievorter, har den sort-hvide varilemur hele tre par, da de altså som regel får relativt store kuld.
Siden det er hunnerne, der er de mest dominerende, er det også dem, der primært tager sig af ungerne og forsvarer familiens hierarki. Sidstnævnte gør de dels ved at udsende et meget højlydt og truende alarmkald, der kan høres langt væk, og dels ved at duftmarkere. Duftmarkering er en meget vigtig form for kommunikation for både han- og hunlemurer – både overfor fjender (som fx fossaen, rovfugle og mennesket) såvel som overfor andre flokmedlemmer.
På halsen og på hvert håndled har den sort-hvide varilemur duftkirtler, som den bruger flittigt. Duften kan fortælle andre lemurer om køn, alder og humør, men den kan også bruges til at jage ubudne gæster væk. Lemurer, generelt, er ikke meget for at slås, så bliver de uenige, indgår de i stedet i en form for ”dunst duel”, hvor de først smører halen ind i det ildelugtende sekret fra duftkirtlerne. Herefter vifter de to duellerende parter halen mod hinanden gentagne gange, indtil en af dem giver op og stikker halen mellem benene. Man kan med andre ord sige, at de slås ved at kaste stinkbomber mod hinanden!
