Biologi
Slangehovedfisken har fået navn efter sit udseende. Hovedet ligner et slangehoved og fisken bliver ret stor, op til omkring 1 meter lang. De har yngelpleje, hvilket vil sige, at de passer godt på deres unger. De angriber alt, der er en trussel for deres afkom, sågar mennesker. Der er flere eksempler på mennesker, der er blevet bidt alvorligt af slangehovedfisk.
Jagtstrategien for en slangehovedfisk er oftest at stå stille i vandet og vente på, at et bytte kommer tæt nok på, til at fisken kan fange den. Det voldsomme tandsæt hjælper med at fastholde byttet, inden det bliver slugt. I naturen lever slangehovedfisk af fisk, frøer, krebsdyr og andre dyr, der kommer tæt nok på.