Der har levet skildpadder på jorden i de sidste 200 millioner år, og gennem alle disse år har de stort set ikke ændret udseende. Skildpadder ser med andre ord ud i dag, som de gjorde dengang, hvilket i høj grad skyldes deres skjold. Udviklingen af det beskyttende skjold har vist sig at være så fordelagtig for skildpadderne, at evolutionen ikke har lavet om på denne ellers så klodsede konstruktion siden.  

Der er dog ikke udelukkende fordele ved at bære rundt på et skjold – især ikke når man som slangehalsskildpadden ynder at spise fisk og andre hurtige smådyr. Skjoldet gør den nemlig tung og langsom, og det kan derfor være svært at skaffe mad på bordet. Slangehalsskildpadden, og andre kødædende skildpadder, har derfor udviklet en meget lang hals, der gør den i stand til lynhurtigt at hugge ud efter et bytte og bide sig fast i det med sine kraftige kæber - nøjagtigt ligesom slangerne gør det.  Den lange hals har dog en ulempe. Da den er næsten lige så lang som selve skjoldet, kan den ikke trækkes ind i skjoldet som hos andre skildpadder og må derfor foldes til siden, hvis hovedet skal beskyttes mod rovdyr.     

Slangehalsskildpaddens skjold er relativt blødt, så selvom den gemmer både ben, hals og hale inde i det, er den stadig i stor fare for at blive spist. De fleste af dens fjender kan nemlig uden problemer bide igennem det læderagtige skjold, og slangehalsskildpadden har derfor udviklet et andet og særdeles effektivt forsvar: den stinker! Når slangehalsskildpadden føler sig truet, udskiller den et ildelugtende sekret fra kirtler nær kloakken, der både lugter og smager ganske fælt. Slangehalsskildpadden har derfor fået øgenavnet ”stinkeren”. 

I naturen lever slangehalsskildpadden alene og mødes kun med andre artsfæller i ynglesæsonen. Her forsøger hannen at gøre indtryk på hunnen ved at bevæge hovedet op og ned gentagne gange. Når parringen har fundet sted, svømmer han videre i håb om at finde flere potentielle mager, som han kan parre sig med. Hunnen drager til gengæld ud for at finde en egnet redeplads, hvilket ikke altid er nogen let sag, da hun er meget kræsen. Faktisk kan hun vandre op til 500 meter, før hun finder det helt rette sted at lægge sine æg, hvilket er langt for den kun 25 cm lange skildpadde. 

Her graver hun et hul i jorden med bagbenene, hvori der lægges op til 24 æg. Er jorden hård, blødgør hun den først med vand, inden hun graver hullet. Vandet henter hun i et nærtliggende vandhul og bærer det tilbage til redepladsen ved at suge det op i bagdelen! Æggene dækkes efterfølgende til med jord, og til sidst løfter hunnen sig en smule op fra jorden og lader sig falde hårdt ned på reden for at banke jorden på plads. 

Selvom hun gør sit ypperste for at skjule reden, bliver godt halvdelen af alle rederne opdaget af æggetyve som ræven og den madglade dingo, der er blandt slangehalsskildpaddens største fjender. De æg, der overlever, klækker efter 4-5 måneder, og ud af disse kommer små, 5-krone store unger, der er en tro kopi af de voksne med undtagelse af, at de har en kraftig orange stribe på hver side af halsen.