Biologi
Sejlfinneagamen er en smuk, mellemstor øgle, hvis latinske navn betyder den blisterfyldte vandøgle, og netop vand er noget, som den befinder sig rigtig godt i. Den lever i træer og ses ofte solbade på tynde grene, der hænger ud over regnskovens floder, og det er der faktisk en helt særlig grundt til.
Når sejlfinneagamen føler sig truet, lader den sig falde ned i vandet for at øge chancen for at overleve et eventuelt angreb fra rovdyr. Sejlfinneagamen er nemlig en fortrinlig svømmer, hvilket skyldes føddernes og halens udformning. Mellem tæerne har den svømmehud, og derudover er dens tæer meget flade og bærer en slags ekstra hudflapper, der går helt ud til spidsen af tæerne. Disse specielle ”svømmefødder” gør sejlfinneagamen i stand til nærmest at løbe oven på vandet på dens bagben i et kort stykke tid. Sejlfinneagamer har også en meget lang hale, som flader ud mod spidsen, og som ligeledes bidrager til dens gode svømmegenskaber.
På siden af hovedet har sejlfinneagamen veludviklede øjne, men udover disse øjne har den også et “tredje øje”, som kaldes parietal øjet. Det er ikke et rigtigt øje men nærmere et lysfølsomt organg, der findes ovenpå dens hoved. Dette ”øje” fungerer ikke på samme måde som et normalt øje gør, idet det mangler en fungerende linse og nethinde og derfor ikke kan danne billeder. Parietaløjet er til gengæld følsomt overfor ændringer i lys og mørke og kan desuden registrere bevægelser. Øjet hjælper således sejlfinneagamen til at opdage fjender, der kommer oppefra.
Både han og hun har hos denne art har en stor hudflap på ryggen og den øverste del af halen, som med lidt god fantasi ligner et sejl eller en finne. Det er denne ”sejlfinne”, der har givet arten sit danske navn, og hvad den bruges til er et omdiskuteret emne.
Idet denne finne er væsentlig større hos hannerne, er det ikke utænkeligt, at den bruges til at tiltrække hunnerne. Det er et klassisk eksempel på den såkaldte ”handicap-teori”. Finnen tiltrækker hunnernes opmærksomhed, og jo større den er, jo mere attraktiv er den han, som bærer den. En stor finne tiltrækker også opmærksomhed fra fjender, men det er faktisk kun en fordel, hvis man gerne vil forføre det andet køn. En han, der kan overleve al denne ”uønskede opmærksomhed”, må nemlig være stærk og have nogle gode gener.
Flere studier har også vist, at hanner konkurrerer indbyrdes vha. denne finne. Det foregår på den simple måde, at to duellerende hanner stiller sig med siden til hinanden og ser hinandens finne an og måler størrelsen på den. Hannen med den største finne er vinderen og har derfor førsteretten til at kurtisere hunnerne i flokken.