Rødhalet malle

Phractocephalus hemiliopterus

Den rødhalede malle er nem at kende på den røde hale. I Randers Regnskov kan man se den i søkosøen i Sydamerikakuplen. Her deler den vand med flere andre arter af maller, sorte piratfisk og selvfølgelig søkøerne. Alle arterne trives fint sammen, men mallerne får dog lidt særbehandling. For at de kan få fred til at spise for de sorte piratfisk, bliver de fodret på lavt vand, hvor piratfiskene ikke kan komme. Mallerne har fundet ud af at det er her man skal holde sig til.

Biologi

Den rødhalede malle lever i floderne i Sydamerika og kan blive mere end en meter lang. Det er en rovfisk som spiser andre fisk og hvad den ellers kan komme i nærheden af.

Den har ikke et ret godt syn, men har en god lugtesans. De lever i mudret vand og må i stedet finde sin mad ved hjælp af de lange føletråde den har om munden. Disse tråde bruges både til at føle og smage.

 

Relation til mennesker

Det er et problem, at disse fisk sælges som akvariefisk, mens de er små og nemme at huse. Folk køber den uden at vide, at den bliver til en stor fisk, der kræver meget plads, da fisken vokser sig stor forholdsvis hurtigt. Den kan ikke dele akvarie med andre fisk, der er mindre end den selv, da den æder dem. Faktisk spiser en rødhalet malle ret meget og har ry for at være aggressive.

Det kan derfor anbefales at vide noget om fiskearterne (og andre dyrearter) inden man anskaffer sig dem.

Modtag vores nyhedsbrev

Vi udsender et nyhedsbrev ca. én gang om måneden, så hvis du vil holdes opdateret, udfyld felterne. Det er helt gratis :)