Rød neon

Paracheirodon axelrodi

De røde neonfisk lever i den oversvømmede skov i Randers Regnskovs Sydamerikakuppel. De lever sammen i en stor flok på mange hundrede individer. De finder sammen i en stime, hvis de føler sig truet men ellers svømmer de rundt på må og få. Man kan kende hunner og hanner fra hinanden, da hunnen er noget større og hannen er slankere og torpedoformet. Vandstanden i den oversvømmede skov stiger og falder med samme rytme som Amazonfloden.

Biologi

Den røde neonfisk er en lille fisk, der kan blive op til 3 cm lang. De er nemme at kende på den tydelige blå stribe, der løber ned langs kroppen. Under denne stribe er fisken rød. Farverne skinner i sollyset og farven varierer alt afhængigt af, hvilken vinkel sollyset kommer fra.

Neonfiskene lever i store grupper på over 1000 individer. Deres neon farver skinner i lyset og forvirrer deres fjender. Det kan være svært at skille en fisk fra flokken og derfor er de svære at fange. Når det er mørkt, kan neon farverne ikke ses og neonfiskene bliver næsten gennemsigtige og dermed godt kamufleret.

Den røde neonfisk lever i en stor biflod til Amazonfloden. I denne biflod er vandet helt mørkebrunt som tevand. Det mørke vand er mere surt end cola, men samtidigt lige så kemisk rent som destilleret vand. Vandet er mørkt, da døde træer og andre døde plantedele farver vandet. De døde plantedele ophobes i vandet, da der kun er få mikroorganismer såsom svampe og bakterier til at sørge for nedbrydningen. Den røde neonfisk kan ligesom andre fisk fra sortvandsfloder, kun klare sig i dette mørke vand.

 

Relation til mennesker

Neonfisk er populære akvariefisk på grund af deres flotte farver og deres rolige væsen. De trives bedst, hvis man holder dem i små flokke på minimum 10 fisk. Størstedelen af de neonfisk, man kan købe hos dyrehandleren, kommer fra Sydamerika, hvor de bliver fanget i vild natur. Det skyldes, at de er meget svære at få til at yngle i fangenskab.

 

Rød neon

Modtag vores nyhedsbrev

Vi udsender et nyhedsbrev ca. én gang om måneden, så hvis du vil holdes opdateret, udfyld felterne. Det er helt gratis :)