Biologi
”Hunden er menneskets bedste ven”, kan i hvert fald mange hundeejere nikke genkendende til. Der findes i dag 400 hunderacer, som varierer i størrelse fra de allerstørste, som irsk ulvehund og grand danois, til de mindste, som chihuahua. Fælles for dem alle, uanset størrelse, er, at tamhunden som en helhed betragtes som en underart af ulven. Sagt med andre ord, er hunden opstået som en konsekvens af, at de tidlige mennesker tæmmede de vilde ulve.
Nøjagtig den samme historie er gældende for junglehønen og de nu ca. 200 forskellige racer af tamhøns, der findes i dag. Junglehønen betragtes nemlig som værende en direkte forfader til dem alle. Junglehønen ligner på mange måder nutidens domesticerede røde italienske høns, men den er langt mere farvestrålende og har også et noget mere skingert og højlydt lydrepetoire, hvilket man slet ikke kan undgå at stifte bekendtskab med her i Randers Regnskov.
Første gang, junglehønen blev holdt i fangenskab, var tilbage i Indien i år 3200 f.kr. Den domesticerede version af junglehønen blev hurtigt et populært husdyr og spredte sig i løbet af kort tid til Kina og efterfølgende Europa. I dag er tamhønen den mest udbredte og mest talrige fugl på verdensplan. I starten blev hønen ikke anvendt som fødekilde men derimod udelukkende i hanekampe, magi og religiøse ritualer, hvor hønens blod spillede en afgørende rolle. Sorte høns var i særdeleshed vellidte, da de havde ry for at have helbredende evner. At holde dem for kødets og æggenes skyld kom først på et senere tidspunkt.
Uanset hvad, har høns altid været et populært dyr og har sågar givet anledning til flere ordsprog: ”Jeg har en høne at plukke med dig” antyder, at der er et uafklaret problem. Eller: ”En fjer kan blive til fem høns”, hvilket stammer fra ét af H.C. Andersens eventyr og betyder, at en lille historie hurtigt kan blive til en længere historie eller en direkte løgn.
Den oprindelige junglehøne, som stadig findes visse steder i Indien, Kina, Indonesien og de Malaysiske øer, lever i den tæt bevoksede skov, men de er også at finde i mere åbne områder morgen og aften. De lever typisk i flokke bestående af én hane og flere høner og deres afkom. I sådan en hønseflok er der en meget streng hakkeorden med ét individ, der dominerer alle de øvrige i flokken (den såkaldte alfa), samt ét individ, der er nederst i hierarkiet og altså er underkastet alle de øvrige individer (den såkaldte omega). Der er én hakkeorden for hunner og én separat hakkenorden for hanner. Dominans udvises ved at hæve hoved og halefjer, mens et sænket og skråtstillet hoved og sænkede halefjer er tegn på underkastelse. Når et dominerende individ øverst i hakkeordenen dør, vil det næste individ i hakkeordenen opgraderes til alfa straks herefter.
