Biologi
12 gram er alt, hvad pygmæflyvepungegernet vejer! Alligevel tøver dette lille australske pungdyr ikke med at bevæge sig rundt højt oppe i trækronerne, ja helt op til 40 meter, og svæve fra gren til gren ved hjælp af en særlig hudmembran mellem for- og bagbenene. Membranen omkranses desuden af lange, stive hår, der øger dens effektive størrelse og gør pygmæflyvepungegernet i stand til at svæve næsten 30 meter ad gangen – en afstand, der er godt 428 gange så lang som dyret selv. Det er ikke uden grund, at det har fået sit videnskabelige navn Acrobates pygmaeus, der betyder ”pygmæ akrobat”.
Pygmæflyvepungegernets enestående evne til at svæve hjælpes yderligere på vej af dets lange hale, hvis pels er arrangeret således, at det ligner en fjer. Selve halespidsen er dog hårløs og meget fleksibel, hvilket betyder, at den kan bruges som en ekstra hånd. Halen hjælper desuden pygmæflyvepungegernet med at styre retningen, og får det for meget fart på eller nærmer sig landingen, stikker det halen i vejret og bruger den som en bremse.
At svæve er en meget energibesparende måde at bevæge sig på, men det har også andre fordele. Pygmæflyvepungegernet er som bekendt ikke meget større end en mus og anses derfor som en rigtig lækkerbisken af mange rovdyr – herunder ræve, katte og rovfugle som currawongs, latterfugle og ugler. Heldigvis har det nemt ved at gemme sig mellem træernes blade, og da det ikke efterlader et sammenhængende duftspor, når det svæver fra gren til gren, er det lidt af en udfordring for rovdyrene at spore sig ind på det. Sker det alligevel, kan pygmæflyvepungegernet slippe væk ved at kaste sig ud i luften og svæve væk, mens rovdyret må blive tilbage og se sit måltid forsvinde for næsen af sig.
En anden fordel er, at pygmæflyvepungegernet ikke behøver at bevæge sig ned på jorden, hvor risikoen for selv at blive spist er markant større end i træerne, for at finde føde. Er madkammeret ved at være tømt i det ene træ, svæver det bare over i det næste og leder videre.
Menuen består af alt fra insekter, honningdug, frugt, svampe og frø til træsaft, nektar og pollen. Faktisk er pygmæflyvepungegernet så vild med både nektar og pollen, at det har udviklet en særlig tunge, der for enden har en ”børste” af fine hår, så det effektivt kan lappe de søde sager i sig. Dog har det en smule svært ved at fordøje pollen og må derfor ofte spise det to gange for at få fuldt udbytte af den store mængde protein, det indeholder. Ja, det spiser sin egen afføring!
Fødesøgningen foregår om natten, hvor pygmæflyvepungegernets store, runde og fremadrettede øjne hjælper det til at finde rundt i mørket. Øjnenes størrelse og anatomi giver det et godt nattesyn, mens deres placering giver et godt dybdesyn, der gør det i stand til at bedømme afstande med stor præcision – en stor fordel, når man lever højt oppe i trækronerne. Pygmæflyvepungegernet har desuden usædvanligt mange knurhår på snuden og kinderne, hvilke også hjælper det til at navigere om natten.
Pygmæflyvepungegernet er ikke kun god til at svæve. Det er også en glimrende klatrer, hvilket i høj grad skyldes føddernes udformning, der også afspejler en række fantastiske tilpasninger til livet i trækronerne. Hver tå har på undersiden dybe riller med talrige svedkirtler, der fungerer som små sugekopper og gør pygmæflyvepungegernet i stand til at klatre på selv lodrette, glatte overflader – ligesom en gekko. Det gør også fødderne skridsikre, så landingen bliver mere sikker, når det svæver mellem træerne.
Pygmæflyvepungegernet lever udelukkende i Australien – det er en såkaldt endemisk art. Dets udbredelsesområde er dog stort og dækker hele østkysten, og det findes således i mange forskellige typer af natur. Dog foretrækker det skovområder, hvor der er masser af gemmesteder og mulighed for at sove i fred for rovdyr. Pygmæflyvepungegernet er som bekendt nataktiv og sover om dagen i hule træer foret med blade eller iturevet bark. Og det deler gerne soveværelse med helt op til 30 af sine artsfæller, selvom det er langt mere almindeligt at se 2-5 dyr sove sammen.
I visse dele af pygmæflyvepungegernets udbredelsesområde kan der blive ganske koldt i vintermånederne. Når det sker, går pygmæflyvepungegernet i en form for dvale, hvor det skruer ned for både kropstemperaturen, iltoptagelsen og stofskiftet, ruller sig sammen som en kugle, vikler halen rundt om kroppen og lægger sig til at sove. Under dvalen kan kropstemperaturen falde helt ned til 2 °C, mens iltforbruget falder til omkring 1 % af det normale. Da dvalen er ganske kortvarig, behøver pygmæflyvepungegernet ikke forberede sig inden ved at fylde sig med mad og opbygge nogle gode, solide fedtdepoter som det eksempelvis ses hos visse bjørne.
Som navnet antyder, er pygmæflyvepungegernet et pungdyr, der har en pung på maven, hvor ungerne tilbringer deres første sårbare levetid. De er nemlig meget små, nøgne og helt blinde ved fødslen. Ynglesæsonen ligger fra juli til januar, hvor der fødes ikke bare ét men hele to kuld unger. Pygmæflyvepungegernet er nemlig i stand til at parre sig igen lige efter fødslen af det første kuld, men det betyder ikke, at hunnen skal stå med ansvaret for hele to kuld på samme tid – heldigvis! Andet kuld fødes nemlig først, når det første kuld er flyttet hjemmefra. Men hvordan kan det lade sig gøre? Pygmæflyvepungegernet benytter sig af det, der kaldes ”forsinket drægtighed”, hvor det befrugtede æg først begynder at udvikle sig, når betingelserne er de helt rette.
Der fødes som regel 3-4 unger ad gangen, og så snart ungerne er kommet til verden, skynder de sig at kravle ned i morens beskyttende pung. Her bliver de, indtil de er omkring 9 uger gamle, og pladsen er ved at være lige trang nok, til at de kan være der. Da flytter de ind i en rede lavet af moren og begynder desuden så småt at hægte sig fast på hendes ryg og tage med hende på ”eventyr” udenfor reden. Selvom ungerne allerede fravænnes, når de 3 ½ måned gamle, bliver de først kønsmodne efter 8 måneder. I naturen har pygmæflyvepungegernet en levetid på kun 4 år, mens det i fangenskab kan blive helt op til 7-8 år gammel.