Biologi
Den plettede malle er dagaktiv, hvilket er sjældent hos mallerne. De kan godt lide at gemme sig i bevoksning. Den har ikke et ret godt syn, men har en god lugtesans og følesans.
Den plettede malle lever ofte i mudret vand, hvor det kan være svært at se. Den må i stedet finde mad ved hjælp af de lange føletråde, den har omkring munden. Disse tråde bruges både til at føle og smage. Når føletråden rammer noget, der smager og føles som mad, suger mallen det ind i munden. Hvis det viser sig ikke at være noget spiseligt, bliver det spyttet hurtigt ud igen.
Den plettede malle svømmer oftest rundt langs bunden og leder efter mad. Den er rigtig godt kamoufleret med sine brunlige farver. Det kan derfor være svært at få øje på den. Faktisk kan det være så svært, at dyrepasserne i Randers Regnskov af og til bliver i tvivl om den plettede malle stadigt findes i søen. Det er som om, den kun viser sig hver gang dyrepasserne er ved at opgive håbet.