Biologi
Den plettede eller "leende” hyæne, som den også kaldes grundet sit karakteristiske kald, bliver ofte portrætteret som en fej, kujonagtig og skruppelløs skabning uden alt for mange brikker at rykke rundt med - du har nok set Løvernes Konge, ikke?!!
Men er den nu også det? På ingen måde - snarere tvært imod!
At kalde den "Naturens Chuck Norris" er måske at tage munden for fuld. Men den plettede hyæne er i sandhed et toptunet rovdyr med en råstyrke, udholdenhed og intellekt som ikke mange andre. Alt fra dens biologi, social- og yngleadfærd til jagtteknik skiller sig ud og kan forklare dens noget brogede ry. For den er et meget barsk og hårdfør dyr, der har udviklet en række særegne tilpasninger for at sikre sig, at kun den allerstærkeste overlever og fører sine gener videre.
Der findes fire arter af hyæner, hvor den plettede er den største, mest udbredte og nok også den mest misforståede af dem. Den ligner en hund men er faktisk tættere beslægtet med katte. Dét i sig selv er jo en smule besynderligt. Det mest mærkværdige er dog noget, som burde være ganske enkelt, nemlig kønnet.
Intet er dog enkelt ved den plettede hyæne!
I årevis var man overbevist om, at den plettede hyæne var hermafrodit, altså både havde hanlige og hunlige kønsorganer – og med god grund. Han og hun ligner hinanden til forveksling. Hunnen har nemlig en såkaldt pseudopenis bestående af hendes 20 cm (!) lange klitoris, der sågar kan blive erigeret ligesom hannens penis. Og det er ikke det hele. Hunnen har også en pung af fedtvæv, der ligner hannens testikler.
Det helt store spørgsmål er HVORFOR! Teorierne er mange, men den mest udbredte lyder, at det er en form for ”anti-voldtægts” anordning. Den plettede hyæne er det eneste kendte pattedyr, hvor hunnen ikke har en udvendig skedeåbning, og det gør det utvivlsomt sværere hvis ikke umuligt at voldtage hende. Så det er hunnen og hunnen alene, der bestemmer, hvem hun vil parre sig med. Og det kræver sin ”mand” at forføre hende!
Udover at have, hvad der ligner hanlige kønsorganer, har hunnen også et meget højt testosteronniveau og som følge heraf et yderst iltert temperament. En han på frierfødder må derfor nærme sig med stor forsigtighed og gøre sig så underdanig som overhovedet muligt. Han sænker først snuden mod jorden, bukker sig ned foran hende, lægger sig fladt ned for til sidst at ”mave” sig forsigtigt hen til hende. Begynder hun at udvise den mindste form for utilfredshed, skynder han sig at flygte, da det ellers kan ende fatalt for ham. Er hun til gengæld imødekommende overfor hans tilnærmelser, trækker hun sin pseudopenis tilbage og lader ham komme til.
Men hvad nu, hvis der dukker en endnu bedre han op, efter hun har parret sig? Intet problem! Hunnen er nemlig indrettet således, at hendes blære udmunder i fødselskanalen, der er usædvanlig lang og kringlet. Sæden har derfor en lang rejse foran sig, før den når i mål. Fortryder hunnen sit valg af mage lige efter parringen, kan hun altså nå at ”spule” sæden ud ved simpelthen at tisse! Og det kan godt betale sig for hende at være kræsen. Sammenlignet med andre pattedyr producerer hendes æggestokke kun relativt få ægceller, så hun må ikke være alt for rundhåndet med dem og spilde dem på middelmådige hanner.
Selvom det umiddelbart lyder ret smart, har hunnens pseudopenis og lange, kringlede fødselskanal bestemt også sine ulemper. Helt op til 10 % af førstegangsmødrene pådrager sig så store skader, når ungerne fødes gennem pseudopenissen, at de forbløder. Ungerne har endnu dårligere odds, da helt op til 60 % af dem dør af iltmangel på vej gennem den lange fødselskanal, der er næsten dobbelt så lang som hos andre pattedyr af samme størrelse.
Og udfordringerne stopper ikke her for de unger, der formår at overleve den strabadserende tur gennem fødselskanalen. Under deres 4 måneder lange udvikling i livmoderen er de blevet "marineret" i moderens høje testosteronniveau, hvilket betyder, at de fødes som nogle små men særdeles kampklare størrelser. De har tilmed åbne øjne, veludviklede motoriske evner og sylespidse tænder, og den kombination gør, at det til tider kun er den allerstærkeste unge, der overlever, da den simpelthen slår sine søskende ihjel. Det gælder især, hvis de er af samme køn som den selv.
Den plettede hyæne lever i en såkaldt matriarkalsk klan ledet af en dominerende alfahun. Selvom denne hun bestemmer over alle de andre klanmedlemmer, er hun langt fra den eneste, der yngler. Men hun yngler typisk oftere og har større succes med det end de øvrige hunner. Hver hun tager sig kun af sine egne unger, så der er ikke meget hjælp at hente i forhold til ”børnepasningen” – og slet ikke fra hannerne. Men hun klarer alligevel opgaven til UG. Hyænemødre er meget beskyttende overfor sine unger og lader sjældent andre klanmedlemmer komme for tæt på dem, før de fravænnes i 12-16 måneders alderen.
Det er ikke let at være han i en klan ledet af testosteronpumpede, lunefulde hunner! Selv den lavest rangerende hun dominerer over den højest rangerende han – uanset alder. Hunnernes hierarkiske plads nedarves nemlig til deres unger. Så får en højt rangerende hun en hununge, vil denne automatisk få en plads højt oppe i hierarkiet. Og denne plads beholder hun resten af livet. Hun behøver ikke at kæmpe for den, og hun risikerer ikke at miste den. Af den grund bliver hununger som regel i den klan, de er født i.
Hannernes plads i hierarkiet er til gengæld flygtig, så de må kæmpe dagligt for ikke at ende helt nede i bunden. Det er derfor ikke unormalt, at hanunger forlader deres ”fødeklan”, når de bliver kønsmodne i 2-3 års alderen, i håb om at stifte sin egen eller blive en del af en anden, mere imødekommende klan. Uanset hvilken plads, hannerne har i hierarkiet, er det dog stadig bedre for dem at være en del af en klan frem for at vandre rundt på egen hånd.
Klanen kan bestå af helt op til 130 individer (dog sjældent mere end 80). Når to klanmedlemmer mødes, har de en noget speciel måde at hilse på hinanden. De stiller sig parallelt med hovedet i hver sin retning, løfter det ene bagben og begynder så at slikke på hinandens kønsdele. Det fører ofte til, at deres penis eller pseudopenis, afhængigt af kønnet, erigeres, hvilket er et tegn på underkastelse (og ikke dominans, hvilket ellers er oplagt at tro).
Klanmedlemmerne er ikke sammen på alle tider af døgnet men deler sig op i mindre grupper, der så samles, når der skal jages, spises, forsvares territorium, kæmpes mod fjender m.m. At leve i dette såkaldte fission-fusion samfund kræver en vis intelligens samt en uovertruffen evne til at kommunikere og samarbejde. Og dét har den plettede hyæne.
CT-scanninger af dens hjerne afslører, at den har en meget stor og veludviklet frontallap – faktisk på niveau med højtstående primater som fx chimpanser. Frontallappen er det primære område i hjernen, der styrer højere kognitive funktioner som kommunikation, opmærksomhed og beslutningstagen, og gør den plettede hyæne i stand til at kende hvert klanmedlems stemme. Og den evne er altafgørende for en succesfuld jagt, da alfahunnen således kan høre og koordinere, hvem der skal placeres hvor under jagten.
For den plettede hyæne jager! Den er ikke en tyvagtig ådselæder eller gravrøver, som den ellers har ry for. Helt op til 95 % af føden nedlægger og dræber den selv. Og selv store, temperamentsfulde dyr som vandbøfler, gnuer eller zebraer skal ikke føle sig alt for sikre, hvis der er en flok sultne, plettede hyæner i nærheden. Den er en såkaldt opportunistisk jæger, der tager, hvad den kan få fat på – den er ikke kræsen!
Den plettede hyænes jagtstrategi er baseret på samarbejde og udholdenhed. Før selve jagten sættes ind, laver klanen et stort forarbejde for at udvælge sig det helt rette individ. Den løber ind i en flok potentielle byttedyr, studerer og tester hvert enkelt individ for at finde ud af, hvilket der er det svageste og således letteste at nedlægge. Og så går det ellers løs! Den plettede hyæne er måske ikke den hurtigste sprinter, men den er uden tvivl den mest udholdende. Den kan løbe omkring 60 km/t over meget lange afstande, hvilket en hændelse i Kalahari kan bevidne. Her jagede en klan en elandantilope over 24 km, før den gav op og faldt om af udmattelse.
Den plettede hyæne er også kendt for at bruge bissetricks, der gør den i stand til at nedlægge byttedyr langt større end den selv – selv når den jager alene. Dét, vi vil fortælle nu, er ikke for sarte sjæle, så nu er du advaret! Udser den en han som værende et potentielt bytte, løber den op på siden af ham, bider sig fast i hans testikler og giver ikke slip, før han falder om af blodmangel eller smerte.
Og det er bestemt ikke nogen spøg at ende mellem tænderne på en plettet hyæne! Med en bidstyrke på mere end 1100 psi (80 kgf/cm2) har den plettede hyæne nemlig et af dyrerigets kraftigste bid, der overgår selv store kattedyr som løven, leoparden og tigeren. Den bider således gennem selv kraftige knogler, sener og kød, som var det blødt smør.
Appetitten er ligeledes stor hos den plettede hyæne, der i et enkelt måltid kan spise helt op til 1/3 af sin egen kropsvægt. Det svarer til, at et menneske på 60 kg skulle spise 20 kg! Og den spiser så godt som ALT på byttet – også de dele, de fleste andre lader blive tilbage, såsom de kalkholdige knogler. Den kan altså ikke alene knuse knoglerne med sine kraftige kæber. Den kan også fordøje dem fuldstændigt, hvilket vidner om et meget effektivt fordøjelsessystem. Det er dog som regel kun de lavest rangerende individer i klanen, der spiser knoglerne, mens individerne længere oppe i hierarkiet snupper det lækre, nærende kød. Du kan derfor se på et dyrs efterladenskaber, hvilken plads det har i hierarkiet, da et stort kalkindtag giver en næsten helt hvid afføring.
Er der ikke et bytte i nærheden, når maven begynder at knurre, takker den plettede hyæne også gerne ja til et ådsel, selvom det ikke er dét, den primært lever af. Og den er rigtig god til at finde dem takket være sine skarpe sanser. Det forlyder, at den kan høre et andet rovdyr nedlægge et bytte på helt op til 10 km afstand. Sker det, er den ikke bleg for at opsøge det og stjæle byttet.
Selvom den plettede hyæne betragtes som et toprovdyr øverst i fødekæden, har den stadig enkelte fjender, bl.a. løven, som den konkurrerer direkte med om både føde og territorium. Det er en almindelig fejlopfattelse, at den plettede hyæne har for vane at stjæle løvernes bytte. Men faktisk er det oftere omvendt. Blandt hyænens øvrige fjender kan nævnes klippepythonen, større arter af krokodiller og mennesket ikke mindst!
