Biologi
Det er ikke svært at forestille sig, hvorfor paryksilkeaben har fået sit navn. På hovedet har den en stor, hvid manke, der står i skærende kontrast til det nøgne, sorte ansigt. Selvom paryksilkeaben kun lever i de tropiske områder af det nordvestlige Columbia og altså ikke har det fjerneste med Europa at gøre, er der flere, der har bemærket en slående lighed mellem paryksilkeabens hårpragt og frisuren hos den ungarske komponist og pianist Franz Liszt (1811-1886). Paryksilkeaben er derfor blevet navngivet ”Lisztaffe” eller Liszt aben i flere tysktalende lande.
Paryksilkeabens manke er ikke blot en prydgenstand. Den bruges også, når rivaliserende hanner og andre uønskede gæster forsøger at trænge ind på paryksilkeabens territorium. I modsætning til hovedparten af regnskovens øvrige aber, tyer paryksilkeaben kun sjældent til vold. Den bruger i stedet sin manke!
Når to fjendtligt stillede paryksilkeaber mødes, indledes en duel ved, at udfordreren først synger en langtrukken, melodisk sang. Herefter rynker han panden helt sammen, hvorved den store manke rejses, og begynder at nedstirre sin konkurrent med vidt åbne øjne og mund. Hvis udfordringen accepteres, vil den konkurrerende han gøre på samme vis.
De to duellerende hanner nærmer sig herefter hinanden på ”stive ben”, indtil der kun er ganske få centimeters afstand mellem dem. Sådan kan de stå i adskillige minutter, indtil én af dem bukker under for presset og stikker af. Det lyder måske fjollet, men ved at afholde en stirrekonkurrence i stedet for at slås, bruges der kun ganske lidt energi på at afgøre sagen, og ingen af modstanderne kommer til skade. Andre velkendte typer af advarselsadfærd set hos paryksilkeaben inkluderer bl.a. at vise kønsdele og bagparti, duftmærke samt at slikke sig om munden.
Paryksilkeaber lever i mindre flokke bestående af et dominerende forældrepar og deres op til 18 unger. Flokmedlemmerne kommunikerer med hinanden ved en lang række forskellige lyde. Indtil videre er der registreret 38 forskellige. Unger, der fødes ind i flokken, bliver her i flere år efter, de selv er blevet kønsmodne. De yngler ikke men hjælper til med at passe flokkens yngste medlemmer. På den måde lærer de om yngelpleje og er således bedre rustet, når de selv skal stifte familie.
Paryksilkeaber yngler hele året rundt og kan få op til to kuld unger om året. Der fødes som regel to unger ad gangen, og disse er i langt de fleste tilfælde tveæggede tvillinger. Ungerne er usædvanligt store. Ved fødslen vejer hver unge 15-20 % af moderens kropsvægt, hvilket svarer til, at en gennemsnitskvinde skulle føde tvillinger på næsten 13 kg hver – altså 26 kg baby i alt!
Heldigvis for hunnen har hun en god hjælper i sin mage. Paryksilkeaber danner livslange par, og det er hannen, der tager sig af ungerne. Han hjælper til under selve fødslen, og efterfølgende er det ham, der bærer rundt på ungerne. Det er kun, når ungerne skal have mælk, at de for en kort stund kommer over til moderen.
Silkeaber og tamariner adskiller sig fra andre sydamerikanske aber ved, at de har kløer på fingre og tæer i stedet for negle. For små aber som fx paryksilkeaben, der lever oppe i træerne, er det en stor fordel. Grundet deres størrelse kan de ikke gribe fat om grenene i samme grad som de store aber kan, men ved at have kløer i stedet for negle, bliver det alligevel muligt at klatre op ad stammer og grene. Kløerne giver dem faktisk et så godt greb, at de også kan kravle nedad en træstamme med hovedet først.
