Biologi
4 kg tung krabbe! Ja, den er god nok. Den såkaldte palmetyv kan blive stor – meget stor endda. Så stor, at det første ord, der kom til Charles Darwin, da han første gang stod ansigt til ansigt med denne rødøjede kæmpe på lige knapt 1 meter fra ben til ben, var ”monstrøs”.
Palmetyven er utvivlsomt noget helt for sig selv – og ikke kun på grund af sin størrelse. Selvom den hverken har hus eller gæller som voksen, er den ganske vist en eremitkrebs, der lever en ensom tilværelse i de tropiske egne af det Indiske Ocean og Stillehavet.
Modsat de fleste andre krabber, der er dybt afhængige af vand, lever palmetyven næsten udelukkende på land og bevæger sig kun sjældent ud i åbne vandmasser. Den har nemlig tilpasset sig livet på land i sådan en grad, at dens gæller er stort set forsvundet. Den vil derfor drukne, hvis den bevæger sig under vand og ikke har mulighed for at gå på land igen i løbet af ganske kort tid.
Palmetyven har til gengæld et særligt organ, der kaldes ”branchiostegale lunger” – en form for modificerede gæller, der minder lidt om et mellemstadie mellem gæller og lunger, og som gør palmetyven i stand til at optage ilten fra luften og således ånde på land. Organet kaldes derfor til tider gællelunger. Selvom gællelungerne ikke kan tåle at blive fyldt med vand, har de alligevel brug for fugt for at fungere optimalt. Palmetyven dypper derfor jævnligt sit bagerste benpar i vand og fører det over det svampevæv, der omkranser gællelungerne, for at fugte dem.
Trods sin størrelse og vægt er palmetyven en eminent klatrer, der uden problemer klatrer op i selv de højeste kokospalmer for at få kløerne i de velsmagende kokosnødder. Andet og tredje benpar er nemlig både lange og muskuløse og har desuden spidse ender, som den kan bore ind i stammen som en syl og således få et godt greb.
Selve kokosnødderne løsnes med de enorme klosakse, hvoraf den venstre er større end den højre, så de falder ned på jorden. Har palmetyven heldet med sig, er faldet alene nok til at slå hul på dem, men ofte må der en hel del arbejde til for at få adgang til det lækre kokoskød. I så fald klatrer palmetyven op i kokospalmen igen med kokosnødderne og lader dem falde ned på jorden igen og igen, indtil deres hårde skal knuses.
Andre gange stikker palmetyven den ene del af klosaksen ned i kokosnøddernes spirepore, flår det tykke ydre og meget fiberrige lag af og banker løs på dem med klosaksene, der er så stærke, at de kan løfte helt op til 28 kg. Er det en genstridig kokosnød, må palmetyven dog væbne sig med tålmodighed og vente på, at den mørner, så den bliver lettere at åbne. Når det endelig lykkedes, bruger palmetyven sine små pincetlignende klosakse på det fjerde benpar til at løsne kokoskødet.
Palmetyven begrænser sig dog ikke til kun at spise kokosnødder, selvom de er blandt favoritterne. Den er en såkaldt opportunistisk omnivor, hvilket ganske enkelt betyder, at den spiser stort set alt, hvad den kan finde, om det så er frugt, frø, andre nødder, nyklækkede skildpaddeunger, skeletter fra andre palmetyve og ådsler. Der er endda set eksempler på, at den har fanget og spist en polynesisk rotte.
Er der noget spiseligt i nærheden, skal palmetyven nok finde det. Den har nemlig en særdeles veludviklet lugtesans i form af særlige organer (aesthetascs) på antennerne, som den ofte ”vifter” med, når den søger efter føde. Det sker som regel, når mørket så småt begynder at falde på. Palmetyven er hovedsageligt nataktiv, da risikoen for at tørre ud er mindre om natten. Om dagen sover den til gengæld i klippesprækker eller underjordiske huler, som den selv har gravet og efterfølgende foret med den ydre skal fra kokosnødder.
Normalt forlader palmetyven kun sit skjul, når den skal finde føde, men anderledes ser det ud i slutningen af foråret, hvor ynglesæsonen begynder. Kurmageri er der ikke meget af. Hannen, der er størst af de to køn, kravler direkte hen til hunnen, griber hendes klosakse og vælter hende om på ryggen, hvorefter han placerer en lille ”pakke” med sæd, en såkaldt spermatofor, nær hendes kønsåbning. Det sker ved hjælp af det femte benpar, der er markant mindre end de øvrige.
Dette særlige benpar har en noget anden funktion hos hunnen. Hun bruger det til at rengøre æggene, efter de er blevet befrugtet inde i selve kroppen og efterfølgende ”limet” fast på hendes bug i en klistret, svampelignende masse. Denne kan indeholde mere end 100.000 små, orange æg! Når æggene er klar til at klække efter 25-45 dage, bevæger hunnen sig ud i havet, ryster æggene af sig og skynder sig ind på land igen. Det sker som regel, når det er højvandet.
Modsat voksne palmetyve, der altså ikke kan tåle at være under vand i mere end en time eller to, er de nyklækkede larver og efterfølgende 4-6 livsstadier afhængige af vand, da de kun har gæller. I de første 3-4 uger af deres liv flyder larverne rundt på åbent vand, men så snart de metamorfoserer til det såkaldte ”glaucothoe” stadie, der begynder at ligne en ”rigtig” krabbe, bevæger de sig ned på havbunden og finder et sneglehus, de kan bruge som beskyttelse. Ungerne har nemlig endnu ikke udviklet et hårdt ydre skelet, og de er derfor meget sårbare. Der går herefter ikke lang tid, før ungerne begynder at besøge land i ny og næ.
På et tidspunkt vælger ungerne at forlade havet helt og kravler på land, hvor de graver sig ned i 3-4 uger og metamorfoserer til en miniatureudgave af den voksne palmetyv med alt, hvad dertil hører. Gællerne erstattes af de såkaldte gællelunger, og de begynder gradvist at udvikle et hårdt ydre skelet, så de ikke længere har brug for et sneglehus til at beskytte sig. Der går dog 2-3 år, før ungerne bliver kønsmodne. Palmetyven vokser altså meget langsomt og kan blive mere end 40 år gammel – ja, enkelte individer er endda blevet helt op til 60 år gamle.
Farven på palmetyvens ydre skelet kan variere temmelig meget i farven afhængigt af, hvor den lever. De fleste er blålilla, mens andre er rødorange. Uanset farve må palmetyven skifte sit ydre skelet med jævne mellemrum i takt med, at den vokser – lidt på samme måde som når slanger skifter ham. Det sker som regel én gang om året men afhænger af palmetyvens alder. Jo yngre den er, jo oftere sker det.
Lige før palmetyven skal til at skifte skelettet, spiser den et godt solidt måltid og graver så en hule i sandet, hvor den kan ligge beskyttet under forløbet. I 1-3 uger efter, at den har smidt det gamle skelet, er den nemlig blød som en snegl. Den er således meget sårbar, indtil det nye skelet hærder og kan fungere som beskyttelse. Først da kravler palmetyven ud af sit skjul igen. Palmetyven har dog ikke mange naturlige fjender bortset fra andre, større palmetyve, der gerne snupper en artsfælle, samt aber og større firben som eksempelvis båndvaranen.
