Påfugleciklide

Astronotus ocellatus

Påfuglecikliden er en farverig fisk. Den har orange pletter på en mørk baggrund. Den kan ændre sin farve til at blive lysere og mørkere for at kamouflere sig bedre. Man mener også at påfuglecikliden kan gøre sig mere farvestrålende, hvis den føler sig truet.

Biologi

Påfuglecikliden (også kaldet Oskarciklide) har orangerøde pletter på kroppen. Disse pletter ligner øjne og det kan være svært for fjender at finde ud af i hvilken ende af fisken, hovedet er, når der er øjne over det hele. Hvis en rovfisk tager fejl og angriber påfugleciklidens hale, kan påfuglecikliden blot svømme væk. Man mener også at disse aftegninger er en form for kommunikation mellem individer af denne art.

Påfuglecikliden har ligesom de fleste andre ciklider yngelpleje. De lægger æg på en klippeflade og både hannen og hunnen vogter over æggene, larverne og de små unger. Ungerne har små giraflignende aftegninger og er meget smukke. Ungerne bider sig nogle gange fast i en af forældrene, når de svømmer, som en ekstra sikkerhed.

Relation til mennesker

Påfuglecikliden er en populær akvariefisk på grund af dens flotte farver og deres personlighed. Man siger, at de kan genkende deres ejer og at man kan lære dem små tricks. De sælges oftest som små unger, men man skal huske på, at de kan blive op til 35 cm lange, når de bliver voksne.

Forskere bruger påfugleciklider til forskellige forsøg. De er blevet brugt i undersøgelser af synet hos fisk, da påfuglecikliden jager meget med synet. Desuden har man undersøgt deres adfærd, hørelse og svømmeblære.

Påfugleciklide

Modtag vores nyhedsbrev

Vi udsender et nyhedsbrev ca. én gang om måneden, så hvis du vil holdes opdateret, udfyld felterne. Det er helt gratis :)