Biologi
Lige under overfladen af den østafrikanske savanne findes en virkelighed så anderledes, at den næsten overgår fantasien. Her lever en af naturens allermest særprægede skabninger, hvis tilstedeværelse kun afsløres af de muldvarpelignende skud, den efterlader på jordoverfladen. Nøgenrotten hverken ligner, lever eller opfører sig som noget andet dyr her på jorden. Den er noget helt for sig selv. Både dens udseende, adfærd og fysiologi afspejler en række helt unikke tilpasninger til et afsondret og barsk liv under jorden.
Lad os starte med udseendet - ja, den skal se sådan ud! Nøgenrotten er en 10-15 cm lang gnaver på bare 30-80 gram, der lever i et kompliceret tunnel- og gangsystem under jorden. Den forlader stort set aldrig jorden og bevæger sig kun lige akkurat op til overfladen, når den skal af med overskydende jord og affald. Nøgenrotten lever altså hele sit liv i konstant mørke og under meget iltfattige forhold – faktisk er iltindholdet i boet helt ned til 2-9 %. Hvordan den klarer det, vender vi tilbage til senere.
Som navnet antyder, er nøgenrotten stort set hårløs med undtagelse af nogle meget følsomme "knurhår" fordelt over hele kroppen. Koncentrationen af disse er størst på hovedet og halen, og det er der en helt særlig grund til. Nøgenrotten har et meget dårligt syn og bruger i stedet knurhårene til at orientere sig i mørket. Det foregår ved, at den bevæger hovedet eller halen fra side til side, når den enten går fremad eller bakker, og således bruger knurhårene som en form for små blindestokke.
Et andet meget karakteristisk træk ved nøgenrottens udseende er dens store, fremtrædende fortænder, der ikke kun bruges til at spise med men i lige så høj grad som et redskab til at grave. Nøgenrotten har nemlig ikke store, kraftige klør, som mange andre gravende dyr, og bruger altså i stedet fortænderne. Den har derfor udviklet enorme kæbemuskler - faktisk udgør de hele 25 % af den samlede muskelmasse.
For at undgå at få jord og støvpartikler i munden og luftvejene er nøgenrottens læber placeret nærmest bag fortænderne, så den selv med vidt åben mund kan presse læberne sammen og således beskytte luftvejene. Hår på selve læberne hjælper også til med at forsegle mundhulen. Er der tale om et større og længerevarende stykke gravearbejde, tager nøgenrotten af og til en "prop" i form af et stykke træ eller en rod i munden, så den kan spare lidt på kræfterne.
Når boet skal udvides, laves der en såkaldt "gravekæde", hvor den forreste nøgenrotte i kæden graver, mens de resterende skubber det overskydende jord bagud. Den sidste nøgenrotte i kæden er den mest udsatte, da den for en kort stund må op til jordoverfladen, hvor slanger som den kenyanske sandboa (Gongylophis colubrinus) og "rufous beaked snake" (Rhamphiophis oxyrhynchus) bare venter på at få sig en lille snack! De arbejder derfor på højtryk, så de hurtigst muligt kan få opgaven udført og indgangen til boet forseglet igen.
Da nøgenrottens underjordiske bo er et stort set lukket system, er iltindholdet i selve boet meget lavt - helt ned til 2-9 %. Det er dog ikke noget problem for nøgenrotten, der som en tilpasning hertil har udviklet meget små lunger, en lav respirationsrate og blod med en særdeles høj "tiltrækningskraft" på netop ilt (O2). Tilsammen øger det effektiviteten af iltoptagelsen markant.
CO2 indholdet i boet er til gengæld meget højt, men det ser heller ikke ud til at genere nøgenrotten. Modsat andre pattedyr producerer den ikke signalstoffet "Substans P", der bl.a. sikrer, at smertegivende impulser registreres i hjernen. Nøgenrotten kan med andre ord ikke føle smerte i huden. Hvorfor den har udviklet denne egenskab, ved man ikke med sikkerhed, men en teori lyder, at det er en tilpasning til netop det høje CO2 indhold, hvilket kan føre til en ophobning af syre i kroppen.
Nøgenrotten afviger også fra de fleste andre pattedyr ved at være vekselvarm ligesom krybdyr - men umiddelbart kun ved temperaturer mellem 12-37 oC. Dens kropstemperatur følger altså omgivelsernes temperatur og kan således svinge temmelig meget. Fryser den, bevæger sig opad i boet og lægger sig i de gange, der er placeret tættest på overfladen og dermed solen, eller ”huddler” med de andre nøgenrotter i boet for at få varmen. Skal den til gengæld af med varme, bevæger den sig ned i de dybest liggende og mere kølige gange.
Nøgenrottens socialadfærd er også noget helt for sig selv. Den er en såkaldt "eusocial" art, der lever i kolonier på samme vis som myrer og bier - en socialadfærd der kun ses kun ét andet pattedyr, nemlig Damaraland-muldvarperotten (Cryptomys damarensis). Kolonien, der er en udvidet familiegruppe på alt mellem 20-300 individer med overlappende generationer, ledes af en altdominerende og meget aggressiv dronning. Udover dronningen består kolonien af flere typer af arbejdere - ligesom i en myretue. De største arbejdere, de såkaldte soldater, har til opgave at forsvare hele kolonien og dronningen i særdeleshed. Andre tager sig af gravearbejdet, mens de små arbejdere sørger for at finde føde, vedligeholde og rengøre boet samt passe alle ungerne.
Dronningen, der er markant større end de andre kolonimedlemmer, er den eneste, der får lov til at yngle sammen med 1-3 nøje udvalgte hanner. De øvrige medlemmer er ikke som sådan sterile men undertrykkes af dronningen i sådan en grad, at de ikke producerer tilstrækkelige mængder af de hormoner, der skal til for at reproducere sig. Eksempelvis udskiller hun-arbejderne ikke nok luteiniserende hormon (LH) som følge af undertrykkelsen, og deres æggestokke modnes derfor ikke.
Det er dog en reversibel tilstand, så hvis dronningen dør, vil de mest dominerende hun-arbejdere kæmpe om tronen, og den hun, der vinder, bliver igen i stand til at reproducere sig. Først skal hun dog udvælge sig en mage eller tre, og det behøver ikke nødvendigvis at være de sammen hanner, der dannede par med den tidligere dronning.
Med et sådant socialsystem vil der være en høj grad af indavl i kolonien, hvilket dog ikke ser ud til at have en skadelig virkning på koloniens sundhed. Engang imellem sker det dog, at en enkelt stærk, velnæret og dominerende hun forlader kolonien på egen hånd i håb om at finde en genetisk fremmed han, hun kan parre sig med og således starte sin egen koloni.
Fordi nøgenrotten lever i konstant mørke, følger den ikke en bestemt døgnrytme eller årstid. Dronningen yngler derfor året rundt. Hun er drægtig i 66-74 dage og føder som regel 3-11 unger - rekorden er dog på hele 28 unger i et enkelt kuld. Ved fødslen er ungerne blinde og vejer kun 1-2 gram. Alligevel tager dronningen sig kun af dem den første måned af deres liv, hvorefter arbejderne tager over. For at vænne ungerne til at spise fast føde og opbygge en sund tarmflora hos dem, starter arbejderne med at fodre dem med...lort! Som om det ikke i sig selv er en hård nok start på livet, puffer arbejderne jævnligt til dem, napper dem og flytter rundt med dem for at gøre dem modstandsdygtige og vænne dem til forstyrrelser. Det er vist dét, man kalder "tough love"!
Dronningen kan få helt op til fem kuld om året, så en velfungerende koloni kan hurtigt vokse sig stor. For overhovedet at kunne genkende hinanden ruller kolonimedlemmerne sig jævnligt i "toilet-" eller "redekammeret" som en slags duftmarkering, så der ikke hersker tvivl om, at de hører til lige netop denne koloni. De har desuden et relativt stort lydrepetoire, der også hjælper dem til at kommunikere med hinanden. På nuværende tidspunkt er der registret 18 forskellige lyde med hver sin betydning.
Hvad spiser nøgenrotten egentlig? Stort set alt, hvad den kan finde under jorden: rødder, knolde, rodfrugter, svampe og endda knogler fra andre dyr. Når en af arbejderne har lokaliseret et fødeemne, lægger den et duftspor fra det og hele vejen tilbage til "hovedsædet", hvor den kalder på de øvrige kolonimedlemmer. Det er naturligvis dronningen, der spiser først!
Nøgenrotten har et lavt stofskifte og kan udnytte helt op til 88 % af næringen i føden, hvilket til dels skyldes symbiotiske mikroorganismer i dens tarmsystem. Der skal dog ikke gå noget til spilde, så den spiser ofte sin egen og andres afføring, ligesom mange andre gnavere, for lige at få den sidste næring med. Behovet for vand er meget lavt, så nøgenrotten kan nøjes med det vand, der findes i føden.
Nogle vil nok mene, at nøgenrotten ikke ser helt rask ud, men den har faktisk et forbavsende godt helbred. Den bliver også væsentlig ældre end andre gnavere - helt op til 30 år gammel. Hvad endnu mere mærkeligt er, at den på en måde ikke ældes med årene. Den bliver ved med at være nogenlunde frisk til det sidste og er således i stand til at yngle, indtil den dør. Man ved ikke helt hvorfor, men forklaring skal nok findes i de iltfattige forhold, den lever under, kombineret med dens meget lave stofskifte og respirationsrate.
