Biologi
Den nøgenmaskede hokko er en stor hønsefugl, der lever i den tætte regnskov i det nordlige –og centrale Sydamerika. Den kan veje op til 3 kg og måle 80 cm fra næb til halespids. En fugl med disse dimensioner vil normalt være at finde i skovbunden, men hokkoen en smule atypisk på dette område. Den foretrækker at holde til højt oppe i trækronerne, hvor den er godt beskyttet mod angreb fra rovdyr såsom jaguaren. Dog finder de oftest deres føde nede på jorden. Hokkoen er en planteæder, som lever af frugt, bær, frø, blade og blomster. Den kan dog i enkelte tilfælde også finde på at spise insekter og tilmed små pattedyr.
Umiddelbart ser hokkoen ikke videre elegant ud, men den er overraskende god til at balancere rundt på selv tynde grene uden at falde ned. Hokkoen er til gengæld ikke specielt god til at flyve. I forhold til vingerne er hokkoen langt mere afhængig af sine kraftige ben, som den bruger til at hoppe fra gren til gren. Skal hokkoen bevæge sig over længere afstande, hopper den højt op i et træ, spreder vingerne ud og svæver, indtil den når sit mål.
Idet hokkoen i naturen er en meget sky fugl, har man ikke haft mulighed for at studere den på tæt hold, og man ved kun derfor lidt om dens biologi og adfærd. Han og hun er meget forskellig hos denne art. Mens hannen er helt sort med sorte ben, hvidt bryst og gult næb, har hunnen en brunspættet fjerdragt, rødligt bryst og ben samt en markant fjerkam på hovedet.
Meget tyder på, at hokkoen er polygam, hvilket betyder, at én han parrer sig med flere hunner i ynglesæsonen. Efter parringen bygger hunnen en stor, grov og meget uorganiseret rede lavet af enten grene, græs eller blade. Reden bygges altid højt oppe i træerne. I reden lægges normalt 2 hvide æg, som udruges af hunnen alene. De nyudklækkede kyllinger er meget veludviklede og begynder allerede at bevæge sig rundt, så snart de er tørre. Ja faktisk er de i stand til at klatre i træer ganske få minutter efter, at de er brudt ud af skallen.
Det er ikke kun hokkoens unger, men også dens lydrepetoire, der er meget veludviklet. Det kan godt være, at hokkoen ikke synger specielt smukt, men den kan til gengæld synge helt utroligt højt. Ikke nok med det, har mange hokkoarter et forlænget luftrør, som gør, at de kan skrue ekstra op for volumen. Hokkoer kan desuden kommunikere med hinanden ved hjælp af trommeagtige lyde, som de laver med vingerne.
