Næsebjørn

Nasua nasua

Som navnet antyder, har næsebjørne en ret markant næse, og den er et vigtigt redskab for disse dyr. Næsen er selvfølgelig vigtig for at kunne lugte sig frem til insekter, som skjuler sig i jordbunden, men den er også yderst nyttig, når disse skal graves op. Den lange snude kan nemlig bruges som spade, og næsebjørnene ses ofte gå rundt og rode i jorden med snuden dybt begravet på jagt efter mad.

Biologi

Næsebjørnen stammer oprindeligt fra det tropiske Sydamerika, hvor den lever i den frodige, tætte Amazonas regnskov. I starten af det 20. århundrede begyndte arten at brede sig længere nord på, så den i dag også findes helt oppe i det sydlige Texas, New Mexico og Arizona i USA.

Af udseende ligner han og hun hinanden til forveksling hos denne art. Dog er deres levevis meget forskellig – ja faktisk så forskellig, at mange før hen troede, at de var to vidt forskellige arter. Selv den dag i dag har den sydamerikanske lokalbefolkning to forskellige navne til dem: Hunnerne kalder de coatis, mens hannerne kaldes coatimundis, andasolos eller solitarios.

Hvor hunnerne, der er primært dagsaktive, lever i store grupper på 20-40 dyr, lever hannerne alene og er som regel primært aktive om natten. Han og hun mødes således kun i ynglesæsonen, der i de tropiske egne ligger februar til marts, og i det sydlige USA en måned senere.

I ynglesæsonen vil gruppen af hunner acceptere, at en han i parringshumør gør sin entré i deres op til 50 hektar store territorium. Her vil han parre sig med flere af de kønsmodne hunner samtidig med, at han holder rivaliserende hanner væk ved at duftmærke territoriet med urin og den meget kraftige lugt fra analkirtlerne. Er duftsporene ikke nok til at holde de ivrige rivaler væk, tyer hannen gerne til egentlige slåskampe. Selve ynglesæsonen varer i godt en måned, hvorefter hannen jages væk af hunnerne og atter vandrer rundt på egen hånd.

En næsebjørn er drægtig i 74-77 dage. I slutningen af drægtighedsperioden vil den gravide hun forlade gruppen og vandre rundt på egen hånd. Herefter føder hun 2-7 unger, der hver vejer omkring 150 gram ved fødslen.

Ungerne begynder at åbne deres øjne efter godt 11 dage, og allerede efter 3-4 uger begynder de at udforske verden – dog med mor lige i hælene. Når ungerne er ca. 5 uger gamle, vender de sammen med deres mor tilbage til gruppen. Ungerne fravænnes i 4-5 måneders alderen men får lov til at blive i gruppen i lang tid herefter. Hunnerne bliver som regel i gruppen, mens hannerne jages væk, når de bliver kønsmodne i 2-3 års alderen.

Næsebjørne kommunikerer med hinanden ved en kombination af lyde og kropssprog – ligesom mange andre dyr. Lydene består oftest af små hvin, men er der en fjende i farvandet, forvandles disse små hvin til en højlydt gøen eller klikkelyde. Disse alarmkald advarer de andre i gruppen mod, at der er fare på færde, hvorefter de flygter op i et nærtliggende træ. De ældre og mere erfarne hunner vil dog som oftest blive på jorden og forsøge at skræmme fjenden væk ved at gø og vise tænder. Virker det ikke, flygter de, ligesom resten af gruppen, også op i trækronerne.

Trækronerne er nemlig det sted, hvor næsebjørnen er på hjemmebanen. Næsebjørne er utrolig gode klatrere, hvilket til dels skyldes, at de kan dreje sine ankler godt 180 grader. Derudover hjælper deres lange hale dem med at holde balancen. Halen er for øvrigt også et vigtigt redskab i deres kommunikation. Når de fx går rundt og søger efter føde, stikker de ofte halen i vejret, så de altid kan holde øje med, hvor hinanden er.

Næsebjørne er såkaldte omnivorer og spiser derfor stort set alt lige fra frugt, insekter, æg, skorpioner, edderkopper, myrer, mindre firben, små pattedyr, fugle til ådsler. De er ikke kræsne!

Som navnet antyder, har næsebjørne en ret markant næse, og den er et vigtigt redskab for disse dyr. Næsen er selvfølgelig vigtig for at kunne lugte sig frem til fx de mange lækre insekter, der skjuler sig i jordbunden, men den er også yderst nyttig, når disse skal graves op. Den lange snude kan nemlig bruges som spade, og næsebjørnene ses ofte gå rundt og rode i jorden med snuden dybt begravet på jagt efter mad.

Relation til mennesker

Lokalbefolkningen i Sydamerika har et noget konfliktfyldt forhold til næsebjørnene. På den ene side er næsebjørnenes tilstedeværelse yderst velkommen, da de holder bestanden af diverse insekter nede, der ellers ville kunne ødelægge bøndernes afgrøder.

På den anden side kan næsebjørnene også sagtens selv finde på at spise selve afgrøderne og tager også gerne på et lille besøg i bøndernes hønsehuse. Her er jo fyldt med lettilgængeligt mad! Og ja, så er de heller ikke synderligt bange for mennesker og tøver derfor heller ikke med at gå ind i folks køkkener i håb om at finde en lille bid mad!

Modtag vores nyhedsbrev

Vi udsender et nyhedsbrev ca. én gang om måneden, så hvis du vil holdes opdateret, udfyld felterne. Det er helt gratis :)