Malaysisk kæmpeskildpadde

Orlitia borneensis

De malaysiske kæmpeskildpadder lever i Randers Regnskovs Asienkuppel. Den største vejer over 20 kg og er en stor hun. Hun har flere gange lagt æg, som hun graver ned i jorden. Dyrepasserne graver dem op igen og lægger dem i en rugemaskine, da jorden i slangetemplet ikke er varm nok til at udruge æggene. Efter nogle måneder klækker de små skildpadder, der er på størrelse med en bordtennisbold.

Biologi

Den malaysiske kæmpeskildpadde er en af verdens største ferskvandsskildpadder. Den kan veje op til 50 kg og være mere end 80 cm lang. Det tager dem 10-20 år at blive kønsmodne og det er derfor et meget stort problem, at man i Asien fanger de voksne dyr og sælger dem på markedspladserne. Det tager lang tid for naturen at erstatte det tab.

De malaysiske kæmpeskildpadder var nogle af de 40 skildpadder Randers Regnskov modtog i januar 2002, som nær havde endt deres dage i en suppegryde i Kina.  Disse skildpadder var sammen med ca. 10.000 andre vildfangne skildpadder på ulovlig vis på vej til de kinesiske spiseborde. Ved konfiskationen af containeren med skildpadder var halvdelen allerede døde.

I Randers Regnskov har langt de fleste af de 40 skildpadder overlevet. De er blevet behandlet for sygdomme, og de udsultede dyr er fodret godt. Skildpadderne er blevet sat fri i den asiatiske kuppel. De malaysiske kæmpeskildpadder har fået unger, som sammen med de voksne vil indgå i et international avlssamarbejde for at redde arten fra at uddø.

Relation til mennesker

I Asien er kødet fra den malaysiske kæmpeskildpadde en delikatesse og skjoldet bruges som medicin. De indfødte tror, det har en effekt på kønsdriften. Desuden tror de, at skjoldet har en effekt mod kræft.

Europæisk førstegangs opdræt fra Randers Regnskov

Modtag vores nyhedsbrev

Vi udsender et nyhedsbrev ca. én gang om måneden, så hvis du vil holdes opdateret, udfyld felterne. Det er helt gratis :)