Biologi

Mange anser flagermus for at være rædselsfulde væsner, der står i ledtog med selveste den onde Grev Dracula. Deres meget unikke udseende og særprægede ansigt er dog i virkeligheden resultatet af en fortrinlig evne til at tilpasse sig det omkringliggende miljø og dets fødeemner. Spydnæseflagermusen anvender ekkolokalisering til at orientere sig med i mørket, og det er især her, at dens specielle næse kommer til sin ret.

Ekkolokalisering er en metode, hvor flagermusen med sin strube producerer et højfrekvent signal, som den udsender gennem sin næse, mund eller begge. Når dette signal rammer et objekt, kastes det tilbage som et ekko. Jo tættere flagermusen kommer på et objekt, jo hurtigere vil ekkoet kastes tilbage. Flagermusen kan på den måde meget præcist orientere sig rundt i mørket og danne et billede af sine omgivelser uden den mindste form for lyskilde. Spydnæseflagermusen anvender udelukkende sin næse til at ekkolokalisere, og derfor menes næsens specielle udformning at spille en rolle i at modificere og dirigere signalet. Næsen fungerer altså tilsyneladende som en slags ”akustisk linse”, om man vil.

Flagermus er pattedyr, og de er tilmed de eneste pattedyr, der kan flyve aktivt. Det kommer måske bag på nogle, da pattedyr normalt ikke forbindes med evnen til at flyve. Men ligesom andre pattedyr har flagermus mælkekirtler, der bruges til at die de levendefødte unger. Den lyse spydnæseflagermus er en polygam art, hvilket betyder, at én han lever sammen med og parrer flere hunner (op til 12) og således danner et harem, som han forsvarer med liv og sjæl.

Selve parringsakten kan se meget voldsom ud, idet hannen kravler op på hunnens ryg, bider sig fast i hendes nakke, mens hans ”omfavner” hende med hans vinger og forsøger at parre hende – ikke altid med hunnens samtykke. Det ligner mere en slåskamp end en decideret parring, idet hunnen ofte vil udsende hjerteskærende skrig, mens huns prøver at vikle sig fri af den parringsivrige han.

Hovedparten af flagermus er nat- og skumringsaktive og har derfor behov for at kunne sove i fred og ro i løbet af dagen. De fleste flagermus er ikke i stand til at bygge en rede eller et beskyttende bo, så de slår sig i stedet ofte ned i mørke hule træer, grotter og huler. De går heller ikke af vejen for at anvende menneskeskabte ”huler” såsom miner, bunkere, tunneler, gamle gravkamre osv., hvilket også har bidraget med en stor del til deres lidt skumle ry. 

Relation til mennesker

Der er som sagt mange, der har et mildest talt anstreng forhold til flagermus, til dels pga. deres særprægede udseende og levevis men ikke mindst fordi, de kan være smittebærere af sygdommen rabies. Alle arter af flagermus kan bære sygdommen, men det er i langt de fleste tilfælde de berygtede vampyrflagermus, der overfører den til kvæg, andre husdyr og i enkelte tilfælde mennesker.

De fleste plante- og frugtædende flagermus, hvortil den lyse spydnæseflagermus hører, bliver til gengæld ligefrem betragtet som værende nyttedyr, da de spiller en væsentlig rolle i bestøvningen af mange planter, træer og buske og spredningen af deres pollen og frø.