Lyle´s flyvende hund

Pteropus lylei

I Randers Regnskov lever de flyvende hunde frit i Asienkuplen. Flokken består af omkring 30 individer. De bruger det meste af dagen på at hænge i trætoppene og sove. Først hen på eftermiddagen bliver de aktive og kommer ned i deres fodringstræ og henter frugt fra skålene. Hvert år yngler de og man kan ofte se ungerne sidde på moderen under hendes vinge.

Biologi

Lyle´s flyvende hund er en forholdsvis lille flyvende hund med et vingefang på ca. 70 cm. Den lever i skov og sumpområder i grupper på op til flere tusinde individer. De flyvende hunde eller storflagermusene er, sammen med småflagermusene, de eneste pattedyr, der kan flyve aktivt.

Om dagen hænger dyrene i bagføddernes kløer med hovedet nedad. Flyvehuden er da foldet kappeagtigt omkring kroppen. I skumringen forlader de flyvende hunde deres rasteplads for at søge efter frugt.

Til forskel fra småflagermusene har de flyvende hunde et veludviklet syn og en god lugtesans. De benytter sig til gengæld ikke af ekkolokalisering som småflagermusene, bortset fra de arter af flyvende hunde der tilhører slægten Rousettus, såsom den ægyptiske flyvende hund som du også kan finde i Randers Regnskov. Tilpasninger til ekkolokation giver ofte småflagermusene nogle meget uhyggelige ansigter mens de flyvende hunde har små, søde hundelignende hoveder.

 

BARNEMORDER OG VOLDTÆGTSMAND

For unge hanner af flyvende hunde, som ikke har deres eget harem af hunner, kan det blive nødvendigt at tage drastiske midler i brug, hvis de vil føre deres arvemasse videre i livet.

De unge hanner kan nemlig finde på at snige sig op på en hun mens hun hænger og dier sin unge, smide ungen på jorden, og voldtage hunnen! Efter denne voldsomme handling flyver den unge han væk, og efterlader hunnen til at opfostre hans unge.

 

Relation til mennesker

I troperne er mange planter tilpasset til at blive bestøvet af flagermus. De flyvende hunde spiller en vigtig rolle som bestøvere af blomster og som frugtspredere. Selvom de flyvende hunde således gavner naturen, regnes de ofte for at være skadedyr. En stor flok kan nemlig plyndre en frugtplantage på kort tid og det går også hårdt ud over folks frugttræer i haverne.

Modtag vores nyhedsbrev

Vi udsender et nyhedsbrev ca. én gang om måneden, så hvis du vil holdes opdateret, udfyld felterne. Det er helt gratis :)