Biologi
Med sin lange snude og runde kropsform ligner tapiren mest af alt en blanding af en gris og en myresluger. Det er dog hesten, der er tapirens nærmeste slægtning. Grunden til, at de to arter ikke ligner hinanden synderligt meget er, at de begge har tilpasset sig de vidt forskellige områder, de lever i.
Tapiren, der kan veje op til 250 kg, lever i den tætte sydamerikanske regnskov, hvor der ikke altid er lige fremkommeligt. Her er det derfor smart at være lille og tæt, så man kan mase sig igennem den tykke bevoksning, der er overalt i underskoven. Sammen med den runde, tykhudede krop, er tapirens korte ben og små ører alt sammen med til at beskytte den imod de grene og kviste, den passerer på sin vej igennem skoven.
Tapiren lever desuden det meste af sit liv alene. Han og hun mødes som regel kun i parringssæsonen. Igen er det en nødvendig tilpasning til regnskoven, for når hver tapir er på størrelse med en lille pony, ville det være næsten umuligt for en hel flok tapirer at holde sig skjult for rovdyr. Og rovdyr er der masser af!
Tapiren er ikke junglens hurtigste sprinter, og dens vigtigste forsvar mod rovdyr er derfor at undgå at blive opdaget. Den har derfor mørke farver og er aktiv om natten, hvor den er svær at se. Mange af regnskovens rovdyr kan dog også finde deres byttedyr ved at lugte sig frem til dem. Et så stort et dyr som en tapir burde være nemt at lugte sig frem til, men tapiren har en smart adfærd, så rovdyrene ikke så let kan finde den. Når den skal af med sin afføring, gør den det nemlig altid i en flod eller en sø, så vandet kan skylle de afslørende duftspor væk – netop som når vi selv går på toilettet!
Tapiren er mere end almindeligt glad for vand. Udover at den bruger det forebyggende, for at rovdyrene ikke skal få færten af den, kan den også bruge vandet som flugtvej. Hvis den er så uheldig, at en jaguar har udset sig den som aftensmad, kan tapiren løbe ud i vandet, dykke, og så kan den holde vejret i op til 20 minutter. På den tid har jaguaren som regel opgivet og gået derfra med maven tom. Så selvom tapiren ikke ligner et dyr, der er tilpasset vand, er den på hjemmebane her. Tapiren er en glimrende svømmer. Skal den krydse en flod, kan tapiren dog også, som flodhesten, finde på at krydse en flod ved simpelthen at gå på bunden og holde vejret imens.
En stor, dejlig vandpøl fyldt med mudder er også noget, som tapiren sætter stor pris på. Ligesom en gris ynder den at rulle sig i heri, så hele kroppen dækkes af et tykt lag mudder. Dette lag beskytter tapirens hud mod solens stråler og de mange parasitter og andet kryb, man kan støde på i regnskoven.
Tapiren har en formidabel lugtesans, og dertil hører ofte en stor snude. Dette er også tilfældet for tapiren, der udover at lugte også kan bruge den store snude til at håndtere de blade, grene, frugt og nødder, som den lever af. Faktisk er tapiren et at de pattedyr, der har den bedste lugtesans. Den del af hjernen, der anvendes til at lugte med, er desværre bare så stor, at den tager noget plads fra den del af hjernen, der kan tænke logisk. Tapiren er derfor ikke just det mest intelligente af alle pattedyr!
På billederne til højre kan I se vores lille tapirfamilie med nyeste skud på stammen, Alfa, i midten. Alfa blev født i november 2010 og er en rigtig lille, nysgerrig vildbasse. Ungerne hos lavlandstapiren fødes altid med lyse striber og prikker, som dem Alfa har på billedet.
