Biologi
Kongegribben eller kongekondoren, som den også kaldes, er noget helt for sig selv – og ikke kun af udseende. Den er det eneste nulevende medlem af slægten Sarcoramphus, men der er fundet fossiler af flere forskellige arter fra samme slægt. I dag er kongegribbens nærmeste slægtning Andeskondoren (Vultur gryphus), der har et imponerende vingefang på over 300 cm og en vægt på helt op til 15 kg. Helt så stor er kongegribben ikke. Den har et vingefang på 180-200 cm og vejer typisk 3-5 kg. Det gør den til den tredje største af de såkaldt ”new world” gribbe – kun overgået af den californiske kondor (Gymnogyps californianus) og den før omtalte Andeskondor.
Kongegribben har altså ikke fået sit meget majestætiske navn, fordi den er den største af alle gribbe. Historien lyder, at det var Mayaindianerne, som navngav denne smukke grib. For dem havde kongegribben samme status som en konge, da den kunne formidle budskaber mellem mennesket og guderne. Andre mener dog, at navnet har en helt anden oprindelse og hænger sammen med kongegribben spisevaner.
Ligesom andre gribbe lever kongegribben næsten udelukkende af ådsler. Den er ikke kræsen og spiser gerne ådsler fra både pattedyr, krybdyr, andre fugle og endda fisk og padder. At spise ådsler kan godt være en beskidt affære – især når man som kongegribben gerne stikker hele hovedet ind i kadaveret for at få fat i de virkelig saftige dele af det. Kongegribbens hoved og hals er derfor, ligesom flertallet af andre gribbe, skaldet, så der ikke i nær så høj grad samler sig blod og kødrester, den skal bruge tid og energi på at fjerne. Samtidig har solens stråler fri adgang til huden, og det er en fordel, da de virker desinficerende og hjælper kongegribben til at holde antallet af bakterier nede og hygiejnen i top.
Mange gribbe er udstyret med en eminent lugtesans, der gør dem i stand til at lugte et ådsel på flere kilometers afstand - men ikke kongegribben. Den har en meget dårlig lugtesans og må derfor ty til andre midler for at få maven fyldt op med mad: Den holder øje og nasser! Selvom man som kongegribben har et veludviklet syn, kan det være svært at få øje på et ådsel på skovbunden i den tætte, frodige regnskov, da trækronerne tager det meste af udsynet. I stedet for at kigge efter ådsler, kigger den derfor efter andre, mindre gribbe med en langt bedre lugtesans end den selv, da disse simpelthen er lettere at få øje på.
Ser den en anden grib, som fx kalkungribben, flyve ned efter et ådsel, følger den straks efter og slår sig ned lige ved siden af ådslet. Fordi kongegribben er så stor, behøver den ikke engang jage de andre gribbe væk – de viger som regel til side og lader kongegribben komme til helt frivilligt. Og lige præcis denne adfærd menes at have givet ophav til kongegribbens navn - de andre gribbe viger tilbage for den, som var den en konge. Der er dog ikke kun ulemper ved at have en kongegrib med ved ”middagsbordet”. Den har nemlig et meget skarpt og kraftigt næb, der gør den i stand til at rive hul i selv de mest tykhudede og seje ådsler – en evne, som ikke alle besidder. Den kan således give mindre gribbe adgang til ådsler, de ikke selv ville være i stand til at få hul på.
Kongegribben er ikke alene stor. Den er også meget smuk. Selve fjerdragten er hvid med mørke flyve- og halefjer, mens det skaldede hoved og hals bærer de smukkeste røde, orange og gule farver. Farverne og hovedets meget karakteristiske ”pludder” er dog først færdigudviklet, når kongegribben er omkring 4-6 år gammel. Han og hun ligner hinanden til forveksling. Dog er hannerne en smule større end hunnerne.
Kongegribben har et meget stort udbredelsesområde, der spænder fra det sydlige Mexico til det nordlige Argentina – det svarer til et areal på omkring 14 millioner km2. Selvom bestanden på nuværende tidspunkt er dalende, er den stadig ganske talrig i naturen. Alligevel ved man overraskende lidt om kongegribbens adfærd og daglige gøremål i netop naturen, da den lever en meget skjult tilværelse – det gør det svært at studere den. Meget af den viden, der findes om den i dag, er derfor baseret på observationer i fangenskab.
Man ved dog, at kongegribben foretrækker at leve i områder med tæt, uforstyrret lavlandsregnskov. Den bevæger sig dog også engang imellem ud på områder med savanne og græsstepper men som regel kun, hvis de ligger i nærheden af en egentlig skov. Der er varmt i regnskoven, og særligt hvis man som kongegribben svæver rundt i den bagende sol dagen lang i håb om at finde noget at spise. Når vi mennesker har det varmt, sveder vi. Når sveden så fordamper fra vores hud, fjerner det noget varme, hvorved kroppen afkøles. Kongegribben kan ikke svede, så den har fundet en anden måde at køle sig ned på: Den smører sin meget flydende afføring ud på benene, og når den så fordamper, bliver benene kølet af – en taktik der kaldes ”urohidrose”.
Meget tyder på, at kongegribben er lidt af en enspænder, der flyver rundt på egen hånd og gerne på lang afstand af alle andre. Dog er den ikke strengt solitær og kan opleves i små familiegrupper på 2-4 individer. Den menes desuden at være monogam og danner således livslange par. Dog tilbringer de to parter i et etableret par ofte tiden udenfor ynglesæson alene. Man kender ikke meget til kongegribbens parringsadfærd, men man ved, at der med selve parringen følger noget af et lydscenarie. Kongegribbe har ikke noget stemmebånd og kan således hverken synge eller lave egentlige lyde. Den kan til gengæld hvæse, fnyse og endda sige en form for kvækkelyd – lyde der bliver brugt flittigt under parringen.
Efter parringen, der typisk finder sted i tørtiden, lægges et enkelt hvidt æg. Kongegribben bygger ikke en egentlig rede men lægger i stedet ægget i et hult træ - som regel uden redemateriale. Ægget udruges på skift af begge forældre, og de er meget beskyttende overfor det. Kommer en ubuden gæst for tæt på det, begynder de at hvæse og klapre med næbbet som en advarsel. Der er dog ikke mange æggetyve, der gider gøre forsøget, da kongegribben har ry for at holde sin ”rede” særdeles ildelugtende.
Ægget klækker efter 53-58 dage, og ud kommer en lille, grå og lodden dunklump. Ungen er relativt veludviklet, når den kommer til verden, men selvom den både har dun og åbne øjne, er den fuldstændig afhængig af sine forældre. De fleste større rovfugle bruger deres kløer, når de skal bringe mad til deres unger. Kongegribben bruger derimod sin meget store kråse og gylper maden op til ungen. Der er lidt usikkerhed omkring, hvornår ungen bliver selvstændig, men den bliver som regel sammen med eller i nærheden af sine forældre, indtil den er 4-5 år gammel – alderen, hvor den selv bliver kønsmoden. Hvor gammel kongegribben kan blive i naturen, er også uvist, men i fangenskab bliver den typisk omkring 30 år gammel.
Umiddelbart synes kongegribben at leve et meget fredsfyldt liv i naturen. Den har stort set ingen naturlige fjender, da den holder sig meget højt oppe i luften eller i trækronerne, hvor de fleste større rovdyr ikke har mulighed for at få fat i den. Kun når den opholder sig nede på skovbunden i færd med at indtage et ådsel, er den i farezonen, og her er det især store katte som fx jaguaren, der udgør en trussel.
