Biologi
På de fjerntliggende indonesiske øer Komodo, Rinca, Flores og Padar lever én af verdens mest berygtede øgler, komodovaranen. Komodovaranen kan blive godt 3 meter lang og veje op til 165 kg, og den er dermed den ubestridte indehaver af titlen ”verdens største øgle”. Der er dog ikke kun dens størrelse, der har skabt både frygt og fascination verden over. Komodovaranen bruger nemlig en jagtteknik, der for mange kan virke en smule barbarisk.
Komodovaranen er så godt som altædende men foretrækker at spise ådsler. Ved hjælp af et særligt sanseorgan i ganen, der også findes hos slanger, kan den lugte et ådsel på op til 10 km afstand. Komodovaranen jager dog også gerne levende byttedyr – også dem, der er langt større end den selv. Der er set eksempler på, at en næsten 600 kg tung vandbøffel er blevet nedlagt.
På trods af komodovaranens størrelse er den meget hurtig og kan nå en hastighed på omkring 20 km/t over korte afstande. Ser den et bytte, sniger den sig ind på det, leverer et hurtigt bid og slipper igen. Herefter forfølger komodovaranen byttet, indtil det omkommer. Dette kan tage adskillige dage!
Det er til stadighed et omdiskuteret emne, hvad der præcist dræber byttet. Er det bakterier, gift eller en kombination af de to? Flertallet hælder til det sidste. Komodovaranens spyt indeholder mere end 50 forskellige typer af bakterier (i særdeleshed E. coli, Staphylococcus sp., Providencia sp. og Proteus sp.) i en så høj koncentration, at en enkelt bid fra den ville kunne resultere i en alvorlig blodforgiftning. Den høje koncentration af bakterier skyldes dels dens ådselædende levevis og dels det faktum, at dens tænder er næsten helt dækket af tandkød. Hver gang den spiser, flænses tandkødet, så mund og spyt fyldes med blod og afrevet tandkød – et ideelt miljø at dyrke bakterier i. Hvorfor komodovaranen ikke selv tager skade af bakterierne, er lidt af en gåde.
I 2009 blev der også fundet bevis for tilstedeværelsen af giftkirtler i komodovaranens underkæbe. Disse udskiller en lang række giftige proteiner, der kan resultere i, at blodet ikke længere kan størkne (antikoagulation), blodtrykket falder, musklerne lammes, kropstemperaturen falder og byttet går i chok og mister bevidstheden. Om giften alene er kraftig nok til at dræbe de ofte meget store byttedyr, som komodovaranen lever af, er dog uvist. Det er som nævn sandsynligvis kombinationen af bakterier og gift, der gør komodovaranen til den effektive jæger, den er.
Komodovaranen vandrer som regel rundt på egen hånd men er ikke udpræget territoriel. Derfor er det heller ikke unormalt, at flere komodovaraner mødes om at jage og dele et større bytte. I så fald er det de største hanner, der spiser først, hvorefter de mindre hanner og hunnerne følger trop. Det siges, at en komodovaran kan spise op til 80 % af sin egen kropsvægt i et enkelt måltid. Det svarer til, at et menneske på 75 kg skulle spise 60 kg mad på én gang!
Komodovaranens ynglesæson ligger i juli og august måned, hvor han og hun mødes og parrer sig efter at have udført et særligt parringsritual. Godt en måned efter lægger hunnen op til 30 æg, som hun graver ned og dækker til med jord og blade. Herefter lægger hun sig på eller nær reden og sørger for at holde æggetyve væk. 8 måneder senere klækker de ca. 37 cm lange unger, der i modsætning til de mørke, ensfarvede voksne er grønne med gule og sorte striber.
Komodovaranen er meget beskyttende overfor sine æg. Alligevel synes ethvert moderligt instinkt at forsvinde så snart, æggene klækker omkring 8 måneder efter, at de er blevet lagt. Komodovaranen er ikke kræsen og spiser gerne unger af egen art – også sine egne! Det første de nyklækkede unger gør, er derfor at flygte op i et træ, og her bliver de i de næste 8 måneder, indtil de er store nok til at klare sig mod deres voksne artsfæller på jorden. Voksne Komodovaraner er nemlig for store og tunge til at klatre i træer, så her er ungerne i sikkerhed.
Det er ikke kun i religiøse lærebøger, at jomfrufødsler finder sted. Enkelte dyrearter kan i sjældne tilfælde lave ukønnet formering ved en proces, der kaldes partenogenese – Komodovaranen er én af dem. En Komodovaran hun er med andre ord i stand til at få unger, selvom hun ikke har været i nærheden af en han. Ungerne klækker fra ubefrugtede æg og er alle hanner.
En hypotese lyder, at denne sjældne form for formering er en tilpasning, der tillader enlige hunner at etablere en ny reproducerende flok, når hun træder ind i en isoleret økologisk niche. At formere sig ved partenogenese har dog den ulempe, at den genetiske variation og dermed evnen til at tilpasse sig forsvinder.
