Biologi
De fleste kender, eller har i hvert fald hørt om, historien om fisken Nemo og hans heroiske far Marlin, som vi mødte første gang i 2003 i filmen ”Find Nemo”. De fleste ved også, at Nemo er en klovnefisk, og netop klovnefisk er biologisk set nogle meget interessante fisk.
For dem der ikke kender Nemo, er klovnefisk navnet på de meget farvestrålende arter af fisk, der hører til slægten Amphiprion. Der findes 28 arter, og fælles for dem alle er deres orange, hvide og sorte farvedragt samt deres meget specielle levevis.
Klovnefisk lever nemlig, som de eneste, i symbiose (dvs. sameksistens) med giftige søanemoner. De store søanemoner af slægterne Discosoma og Stoichactis lever normalt af fisk, som lammes, når de kommer i berøring med søanemonens nældeceller (nematocyster), der er placeret på deres tentakler. Alligevel ser man de små klovnefisk svømme ind og ud imellem tentaklerne og endda bosætte sig her uden at tage skade af giften.
Hvorfor, klovnefisken ikke tager skade, er et omdiskuteret emne, men den bedst dokumenterede teori er baseret på, at klovnefisken udskiller en slim, der er opbygget af sukkerstoffer i stedet for protein. Dette betyder, at søanemonerne ikke kan genkende klovnefisken som værende en potentiel fødekilde og derfor ikke frigiver sine nældeceller ved dens tilstedeværelse.
En anden teori lyder, at klovnefisken er immun overfor søanemonerne gift. Dette er dog ikke tilfældet, idet klovnefisken dør øjeblikkeligt, hvis slimen fjernes og den efterfølgende udsættes for søanemonernes nældeceller. Der er dog noget, der tyder på, at klovnefisken er mere tolerant end andre fisk som følge af, at den udfører en særlig adfærd.
På trods af deres symbiotiske levevis, kan både søanemoner og klovnefisk sagtens overleve hver for sig, hvis de bliver adskilt. Der sker dog det mærkelige, at klovnefisken mister sin ”immunitet” overfor søanemonernes gift, hvis adskillelsen varer længere end et par dage – selv hvis klovnefisken har det beskyttende slimlag.
Klovnefisken er samtidig ofte blevet set udføre en besynderlig adfærd, hvor den svømmer frem og tilbage og først gnubber finnerne på søanemonerne tentakler, hvorefter også maven og resten af kroppen får en tur. Denne adfærd kan stå på i timevis og synes langsomt at ”akklimatisere” klovnefisken til giften, idet klovnefisken til sidst er i stand til at svømme igennem tentaklerne uden at blive stukket, hvilket den tydeligvis gør i starten af dette ”ritual”.
Umiddelbart lyder det til, at klovnefisken lever livet farligt, så man kan undre sig over, hvorfor den vælger en sådan levevis. Det er faktisk slet ikke så mærkeligt, idet klovnefiskene har en stor fordel af sit bekendtskab med de giftige søanemoner. Mellem søanemonens tentakler kan klovnefisken opnå en meget effektiv beskyttelse mod fjender. Klovnefisken er samtidig altædende og kan derfor uden problemer ernære sig ved de ufordøjede fiskerester, som søanemonen efterlader – ikke dårligt at få serveret maden lige for næsen af én.
Hvad søanemonerne derimod får ud af at have en familie af klovnefisk boende, har man længe spekuleret over. Det er dog relativt for nyligt blevet observeret, at klovnefisken af og til ligefrem bringer føde til værtssøanemonen samt renser den for parasitter, affald og andre fremmedlegemer. Søanemonen er desuden i stand til at udnytte den sparsomme næring, der findes i klovnefiskens fæces. Endeligt er det blevet foreslået, at klovnefiskens (livlige!) aktivitet resulterer i en større vandcirkulation omkring søanemonen, hvilket fremmer iltningen af denne.
En anden meget unik karakter ved klovnefisk er deres social- og yngleadfærd. Klovnefisk lever i små hierarkiske grupper, der bor i hver deres søanemone. Gruppen består af ét enkelt dominerende ynglepar samt flere ikke reproducerende, mindre hanner, der har hver deres plads i hierarkiet. Der er altså kun én hun i en gruppe, og det helt utrolig er, at hvis denne hun dør, vil den dominerende førerhan øverst i hierarkiet skifte køn og blive til en hun, der i så fald vil danne par med den næstøverste han, som nu rykker en plads op i hierarkiet og bliver førerhan.
Det lyder helt utroligt, men faktisk er det sådan, at klovnefisk er en hel særlig form for hermafroditter, hvilket betyder, at alle klovnefisk fødes som hanner med funktionelle, aktive hanlige kønsorganer. Disse hanner har derudover inaktive, ”dvalende” hunlige kønsorganer, som kan ”aktiveres”, hvis hunnen i flokken dør. Hvordan det sker, og hvad der præcis udløser aktiveringen af de hunlige kønsorganer, er ikke forstået til fulde.
Yngelplejen hos klovnefisk er et omfattende stykke arbejde – specielt når man tænker på, at de lægger op til 1000 æg. Hos denne slægt er det hannen, der passer på æggene, som hunnen lægger på et fladt underlag nær søanemonen, som hun og hendes gruppe bor i (æggene kan ikke tåle søanemonens nældeceller, hvorfor de ikke lægges i selve boet).
At passe æggene er ikke nogen nem opgave. Dagen lang svømmer faderen til æggene rundt og vifter med finnerne over æggene for at øge vandcirkulationen omkring dem. Derudover fjerner han snavs fra æggene og fjerner de æg, der er blevet dårlige, så de ikke smitter de andre. Sidst men ikke mindst skal han holde andre fisk væk, som ynder at spise æggene. Efter 7-10 dage klækker æggene og faderen kan endelig få sig et velfortjent lille hvil efter hans store arbejde med at passe æggene.
