Biologi
Ved første øjekast kan de store, åbne sandsletter i det nordlige og nordøstlige Afrika syne golde og næsten uden liv, men tag ikke fejl! Tager du et nærmere kig, vil du ofte se to små øjne, der titter frem fra sandoverfladen og afslører, at der her lever et meget specielt dyr.
Den kenyanske sandboas særprægede udseende vidner om, at den har måttet tilpasse sig til et helt særligt miljø og levevis. Denne lille, kompakte og meget smukke slange har et meget stort udbredelsesområde, der spænder fra Egypten og Libyen i nord, videre til Niger, Chad, Sudan, Sydsudan, Etiopien, Eritrea, Somalia og Kenya i det nordøstlige Afrika og helt ned til det nordlige Tanzania.
Sandboaen foretrækker en meget tør, sandholdig jord, der er let at grave i. Den tilbringer nemlig en stor del af sit liv nedgravet - dels for at beskytte sig mod solens skadelige stråler og de høje temperaturer, men i lige så høj grad for at gemme sig for både fjender og byttedyr. Denne levevis afspejles i sandboaens udseende: Hovedet er lille og kileformet, hvilket gør det til et effektivt graveredskab. Sandboaens øjne og næsebor sidder desuden højt på hovedet, så den kan ligge næsten helt nedgravet og stadig være i stand til at se og trække vejret. Det er dog ikke kun sand, den kan finde på at gemme sig i. Sandboaen ser også sten, sprækker og efterladte huler fra andre dyr som glimrende gemmesteder.
Sandboaen er en relativt lille kvælerslange på 50-90 cm. Hannen er markant kortere og mindre kraftig end hunnen, men han har til gengæld en længere hale. Når mørket falder på, vågner sandboaen og giver sig til at spejde efter føde. Den lever hovedsageligt af små gnavere som eksempelvis mus, rotter og endda de særprægede nøgenrotter, der lever i samme område. Sandboaen takker dog heller ikke nej, hvis der skulle komme et lille firben eller en fugl forbi.
Byttet fanges som regel ved et overraskelsesangreb, hvor sandboaen ligger godt gemt i sandet og venter tålmodigt på, at det skal komme tæt nok på til at hugge. Sker det, vil den enten vikle sin muskuløse krop rundt om det og kvæle det eller simpelthen trække det ned under sandet, hvilket også resulterer i, at det kvæles. Engang imellem spises små byttedyr dog også levende. Går der for lang tid mellem, at byttedyrene kigger forbi, forlader sandboaen sit skjul og jager aktivt i stedet.
Det er ikke altid let at være en sandboahan på frierfødder! Før han overhovedet kan begynde at tænke på at gøre tilnærmelser, må han først finde hunnen - og grave hende fri af sandet! Er hun ikke i parringshumør, tyer han til at bruge et ret smart ”scoretrick”. Nær kønsåbningen har sandboaen, ligesom flere andre slanger, to sporer, der menes at være en form for evolutionære benrester. Disse er størst hos hannen, og det er der en særlig grund til. Han bruger dem nemlig til at stimulere hunnen lige før parringsakten.
Mange tror, at alle krybdyr lægger æg, men det er langt fra tilfældet. Sandboaen er en såkaldt vivipar art. Det betyder, at æggene klækker inde i kroppen, og ungerne fødes levende. Det sker som regel i foråret eller tidlig sommer efter en drægtighedsperiode på 4-5 måneder. Der fødes 10-20 unger i et enkelt kuld, og ved fødslen er ungerne kun omkring 20 cm lange og vejer lige knapt 10 gram. De er meget lyse, men deres farve intensiveres i takt med, at de bliver ældre, og når de bliver kønsmodne i 2-3 års alderen, har de fået samme kraftige og smukke farver som forældrene. Det er usikkert, hvor gammel sandboaen bliver i naturen, men i fangenskab bliver den typisk omkring 10 år.