Biologi
Da den schweiziske zoolog Emil Goeldi første gang så den ejendommelige kejsertamarin, slog det ham, at dens store, buskede ”overskæg” havde en slående lighed med den tyske kejser Wilhelm II. Han kaldte den derfor kejsertamarin – nok mest som en spøg, men navnet blev hængende.
Der er dog et stykke vej fra kejser Wilhelm IIs imperium til kejsertamarinens naturlige levested. Den er relativt vidt udbredt i det område af Amazonas regnskoven, der strækker sig fra det sydøstlige Peru til det nordvestlige Bolivia og Brasilien. Her holder den til i de øverste trækroner, ofte i mere end 10 meters højde, og kommer kun sjældent ned på jorden.
Selvom kejsertamarinen kun vejer 300-500 gram, springer den fra gren til gren og træ til træ med stor elegance. Dens lange hale hjælper den til at holde balancen og styre retningen, og på fingrene har den klør i stedet for negle (dog med undtagelse af tommelfingrene), der giver et godt greb på de ofte glatte træstammer.
Kejsertamarinen lever i en form for udvidet familiegruppe på op til 15 individer, hvor en enkelt dominerende hun, ofte den ældste, leder flokken og er den eneste hun, der yngler. Hun parrer sig til gengæld gerne med flere hanner. På den måde sikrer hun, at hun har mere end én babysitter til sine unger. Det er nemlig hannerne, der har hovedansvaret for de unger, der måtte komme. Og jo flere hanner hun parrer sig med, jo flere hanner har interesse i at sikre ungernes overlevelse, da hver enkelt han jo har en chance for, at det lige netop er hans gener, der føres videre.
Kejsertamarinen er drægtig i omkring 4,5 måneder, og selve fødslen er timet således, at den falder i regntiden (april til juli), hvor tilgængeligheden af føde er på sit højeste. Selvom kejsertamarinen kan føde helt op til 3 unger ad gangen, får den oftest tvillinger. Og selvom de nyfødte unger er helt hjælpeløse, er der gods i dem! Ved fødslen vejer hver unge omkring 35 gram – det svarer til, at vi mennesker skulle føde ikke bare én men hele to 6 kg tunge babyer ad gangen!
Heldigvis er hunnen som bekendt ikke alene om at passe ungerne. Alle de potentielle fædre skiftes til at groome og bære rundt på ungerne – de er meget beskyttende overfor dem og alarmerer højlydt, hvis de føler, at der er fare på færde. Disse alarmkald kan høres over 150 meter væk. De ældste hununger i flokken hjælper også gerne til med pasningen, men deres primære opgave er at rengøre ungerne.
Fordi kejsertamarinernes yngelpleje er så omfattende, er ungernes chance for at overleve meget stor. Faktisk udgør dét at falde ned fra trækronerne, når ungerne for alvor begynder at udforske omverdenen på egen hånd i 5-25 ugers alderen, den største fare mod dem. Ungerne fravænnes efter 2-3 måneder men bliver først kønsmodne, når de er omkring 16-20 måneder gamle.
I forhold til sin størrelse vejer kejsertamarinen ikke særlig meget, og det er en stor fordel for den, når den skal søge føde. Dens lave vægt giver den nemlig mulighed for at bevæge sig ud på selv helt tynde grene, uden at de knækker, og den kan derfor få fat i føde, andre tungere aber må gå udenom. Kejsertamarinen er absolut ikke kræsen og spiser alt fra frugt, blomster, nektar og træsaft til æg, insekter og små krybdyr og gnavere.
Faktisk samarbejder kejsertamarinen jævnligt med Weddell’s brunryggede tamarin (Saguinus fuscicollis weddelli), når der skal mad på bordet. Den brunryggede tamarin er mindre, bedre og hurtigere til at finde frem til føden, så kejsertamarinen holder sig ofte på tæt den. Den kan endda finde på at bruge sin størrelse til at skræmme den brunryggede tamarin væk, når den har fundet noget at spise, og så snuppe maden lige for øjnene af den. Oftest holder de to arter sig dog i hvert sit kronelag – kejsertamarinen i det øverste lag (>10 meters højde) og den brunryggede tamarin i det nederste lag (<10 meters højde) – så de ikke har fysisk kontakt men stadig kan se, høre og hjælpe hinanden.
Men hvad får den brunryggede tamarin egentlig ud af samarbejdet? Beskyttelse! Kejsertamarinen er meget årvågen og hurtig til at alarmere ved selv den mindste fare. Så den vil ofte opdage potentielle farer langt før den brunryggede tamarin. Og så er jo bare en fordel at være mange sammen. Så er der flere øjne til at spotte både føde og fjender – og fjender er der nok af i form af vildkatte, vildhunde, slanger og rovfugle.
