Biologi
Når mørket falder på i de tropiske, vestafrikanske regnskove, begynder det at pusle i underlaget og myldre frem med kejserskorpioner på jagt efter føde. Og så er der nok mange, der ville tage benene på nakken! Kejserskorpionen har det nemlig med at få nakkehårene til at rejse sig hos rigtig mange mennesker, hvilket sandsynligvis hænger sammen med dens størrelse. Mange tror nemlig fejlagtigt, at størrelse og giftighed hænger sammen, men det er langt fra tilfældet.
Kejserskorpionen måler 20 cm fra hoved til halespids og er således en af verdens største skorpioner. Den overgås umiddelbart kun af den indiske skovskorpion (Heterometrus swammerdami), der bliver 3 cm længere. I forhold til kropsstørrelsen indtager kejserskorpionen dog førstepladsen i at have de største og mest kraftige klosakse. De er enorme og har desuden en ruflet overflade, hvilket giver dem et godt og solidt greb om byttet. Kejserskorpionen bruger derfor primært klosaksene, når den skal fange et potentielt måltid.
Sansehår på både klosakse og hale samt særlige kam-formede sanseorganer (pectiner), der sidder på bugen bag det fjerde benpar, hjælper kejserskorpionen til at opfange vibrationer fra byttet og således spore sig ind på det – en nyttig evne, når man som kejserskorpionen har et meget dårligt syn. Disse pectiner er større hos hannerne end hunnerne.
Kejserskorpionen er ikke kræsen og spiser alt fra insekter (i særdeleshed termitter) og andre hvirvelløse dyr til små gnavere og firben, som den enten jager aktivt eller fanger ved et overraskelsesangreb. Dens næsten sorte ydre skelet (exoskelet) gør den svært at se om natten, hvor den jager, så byttedyrene når nærmest ikke at opdage det, før de bogstavelig talt ”sidder i saksen”. Selve fordøjelsen af byttet begynder udenfor kroppen ved, at kejserskorpionen først parterer det med klosaksene og herefter findeler det med nogle ”mini-klosakse” (chelicerer) i munden samtidig med, at den søler det ind i fordøjelsesvæske fra mundhulen.
Ligesom alle andre skorpioner har kejserskorpionen en bevægelig hale, der for enden har en giftkirtel og giftbrod til at levere giften. Hvor kraftig giften er, varierer fra art til art. En tommelfingerregel lyder, at klosaksenes størrelse hænger direkte sammen med, hvor stærk en gift skorpionen har: Jo større klosakse, des svagere gift og omvendt. Har en skorpion store, stærke klosakse har den ikke brug for en stærk gift til at dræbe byttet. Den flår det bare i stykker. Har den til gengæld små klosakse, er der risiko for, at byttet vrider sig løs og stikker af, og så er det en fordel at have en stærk gift. Denne tommelfingerregel er dog noget usikker og skal tages med et gran salt.
For kejserskorpionens vedkommende passer reglen dog ganske godt. Dens gift er nemlig meget mild og langt fra skadelig overfor mennesker – med mindre at personen er allergisk. De, som har prøvet at blive stukket af en kejserskorpion, siger, at det mest af alt minder om et hvepsestik. Det skulle eftersigende være langt mere smertefuldt at blive nappet af klosaksene. Ikke desto mindre er giften kraftig nok til at skræmme fjender som fugle, flagermus og andre pattedyr, firben, skolopendre og edderkopper væk. Kejserskorpionen foretrækker dog at flygte frem for at angribe, når den føler sig truet. Er det ikke muligt, indtager den en meget truende positur med løftede klosakse og halen krummet ind over kroppen, så den er klar til kamp.
Klosaksene tages også i brug, når hannen vover sig ud i forførelsens kunst. Kejserskorpioner yngler året rundt, og selve kurmageriet starter med, at hannen forsigtigt nærmer sig hunnen, griber fat om hendes klosakse med sine egne og nærmest danser rundt med hende. Når han har fundet et passende sted, placerer han en spermatofor (en lille pakke med sæd) på underlaget og fører hunnen hen over den, så hun kan befrugte sine æg. Så snart parringen er overstået, skynder hannen sig væk. Ligesom hos visse andre spindlere og insekter kan hunnen nemlig finde på at æde hannen. Det er jo godt at få sig lidt ekstra næring at stå imod med, når man skal til at være mor til mange!
Æggene udruges inde i kroppen, og efter 7-9 måneder fødes mellem 10-35 unger. Lige inden fødslen er hunnen så stor og udspilet, at den lyse membran mellem kroppens segmenter bliver synlig. Det er altså ikke kun mennesker, der får strækmærker! Ungerne er helt hvide, når de bliver født. Deres ydre skelet er blødt, og de er meget sårbare. De kravler derfor øjeblikkeligt op på hunnens ryg, og her sidder de trygt og godt – i hvert fald lige indtil skorpionmor selv trænger til en lille snack!
Det er hårdt arbejde at skulle bære rundt på, fodre og forsvare helt op til 35 unger, så hunnen kan godt få brug for at få fyldt depoterne lidt op undervejs – og så er det jo nærliggende at tage det, der er lettest tilgængeligt, nemlig ungerne. Hvis det er det, der skal til for at få energi til at tage sig af resten af ungerne, er det vel slet ikke så dumt endda at æde et par stykker! Ungerne, hvis de vel at mærke overlever, bliver på hunnens ryg, indtil de er store nok til at klare sig selv, hvilket sker omkring første hamskifte. De bliver dog først kønsmodne, når de er omkring 4 år gamle.
Ungerne fødes som nævnt hvide men skifter gradvist farve i løbet af de første måneder af deres liv. De bliver helt sorte ligesom forældrene. Lyser du på dem med en såkaldt blacklight pære, sker der imidlertid noget – de bliver selvlysende! I kejserskorpionens ydre skelet findes nemlig et særligt protein, der reflekterer det ultraviolette lys fra blacklight pæren. Dette lys er ikke synligt for det menneskelige øje, men når det rammer proteinet i kejserskorpionens skelet, vil det fluorescere og blive synligt for os.
Hvorfor, kejserskorpionen har udviklet denne egenskab, vides ikke. Nogle tror, at det hjælper den til at genkende andre kejserskorpioner, mens andre er mere overbevist om, at den bruger evnen til at blænde potentielle byttedyr. Andre igen har foreslået, at det beskytter den mod solens stråler. Der er dog ikke fundet bevis for hverken den ene eller andre teori. På nuværende tidspunkt tyder meget faktisk på, at det simpelthen bare er et tilfældigt evolutionært træk uden nogen egentlig funktion.
