Biologi
I den frodige, sydamerikanske regnskov lever en kat, der i størrelse kun overgås af tigeren og løven. Dens bid er så kraftigt, at den kan knuse kraniet på selv store pattedyr og bide gennem skjoldet på en landskildpadde og andre pansrede krybdyr uden problemer – og nu kan den opleves i Randers Regnskov!
Jaguaren er uden sammenligning den største kat i både Nord-, Mellem- og Sydamerika. Mange vil nok mene, at den af udseende ligner leoparden, og det er ikke helt forkert. Langt de fleste jaguarer har, som leoparden, en lys, gullig pelsdragt med mørke pletter eller ”rosetter”, som de også kaldes. Rosetterne er dog forskellige hos de to arter. Der findes også et stort antal sorte jaguarer - faktisk udgør de omkring 6 % af bestanden i naturen. En sort jaguar kaldes populært for en panter, men jaguaren har ikke eneret på dette populærnavn. Sorte leoparder bliver nemlig også kaldt for pantere. Betegnelsen panter bruger altså ikke om en bestemt art men derimod om sorte dyr fra katteslægten Panthera, der udover jaguaren og leoparden også omfatter tigeren og løven. Sorte tigere og sorte løver er dog umiddelbart ikke noget, der forekommer i naturen.
Udover forskellen i rosetternes udformning adskiller jaguaren og leoparden sig også fra hinanden ved, at jaguaren er noget større og langt mere kraftig bygget. Jaguaren vejer typisk mellem 60-130 kg afhængigt af, om det er en han eller en hun. Hannerne er typisk 10-20 % større end hunnerne, men ellers ligner de to køn hinanden. Der er set enkelte individer på helt op til 160 kg, men det hører til sjældenhederne. I forhold til kropsstørrelsen har jaguaren en relativt kort hale og korte men kraftige ben – tilpasninger der tillader den med overraskende stor elegance at bevæge sig rundt i den tætbevoksede regnskov, der ikke altid er lige fremkommelig.
Den sydamerikanske regnskov er dog ikke det eneste sted, hvor man kan være heldig at møde jaguaren. Den har et meget stort udbredelsesområde, der spænder helt fra det sydlige Arizona i USA til det nordlige Argentina i Sydamerika – det svarer til et areal på godt 8.75 millioner km2. Jaguaren trives således i mange forskellige typer klima og habitat – lige fra savanne til regnskov. Hovedparten af bestanden (omkring 88 %) lever dog i de tropiske regnskovsområder i det nordlige Sydamerika og Mellemamerika, da jaguaren foretrækker varme, fugtige miljøer med tæt skov, den kan gemme sig i. Som en af de få katte udover tigeren er jaguaren desuden meget glad for vand, og den foretrækker derfor at leve nær floder, søer eller andre vådområder. Den er en god svømmer og tager gerne en dukkert i ny og næ.
Jaguarens store, muskuløse krop er ikke bygget til høj fart, og den kan således ikke løbe specielt hurtigt over lange afstande som fx geparden. Frem for at løbe efter sit bytte laver den i stedet et overraskelsesangreb. Dens plettede pelsdragt yder en særdeles effektiv kamuflage, så selvom jaguaren er stor, har den ingen problemer med at gemme sig for byttedyrene og snige sig ind på dem.
Jaguaren er ikke kræsen! Den er et såkaldt opportunistisk rovdyr, der spiser, hvad den kan få fat i. På nuværende tidspunkt har man registreret over 85 forskellige dyrearter på menukortet – store som små. Mindre byttedyr dræbes ved, at jaguaren bider byttet i halsen og lukker af for luftvejene, som det ses hos mange andre kattedyr. Skal den nedlægge et stort byttedyr som fx en tapir eller et flodsvin, bruger den ofte en anden taktik, der menes at være unik for jaguaren. Den springer op på ryggen af byttet og bider det direkte i kraniet, der gennemtrænges af de lange, kraftige hjørnetænder. Jaguaren har nemlig et særdeles kraftigt bid og nogle meget lange hjørnetænder i forhold til andre rovdyr. Den kan bide med en kraft på helt op til 2.000 psi – det er over dobbelt så hårdt som en løve, hvis det betragtes relativt til kropsstørrelsen. Det kraftige bid gør den i stand til at nedlægge byttedyr på helt op til 300 kg og endda bide igennem skjoldet på en stor landskildpadde og andre pansrede krybdyr.
I manges øjne lever jaguaren en ensom tilværelse. Den er en såkaldt solitær art, der lever alene og kun mødes med andre artsfæller, når to skal blive til flere. Den danner store territorier på omkring 25-38 km2 for hunnernes og lige knapt det dobbelte for hannernes vedkommende. Man er sjældent i tvivl, om et område allerede er optaget, da jaguaren er flittig til at afmærke sit territorie med både urin, fæces, ”scrape marks” og højlydte brøl.
Hunjaguarer bliver kønsmodne i en alder af 1-2 år, men hannernes først når kønsmodenhed i 2-3 års alderen. Når hunnen er klar til at blive parret, forlader hun sit territorie og begynder at udsende særlige parringskald morgen og aften. Det sker typisk i december til marts måned. Hunnens kald lokker flere rivaliserende hanner til, og det hænder, at de må kæmpe om hunnens gunst. Egentlige fysiske kampe mellem hanner er dog sjældne, da de som regel kan nå til enighed ved at ”snakke om tingene”. De kan med andre ord tage nogle meget højlydte ”diskussioner”, hvor der ”brøles om kap”.
91-111 dage efter parringen fødes 1-4 små, blinde killinger, der er fuldstændig afhængige af moderen. Faderens rolle er helt anderledes. Han deltager ikke i pasningen og opdragelsen af killingerne - tværtimod! Så snart parringen er overstået, skynder han sig væk. En drægtig hun eller en hun med killinger er temmelig lunefuld og ser helst, at faderen og andre hanner for den sags skyld holder sig langt væk fra hende. Killingerne begynder så småt at kunne klare sig selv, når de er omkring 3 måneder gamle, men de bliver som regel hos moderen i væsentlig længere tid - i særdeleshed hunnerne. I naturen lever jaguaren ikke meget længere end 11-12 år, mens den i fangenskab kan blive op til 25 år gammel.
