Biologi
Bevares! Vi kan jo alle komme til at spise lidt for meget en gang imellem! Ja, endda langt mere, end vi har behov for. Men ligefrem at blive opkaldt efter en af de syv dødssynder for det, er måske lige at stramme den. Ikke desto mindre er det, hvad der er sket for jærven, hvis videnskabelige navn Gulo gulo direkte oversat betyder fråseri
– faktisk dobbelt op på fråseri!
Men er dette knapt så flatterende navn virkelig berettiget? I en vis grad ja – men med god grund! Når man lever på de nordligste breddegrader, hvor klimaet er barsk og omskifteligt, og hvor der kan gå lang tid mellem måltiderne, gælder det om at labbe i sig, når muligheden byder sig.
Engang var jærven langt mere udbredt, end den er i dag, hvor den primært lever i de øde, fjerntliggende områder domineret af nåleskov i Alaska, det nordligste Canada, Skandinavien og Finland samt Rusland, Kasakhstan og Mongoliet. Faktisk har der også levet jærv i Danmark indtil for ca. 10.000 år siden, hvor den forsvandt nogenlunde samtidig med rensdyrene, da klimaet blev varmere, skovene tættere, og der kom flere mennesker. For jærven trives absolut bedst i store, kolde og uforstyrrede områder.
Navnet ”jærv” lyder måske fremmed i dine ører? Artens engelske navn ”wolverine” klinger nok mere velkendt? Marvel Comics gjorde i hvert fald jærven kendt med sin verdensberømte superhelte-karakter Wolverine med de lange, drabelige klør, supersanser og en fysik ud over det sædvanlige. Og vi kan godt forstå, at Marvel valgte liget netop jærven som inspirationskilde.
For jærven er et af nordens absolutte toprovdyr!
Stor og mægtig er jærven ikke, men den er usædvanlig stærk for sin størrelse. Den kan veje 9-30 kg og måle 75-130 cm fra snude til halespids, og den er således et af de største medlemmer i mårfamilien Mustelidae, som den hører til. Hannen er markant større end hunnen (10 % i kropslængde og 30 % i vægt), men ellers ligner de to hinanden.
Pelsen er meget lang, tyk og vamset og indeholder en vandskyende olie, der sammen gør den meget isolerende og modstandsdygtig overfor frost. Kropsbygningen er kompakt med et lavt tyngdepunkt, kort hale og korte, kraftige ben udstyret med enorme poter og trædepuder, der virker som snesko, samt lange, skarpe klør, der i en vis grad kan ”foldes ind”, når de ikke er i brug. En anden tilpasning til livet i det kolde nord er jærvens måde at bevæge sig på. Den træder næsten helt fladt med foden (den har en såkaldt semi-plantigrad gang), hvilket fordeler vægten bedre og gør den mere stabil på et ustabilt underlag – som sne!
Jærven er både god til at klatre og svømme, men nogen hurtigsprinter er den ikke. Dens absolutte topfart overstiger sjældent 15 km/t. Den er til gengæld meget udholdende og kan løbe 10-15 km uden at skulle holde pause. Faktisk er det ikke unormalt for jærven at bevæge sig helt op til 45 km i løbet af et døgn i sin søgen efter føde.
På fast grund kan de fleste større byttedyr altså godt løbe fra jærven. Et rensdyr kan eksempelvis sagtens nå op på 60-80 km/t, når det er på flugt. Anderledes ser det ud, når underlaget er dækket af sne. Da er jærven på hjemmebane! Modsat jærven, synker byttedyrene ofte ned i sneen, bliver fanget i og immobiliseret af det - og så er de lige til at hapse!
Og det er her årsagen til jærvens videnskabelige navn, der som bekendt oversat betyder ”fråseri fråseri”, skal findes!
Jærven kan nemlig under de rette vejrforhold nedlægge et byttedyr, der er fem gange større end den selv, da den har et meget kraftigt bid i stand til at knuse knogle og tænder. Og det virker måske lidt som noget fråseri! Men når man er et mellemstort pattedyr, ovenikøbet et rovdyr, der tilbringer hele livet i et arktisk klima, skal der noget mad indenbords for at kunne holde varmen.
Når det er sagt, er det langt fra altid, at jærven spiser hele byttet på én gang. Den lever jo nærmest inde i én stor fryser, så en stor del af byttet bliver ofte gravet ned i sneen og gemt til senere. Her kan det ligge i lang tid uden at blive fordærvet.
Men hvordan sikrer man, at der ikke er andre, som stjæler det? Man tisser på det eller smører det ind i et meget ”potent” og ildelugtende sekret fra analkirtlen – i hvert fald hvis man er en jærv! Den duftmarkerer sit forråd, og det virker! Lugten er tilsyneladende så fæl, at jærven har fået de engelske øgenavne ”skunk bear” og ”nasty cat”. Du tænker måske ”EEEEEWWWWW”? Men vi mennesker er faktisk ikke så anderledes endda. Hvis du har noget lækkert, du ikke vil dele, har du så ikke en gang imellem slikket på det for at få andre til at holde snitterne væk?
Når man lever i et så til tider barsk klima som jærven, kan man ikke tillade sig at være kræsen. Man må spise det, man kan finde. Stort som småt, levende som dødt. Jærven er en såkaldt opportunist, der ikke kun jager aktivt. Den spiser også gerne rødder, bær, æg og ådsler – og har ingen kvaler ved at stjæle andres bytte. Selv ikke fra potentielt farlige dyr som bjørne, pumaer og ulve. Den er ligefrem afhængig af andre større rovdyrs bytte, når vejrforholdene forhindrer den i selv at jage aktivt. Jærven har en meget veludviklet lugtesans og kan således lugte ådsler på lang afstand – selv hvis de er dækket af et tykt lag sne. Dens hørelse er også ganske god, men den har til gengæld et relativt dårlig syn.
At have modet til at tage kampen op med rovdyr langt større end sig selv kræver et helt særligt temperament, og det har jærven. Den har ry for at være lidt af en hidsigprop for at sige det lige ud! Af samme grund har den kun ganske få naturlige fjender som ulven, pumaen, sort- og brunbjørnen og kongeørnen. Det er dog primært unge, uerfarne eller svage jærve, der står for skud.
Jærven er lidt af en enspænder, der lever alene og bruger en stor portion energi på at hævde sit territorium – igen ved at duftmarkere det med urin og sekret fra analkirtlen. Det er kun i ynglesæsonen, der ligger fra maj til august, at den mødes med andre artsfæller. I den periode opholder hannerne sig i nærheden af hunnerne, men det er sidstnævnte, som tager initiativ til parringen. Jærven er polygam, og hannen parrer sig således med flere forskellige hunner i ynglesæsonen.
For jærven er det ikke helt ligegyldigt, hvornår man vælger at udvide familien. Tidspunktet kan ligefrem være afgørende for, om ungerne overlever eller ej. Jærven er derfor så smart indrettet, at den efter selve parringen kan udskyde fødslen af ungerne, hvis tidspunktet ikke er gunstigt i forhold til vejret og mængden af føde. Denne strategi kaldes for forlænget drægtighed og betyder, at der efter befrugtningen af ægget indtræder en pause på op til 6 måneder i udviklingen af fostret, så den samlede drægtighed bliver forlænget. Jærven kan altså være drægtig i alt mellem 120-272 dage.
Inden ungerne kommer til verden, hvilket typisk sker fra starten af februar til første halvdel af marts, bygger hunnen en form for rede i sneen. Den kan være flere meter dyb. Her føder hun 2-3 unger. Ved fødslen vejer ungerne kun omkring 85 gram hver, de har lukkede øjne men er til gengæld helt dækket af en hvid pels, der får dem til at falde i ét med omgivelserne. Pelsen begynder dog allerede at skifte farve og blive grålig efter et par uger og bliver så gradvist mørkere og mørkere. Når ungerne er omkring 7-8 uger gamle, er de helt mørkebrune med lyse markeringer som deres forældre.
Selvom ”farmand” godt kan finde på at kigge til dem i ny og næ, er det næsten udelukkende hunnen, der tager sig af ungerne. De vokser dog hurtigt, og allerede efter 3 måneder er de fravænnet og spiser fast føde. De bliver dog først helt selvstændige, når de er omkring et halvt år gamle, og fuldt udvoksede efter yderligere 6 måneder. Selvom de kan klare sig selv, er det ikke unormalt, at ungerne fortsætter med at leve hos deres mor, indtil de selv bliver kønsmodne og klar til at stifte deres egen familie i 2-3 års alderen.
I naturen bliver jærven kun omkring 5-7 år gammel, mens den i fangenskab bliver noget ældre – op til 17 år gammel, måske endda ældre.
