Biologi

Indlandstaipanen er ganske vist hverken den største eller mest iøjefaldende af alle landlevende slanger, men tag ikke fejl! Den er uden sammenligning den giftigste. I et enkelt bid har den gift nok til at slå 250.000 mus, 100 voksne mennesker eller to afrikanske elefanter ihjel. Den har derfor fået det berygtede populærnavn ”fierce snake” blandt lokalbefolkningen. Indlandstaipanens gift er en uhyre kraftig nervegift (taipoxin), der forhindrer nerveimpulserne i at nå frem, så nerverne og dermed musklerne lammes. Da hjertet også er en muskel, vil giften medføre hjertestop i løbet af ganske kort tid.

Indlandstaipanen måler 180-250 cm og findes udelukkende i de tørre og golde områder af det centrale og østlige Australien. Vejrforholdene her er meget barske, og temperaturen kan svinge voldsomt. Som en tilpasning hertil er indlandstaipanen i stand til at skifte farve. Den er normalt ensfarvet brun, men står solen højt fra en skyfri himmel, gør den sig lysere, mens den på køligere dage gør sig næsten sort, så den bedre kan absorbere varmen fra sollyset. Man kan altså sige, at indlandstaipanen på en måde har en sommer- og vinterfarvedragt. Han og hun ligner hinanden til forveksling bortset fra, at hannen er en smule større, hvilket er atypisk for krybdyr generelt.

Selvom mange er af den overbevisning, at indlandstaipanen har udviklet sin gift med det ene formål at forsvare sig, er det ikke tilfældet. Faktisk har indlandstaipanen ingen naturlige fjender, og giftens primære formål er derfor ikke forsvar men derimod byttefangst. Giften kan desuden hjælpe indlandstaipanen med at fordøje byttet, da den indeholder enzymer ligesom spyt.

Indlandstaipanen er ikke kræsen men foretrækker at spise små pattedyr som gnavere og muldvarpe. Den jager som regel i de tidlige morgentimer, inden varmegraderne bliver alt for høje. Dog tilpasser indlandstaipan sin døgnrytme efter vejret. I vinterhalvåret, hvor temperaturen er relativt lav, jager den som regel om dagen, mens den i sommerhalvåret jager om natten for at undgå at få hedeslag.

Når der skal mad på bordet, gemmer indlandstaipanen sig i en forladt hule eller sprække i jorden, hvor den venter tålmodigt på, at et bytte skal komme tæt nok på til at angribe. I modsætning til andre giftslanger, der som regel kun leverer ét dødbringende bid, er indlandstaipanen kendt for at bide sit bytte helt op til syv gange. Hvorfor, vides ikke.

Indlandstaipanens ynglesæson ligger mellem juli og december måned. Efter parringen opsøger hunnen et gennemsted, hvor hun kan lægge sine æg i fred for potentielle æggetyve. Æggene klækker efter godt 2 måneder, og selvom de nyklækkede unger kun er 30-40 cm lange, skal man ikke undervurdere dem. De er nemlig nøjagtig ligeså giftige som deres voksne artsfæller.

Relation til mennesker

Selvom indlandstaipanen er verdens giftigste landlevende slange, er det ikke en slange, som de lokale går rundt og frygter. Den lever nemlig i et område, hvor der stort set ikke bor mennesker, så det er sjældent, at mennesket overhovedet stifter bekendtskab med den. Indlandstaipanen er desuden en slange, der foretrækker at flygte frem for at angribe. Det koster meget energi at producere gift, så det er med at spare på de dyrebare dråber.

Af disse grunde er det uhyre sjældent, at mennesker bliver bidt af den, og ingen bid har på nuværende tidspunkt resulteret i dødsfald. Det skyldes, at der i Australien er rigtig gode behandlingsmuligheder. I Australien Reptile Park og Commonwealth Serum Laboratories i Melbourne har man nemlig lavet en meget effektiv modgift til behandling af bid fra indlandstaipanen. Modgiften laves ved, at man tapper en lille smule gift fra en levende indlandstaipan, fortynder giften betydeligt og sprøjter den ind i et dyr, der reagerer ved at lave antistoffer. Antistofferne indsamles ved at tage en blodprøve fra dyret, der renses, og kan nu bruges som modgift.

Selvom Australien er hjemsted for nogle af verdens mest giftige slanger, er det altså et af de lande i verden, hvor der sker færrest dødsfald. Faktisk sker der kun 2-4 dødsfald om året som følge af giftslangebid, og alle tilfælde skyldes bid fra tigerslangen (Notechis scutatus) og den østlige brunslange (Pseudonaja textilis) og altså ikke indlandstaipanen. Til sammenligninger er der i Indien 10.000 – 12.000 mennesker årligt, som dør af giftslangebid. Det skyldes dels, at giftslanger og mennesker lever side om side her, og dels at behandlingsmulighederne er meget dårlige.