Biologi
Der er ikke mange, der tør nærme sig den indiske fugleedderkop, selvom den ikke har nældehår ligesom mange andre fugleedderkopper. Den har nemlig en særdeles kraftig gift. Men faktisk behøver den slet ikke at bide for at skræmme fjenderne væk. Den viser bare bagsiden af sit første benpar, der er fyldt med gule og sorte striber, der tydeligt fortæller, at der er fare på færde – ligesom når vi mennesker sætter advarselstape op. Og det er en advarsel, der skal tages seriøst!
Af de omkring 900 arter af fugleedderkopper, der findes på verdensplan, ligger den indiske fugleedderkop i toppen af skalaen over de mest giftige og dermed potentielt farlige. Og så hjælper det heller ikke, at den er hurtigt som en ninja og tilmed har et temmelig lunefuldt temperament. Ligesom mange andre dyr foretrækker den at flygte frem for at angribe, men føler den sig trængt op i en krog, tøver den ikke med at bide.
Giften indeholder bl.a. store mængder af enzymet hyaluronidase, men det, der for alvor gør biddet så alvorligt, er mængden af gift, der sprøjtes ind. Den indiske fugleedderkop sparer ikke på de dyrebare dråber! Og det hænger sandsynligvis sammen med dens levevis.
Den indiske fugleedderkop er udbredt i det meste af Indien og tilbringer størstedelen af sit liv i huller og sprækker oppe i træerne, hvor den lever af de insekter, der flyver forbi. Det er derfor afgørende, at giften dræber byttet i det øjeblik, det bliver bidt, da der ellers er stor risiko for, at det når at flyve væk og i stedet ender som måltid for en anden end fugleedderkoppen selv. Det ville jo være spildt arbejde! En gang imellem snupper den indiske fugleedderkop også en mus, men det kræver alligevel en vis størrelse at overmande et så stort bytte.
Den indiske fugleedderkop kan blive meget stor – i særdeleshed hunnen, der kan måle helt op til 22 cm fra ben til ben. Hannen er slankere og noget mindre men har til gengæld markant længere ben end hunnen, og det er ikke uden grund. Han må nemlig ofte løbe for livet både før og efter parringen!
Når hannen skal forføre hunnen, nærmer han sig forsigtigt, mens han trommer løs med forbenene. Er hun ikke i parringshumør, når han gør sine tilnærmelser, kan det ende rigtig galt, da hun snarere ser ham som en snack end en mage. Lader hun sig alligevel forføre, skal han stadig ikke føle sig alt for sikker. En nybagt mor har jo brug for masser af næring for at få energi til at passe alle ungerne! Så det sker altså indimellem, at hunnen kommer til at æde hannen.
Selve parringen foregår ved, at hannen spinder et lille spind, hvor han lægger en klat sæd og efterfølgende smører det på to benlignende vedhæng foran benene. Disse kaldes pedipalper og bruges til at overføre sæden til hunnens kønsåbning, der sidder på undersiden af hendes bagkrop. Hos mange arter af fugleedderkopper har hannen to ”sikkerhedskroge” på det første benpar, som han bruger til at holde fast i hunnens gifttænder, så hun ikke bider ham under parringen. Det har hannen hos den indiske fugleedderkop til gengæld ikke, så han må være yderst opmærksom og gå forsigtigt frem, hvis han vil slippe med livet i behold.
Efter parringen lægger hunnen en ægsæk, og ud af den kommer helt op til 70 små fugleedderkopper, som hun beskytter med liv og sjæl i deres første spæde levetid. Hanungerne bliver allerede kønsmodne efter 12-18 måneder, mens der som regel går 24 måneder for hunungernes vedkommende. Hunnen udvikles altså noget langsommere end hannen, hvilket formodentligt hænger sammen med, at hun bliver markant ældre – helt op til 15 år, mens hannen sjældent bliver mere end 2-3 år gammel. Om hunnens tendens til at æde hannen i forbindelse med parringen trækker hans gennemsnitlige levealder ned er uvist.
I modsætning til de fleste andre fugleedderkopper, der er enspændere og absolut ikke trives i selskab med andre artsfæller, sker det en sjælden gang imellem, at den indiske fugleedderkop vælger at leve i små grupper. Det fungerer dog som regel kun, hvis individerne i gruppen er vokset op sammen, eller hvis der er mangel på egnede levesteder. I så fald kan ikke-beslægtede dyr også finde på at dele bolig. Som oftest lever den indiske fugleedderkop dog alene.
Der er faktisk også set enkelte tilfælde, hvor den indiske fugleedderkop lever side om side med visse arter af trælevende frøer. Det har fået flere til at foreslå, at de lever i en slags symbiose og således drager nytte af hinanden. Fugleedderkoppen beskytter frøerne mod, at de spiser de myrer, der ellers ville angribe fugleedderkoppens æg. Det er dog stadig uvist, hvor udbredt denne levevis er.
Insekter og spindlere har ikke et indre skelet ligesom os mennesker. Deres skelet sidder udenpå kroppen og må derfor skiftes ud takt med, at de vokser. Jo yngre de er, jo oftere sker det. Det gælder også for den indiske fugleedderkop. Når den skal skifte skelettet, lægger den sig på ryggen og kravler ud af det gamle via en lille åbning. På dette tidspunkt er fugleedderkoppen meget sårbar, da det nye skelet først hærder efter 1-3 uger. I mellemtiden er fugleedderkoppen blød som en snegl og kan således hverken spise eller forsvare sig. Den gør derfor sit ypperste for ikke at tiltrække sig opmærksomhed.
