Biologi
Hos den hvidhovedet saki er han og hun så forskellige, at det kan være svært at se, at de er én og samme art. Hunnen er ensfarvet gråbrun, mens hannen er sort med en markant hvid ansigtsmaske, som han bruger til at forføre sin udkårne. Hos aber er en sådan farveforskel mellem han og hun sjælden.
I naturen lever den hvidhovedet saki i fasttømrede par eller i mindre familiegrupper bestående af et forældrepar og 2-3 af deres unger. Alle i gruppen hjælper til med husholdningen og pasningen af de unger, der måtte komme. Sakiaber yngler hele året rundt, og de får som regel kun én unge ad gangen efter en drægtighedsperiode på omkring 165 dage.
Uanset køn fødes sakiunger altid med moderens farvedragt, hvilket gør dem svære at få øje på, når de sidder i moderens tykke pels. Lige efter fødslen kravler ungen op på moderens mave, men i takt med, at ungens vægt stiger, kravler den om på ryggen af moderen efter godt 2 uger. Her sidder den, indtil den fravænnes i en alder af 4 måneder. Er ungen en han, vil den undervejs i en alder af 2 måneder skifte farve til den voksne pelsdragt. Hunnerne forbliver til gengæld brune.
Ungen er fuldvoksen, når den er 3 år gammel. Her vil den forlade familiegruppen for at stifte sin egen familie. Sakiaber danner par for livet, og har de først fundet den rette mage, gør de et stort stykke arbejde for at opretholde interessen for hinanden. De groomer hinanden dagligt, og engang imellem kan man endda høre de to synge en slags duetter for at styrke deres bånd.
Den hvidhovedet saki lever i regnskoven, hvor den tilbringer størstedelen af sit liv i trækronerne. Idet sakiaben er i stand til at springe op til 10 meter fra træ til træ på trods af, at den kun vejer lige knapt 2 kg, kalder de lokale den for ”den flyvende abe”. Sakiabens store, buskede hale fungerer som styrepind og hjælper den med at holde balancen. Halen kan til gengæld ikke bruges til at gribe som hos visse andre abearter.
I regnskoven lever der mange dyrearter på meget lidt plads. Faktisk lever godt halvdelen af alle verdens dyrearter i regnskoven, selvom regnskoven kun dækker et meget lille område af jordens landoverflade. Konkurrencen om at skaffe føde er derfor enorm, hvilket afspejler sig i sakiabens levesteder og spisevaner.
Den sortskæggede saki (Chiropotes satanas) er én af den hvidhovedet sakis største konkurrenter. Begge arter lever hovedsageligt af frugt, og for at undgå unødvendige sammenstød har den hvidhovedet sakiabe specialiseret sig i at spise umoden frugt, hvis seje skal let brydes med sakiens store hjørnetænder, hvor den konkurrerende art udelukkende spiser moden frugt. På den måde kan to konkurrerende arter leve i samme område uden, at der opstår konflikter. Desuden holder den sortskæggede saki hovedsageligt til i det øverste kronlag, mens den hvidhovedet saki foretrækker det mellemste kronlag.
At spise umoden frugt har dog sine ulemper, idet næringsværdien er lavere og indholdet af bitterstoffer større. Den hvidhovedet saki supplerer derfor sin kost med nødder, insekter, mindre pattedyr og fugle. Det er heller ikke ualmindeligt at se sakiaben gnave af termitboer, da disse indeholder en stor mængde jern. De spiser også gerne ler, da dette, udover at indeholde en lang række mineraler, neutraliser de bitterstoffer, den umodne frugt indeholder.
Den hvidhovedet saki er meget territoriel og er ikke sen til at vise sin utilfredshed, hvis en fremmed trænger ind på dens område. Sakiaben vil skyde ryg som en kat, rejse pelsen så den syner endnu større og til sidste begynde at ryste hele kroppen, samtidig med at den brøler højlydt.
