Humlebifisk

Brachygobius nunus

Humlebifisken er en af verdens mindste ferskvandsfisk. Den har fået sit navn på grund af de orange og sorte bånd den har på kroppen ligesom striberne på en humlebi. Desuden svømmer de målrettet rundt i akvariet lidt ligesom en humlebi, der sværmer fra blomst til blomst. I Randers Regnskov lever humlebifiskene i et akvarie i Asienkuplen. Humlebifisk trives bedst i brakvand, derfor tilfører dyrepasserne saltvand fra saltvandsakvariet til humlebifiskenes akvarie.

Biologi

Humlebifisken har ingen svømmeblære. Svømmeblæren hos andre fisk er en lille luftfyldt blære som hjælper fisken til at blive vægtløs i vandet. Fisken ændrer mængden af luft i blæren, alt efter hvor dybt nede den befinder sig.

Humlebifisken har i stedet nogle omdannede bugfinner, som virker som en lille sugekop. Med dem kan den hæfte sig fast på klippeoverflader eller på ruden i akvariet. På den måde behøver den ikke bruge energi på at holde sig oppe i vandet.

Formeringen foregår ved at hannen lokker hunnen ind i en lille hule. Her lægger hun æggene, som sættes fast på loft og sider. Hannen bevogter såvel æg som ungerne i den første tid efter de er klækket.

Relation til mennesker

Humlebifisken kan købes som akvariefisk. Nogle synes det er nogle spændende fisk mens andre mister interessen, da de kan være svære at få til at yngle. Det kan hjælpe at tilsætte havsalt til vandet for at få dem til at yngle. Hannen skifter farve og mister de sorte striber som en del af hans yngleadfærd.

Modtag vores nyhedsbrev

Vi udsender et nyhedsbrev ca. én gang om måneden, så hvis du vil holdes opdateret, udfyld felterne. Det er helt gratis :)