Biologi
Det kræver ikke megen fantasi at se, hvorfor hammerhovedfuglen har fået sit navn. Det kraftige og let kurvede næb og nakkefjerenes udformning giver hammerhovedfuglen en hovedform, der ligner en hammer. Han og hun ligner hinanden – hunnen er blot en smule større.
Hovedformen er dog langt fra det eneste træk, der gør hammerhovedfuglen unik. På trods af visse lighedstræk med hejrer, hvilke hører til blandt hammerhovedfuglens nærmeste slægtninge, er den så særegen, at den er blevet placeret i sin egen familie og slægt med kun én nulevende art. Dog skelnes der mellem to underarter, nemlig S. u. umbretta og S. u. minor, hvor sidstnævnte er en smule mindre og mørkere i farven.
Hammerhovedfuglen er en vadefugl, der lever i de tropiske dele af Afrika, men den er heller ikke ualmindelig at finde på Madagaskar og den Arabiske halvø. Her holder den til nær kyster eller andre vådområder, hvor den fanger frøer, fisk, krebsdyr og endda små gnavere. Ligesom andre vadefugle har den relativt lange ben og tæer, der tillader den at begå sig med lethed i det ofte mudrede terræn. Byttet opspores ved, at hammerhovedfuglen langsomt vader gennem et område. Ser den et bytte, basker den med vingerne for at skræmme byttet af sit skjul.
Hammerhovedfuglen er ikke en udpræget social art, men den ses dog indimellem leve i mindre grupper på 8-10 fugle. Er det tilfældet, udviser de til tider en besynderlig adfærd, hvor samtlige medlemmer af flokken cirkler rundt om hinanden, mens de skræpper op, rejser nakkefjerene og basker løs med vingerne – hvorfor, vides ikke. Det er dog langt mere almindelig at finde hammerhovedfuglen parvis, og når en han og en hun først har dannet par, bliver de typisk sammen resten af livet.
Selvom hammerhovedfuglen ikke vejer mere end lige knapt 500 gram, har den for vane at bygge kæmpestore, massive reder på helt op til 1½ meter i diameter. I relation til dens kropsstørrelse bygger hammerhovedfuglen dermed verdens største rede. Både han og hun hjælper til med at bygge reden, der som regel etableres i et stort, gaffeldelt træ. Først laves en platform af mudder, og herefter bygges redens vægge og loft af mere end 10.000 kviste og blade. Parret slutter af med at bygge en 13-18 cm bred og næsten 60 cm lang tunnel, der fungerer som redens indgang, og pynter gerne redens yderside med farvestrålende objekter.
Når reden langt om længe er færdig, er den solid nok til at bære vægten af en voksen mand. Da hopper parret op på redens tag, cirkler rundt om hinanden, hvorefter parringen finder sted. Der lægges 3-7 æg, der udruges på skift af begge forældre. Efter 28-30 dage klækker æggene, og efter yderligere to måneder er ungerne blevet så store og selvstændige, at de forlader reden.
Hvorfor hammerhovedfuglen bruger så meget energi på at bygge rede, er lidt af en gåde. Reden bygges nemlig som regel først, når en han og en hun allerede har fundet sammen. De bruger med andre ord ikke reden til at tiltrække det andet køn, som det fx ses hos væverfugle. Hvad mere mærkeligt er, at de kan finde på at bygge helt op til fem reder i en enkelt ynglesæson, selvom de kun skal bruge en enkelt. Der er dog andre dyr, der drager nytte af alle disse ”ekstra” reder. Savannehornuglen (Bubo lacteus), Genetter (Genetta sp.), Varaner (Varanus sp.) og spyttekobraen (Naja nigricollis) er blot nogle af de dyr, der ynder at bosætte sig i hammerhovedfuglens rede.
