Biologi
Den gulplettede klippegrævling er et lille, gådefyldt dyr på størrelse med en kat. Dens overfladiske lighed med gnavere gjorde, at den i 1800-tallet blev placeret i familien Procaviidae, der direkte oversat betyder ”Før marsvinet”. Klippegrævlingen har dog hverken noget med marsvin eller grævlinger at gøre. Den er nemlig i familie med noget så uventet som elefanten. Klippegrævlingens slægtskab til andre dyr er dog fortsat til debat.
Klippegrævlingen lever udelukkende i det østlige Afrika, hvor den, som navnet antyder, ynder at holde til på klipper i op til 4000 meters højde. I dette rustikke miljø skal der andre klatremetoder til end i regnskovens trækroner, hvor kløer eller lange fingre er en fordel. Klippegrævlingen har derfor udviklet helt særlige fødder, der giver den et sikkert fodfæste på de stejle og til tider glatte klippevægge.
Selvom klippegrævlings krop er dækket af en tyk gråbrun pels, er fødderne bare og har specielle kirtler, der udskiller en slags klistret sved i håndfladerne. Dette gør, at fødderne nærmest klæber sig fast til underlaget. Musklerne under klippegrævlingens fødder kan derudover trække sig sammen på en sådan måde, at foden suger sig fast på klippen, som om den havde sugekopper under fødderne. Således er klippegrævlingen i stand til at løbe både op og ned af selv lodrette klippesider!
Klippegrævlingen lever i små familiegrupper bestående af én dominerende han, hans harem af hunner og deres unger. Disse familiegrupper lever yderligere sammen i store ikke-relaterede flokke, og der kan således leve op til 100 klippegrævlinger indenfor samme område.
Familiegrupperne ledes af den dominerende han, der har til opgave at løse eventuelle konflikter i gruppen og forsvare den mod fjender. Er der fare på færde, står han stille i adskillige minutter, hvilket gør det sværere for fjenderne at opdage ham. Sker det alligevel, vil han alarmere flokken med højlydte skrig og efterfølgende tage kampen op. Klippegrævlinger er nogle temperamentsfulde små skabninger med selvtilliden i orden. De er udstyret med to sæt store hjørnetænder, der vokser og slides hele livet igennem, så de altid er nyslebne og klar til kamp – og de er ikke sene til at bruge dem. Selv ikke hvis fjenden er en fem meter lang klippepython!
Klippegrævlingens til tider iltre temperament kommer ikke kun til udtryk overfor rovdyr. Fjender af samme art skal også tage sig i akt, hvis de bevæger sig ind på fremmed territorium. For at undgå tvivlspørgsmål om ”ejerskab” har klippegrævlingen en duftkirtel på ryggen, som den bruger flittigt til at afmærke sit territorium og harem af hunner. Hver familiegruppe har sin unikke duft, så der burde ikke herske tvivl, om et område er optaget eller ej.
At leve i en flok giver tryghed, men det har også andre fordele – især når man som klippegrævlingen har svært ved at holde varmen. Selvom klippegrævlingen er et pattedyr, har den en meget primitiv måde at regulere sin kropstemperatur på. I modsætning til krybdyr har pattedyr brug for at holde deres kropstemperatur nær konstant. Størstedelen af den føde, de indtager, bruges derfor til at producere varme. Klippegrævlingen er en smule atypisk, da den ikke kan nøjes med at spise sig til varmen. Ligesom krybdyr må den derfor solbade om dagen og klumpe sig sammen med de andre flokmedlemmer om natten for at holde varmen.
Klippegrævlingens yngleperiode falder på samme tid, som regntiden sætter ind, nemlig i februar/marts måned. 6-7 måneder efter parringen kommer 1-4 unger til verden i den pelsklædte rede, som hunnen har bygget i mellemtiden. Ved fødslen er ungerne meget veludviklede. De har åbne øjne og pels, og bare to uger senere er de i stand til at spise fast føde, og efter yderligere otte uger er de fuldstændig fravænnet.
