Biologi
Nede på bunden af den Sydamerikanske regnskov kan man være heldig at støde på den kun godt 5 cm store gule pilegiftfrø. Trods sin ringe størrelse, betragtes den gule pilegiftfrø som værende verdens giftigste dyr. I sin hud producerer den en særdeles kraftig nervegift, der forhindrer nerverne i at udsende nerveimpulser, hvilket ultimativt fører til hjertestop i løbet af ganske kort tid. Der findes flere arter af pilegiftfrøer, men den gule er næsten 20 gange så giftig som de øvrige arter. Det siges, at én enkelt gul pilegiftfrø indeholder gift nok til at dræbe 10.000 mus eller minimum 10 mennesker.
På grund af sin kraftige gift har den gule pilegiftfrø så godt som ingen naturlige fjender. På nuværende tidspunkt kender man kun til én, nemlig en lille slange med det latinske navn Leimadophis epinephelus. Denne er den eneste kendte art, der er immun overfor pilegiftfrøens gift, og som derfor er i stand til at spise den.
Hvordan, den gule pilegiftfrø er i stand til at producere så voldsom en gift, er fortsat et omdiskuteret emne. Seneste forskning tyder på, at svaret kan findes i en lille bille i Melyridae familien. Den gule pilegiftfrø spiser denne bille med stor velbehag, og meget tyder på, at den bruger visse bestanddele fra denne bille til at lave giften. Pilegiftfrøer, der holdes i fangenskab, og som ikke fodres med deres naturlige føde, mister ofte deres giftige egenskaber, hvilket yderligere understøtter ovenstående teori.
Udover at være giftig er noget af det, der kendetegner pilegiftfrøer generelt, deres smukke, markante farver. Den gule pilegiftfrø er, som navnet antyder, helt gul, men der findes også arter af pilegiftfrøer, der er helt blå, rødlige, plettede og sågar stribede. Som hos mange andre dyr, fungerer pilegiftfrøernes skrappe farver som advarsel og fortæller således deres fjender, at de er giftige og dermed ikke værd at sætte tænderne i.
Mange andre frøer har også advarselsfarver uden at være giftige. Disse frøer snyder dermed deres fjender til at tro, at de er farlige og fjenderne lader derfor frøerne være i fred. Denne form for efterligning kaldes mimikry.
Farver kan dog også bruges til andre formål end at skræmme fjender væk. Mest almindeligt bruges farver som kamuflage, der gør, at dyret nærmest går i ét med sine omgivelser. På den måde har dyret lettere ved at gemme sig. Andre dyr igen bruger farver til at forføre en potentiel mage. Hunner er vilde med farver, men hvorfor egentlig? Jo, en stor, flot farverige han er meget let at få øje på – også for fjender. Er han alligevel i stand til at overleve på trods af sin synlighed, må han have nogle gode gener, og det kan pigerne lide!
