Biologi
Den grønne vandagame ligner umiddelbart en leguan, men modsat leguanerne, der findes i Sydamerika og lever af planter, kommer vandagamen fra Sydøstasien og lever af insekter og andre små dyr. Med sine op til 90 cm er den grønne vandagame desuden en smule mindre.
Vandagamen er dagsaktiv og lever på land men opholder sig også gerne i vand, hvorfor den har fået sit navn. Den har et effektivt redskab, der er anvendeligt på netop både land og i vand – nemlig den meget lange og kraftige hale.
Vandagamen bruger sin hale til at holde balancen med, når den klatrer rundt oppe i træerne, mens den i vandet gør vandagamen til en særdeles dygtig svømmer. Føler vandagamen sig truet lader den sig derfor ofte falde ned i vand for enten at svømme væk vha. halen eller ved at dykke ned, indtil faren er drevet over. De kan være neddykket i lang tid, nogle gange over 30 minutter.
Vandagamen kan dog godt forsvare sig selv, hvis en fjende kommer lidt for tæt på. Den meget lange hale kan nemlig også fungere som en pisk og efterlade store sår, hvis man bliver ramt af den.
Ligesom mange andre krybdyr har den grønne vandagame et tredje ”øje” bagerst på hovedet – det såkaldte ”parietaløje”. Det sidder lige før den hjelmlignende forhøjning, den har på hovedet og ligner mest af alt et lyst skæl. Øjet kan ikke danne billeder men kun sanse lys. Hvis en fjende sniger sig ind på vandagamen bagfra og skygger for solen, kan vandagamen derfor "se" den, selvom de to andre øjne er fikseret på noget helt andet foran den. Det lysfølsomme ”øje” menes også at hjælpe vandagamen med at termoregulere kroppen ved at sanse lysforskelle, så den ved hvornår, det er tid til henholdsvis at solbade og trække sig tilbage.
Det er relativt tydeligt at se forskel på hanner og hunner, idet hannerne er større, har et mere markant og næsten trekantet hoved og længere ”takker” på ryggen end hunnerne. De er desuden ofte mere farvestrålende på halsen, og netop halsen farve er en afgørende faktor, når de skal finde sig en mage.
Jo større og mere farvestrålende en han er, jo mere attraktiv er han. Møder en parringsvillig han en hun, vil han derfor ofte strække og puste den farvestrålende hals op, mens han bevæger hovedet op og ned, for at syne større og dermed mere attraktiv. Accepterer hunnen hans kurmageri, skyder hun ryg, hvorefter hannen griber hende i nakken og parrer hende. Hunnen lægger efterfølgende op til 16 æg, der klækker efter 67-101 dage ved 29-30 grader.
