Biologi
Den grønne træpython er en asiatisk, trælevende slange, der oftest ses sidde sammenrullet på en gren i en halvmåneform med hovedet i midten. Det kræver et skarpt øje for at finde den, idet dens kraftige grønne farver gør den nærmest usynlig i de frodige, grønne omgivelser, den lever i. Men faktisk er den grønne træpython ikke altid grøn trods navnet. Ungerne hos denne art har helt andre farver. Nogle er kraftigt gule med både lyse og mørke aftegninger, mens andre er røde. I takt med at ungerne vokser, skifter de farve og bliver grønne, hvilket som regel sker indenfor det første leveår.
Det vides ikke med sikkerhed, hvorfor dette farveskift forekommer, men det kan skyldes, at unger og voksne jager i forskellige områder og derfor har forskellige behov for kamuflage. Hvor de voksne primært spiser gnavere og fugle, der hovedsageligt lever nær den indre del af trækronen, spiser ungerne udelukkende hvirvelløse dyr. Disse findes som regel i udkanten af trækronen eller i åbninger, hvor solens stråler rammer og danner et farvespil, der er meget lig ungernes farve. Når ungerne bliver store nok til at spise den samme type føde som de voksne, skifter de jagtområde og dermed farve. Farveskiftet falder med andre ord sammen med, at de ændrer deres fødevalg.
Den grønne træpython har ry for at være mageligt anlagt. I stedet for at jage aktivt, sidder den på lur med kroppen foldet som en harmonika og venter tålmodigt på, at et bytte skal komme så tæt på, at den kan fange det. Træpythonens hale fungerer som en hånd, der griber fast om den gren, den sidder på. Kommer et bytte nær, hugger træpythonen ud, bider sig fast i det med sine lange tænder og kvæler det. Den grønne træpython kan blive op til 2 meter lang, og takket være den stærke hale, kan den kaste sig ud i luften og fange byttedyr indenfor 2 meters afstand uden af falde ned.
Ungerne hos den grønne træpython kan ikke undvære mad i nær så lang tid som de voksne og må derfor ty til andre midler. I stedet for at sidde på lur og vente, bruger de ofte sin hale som lokkemad. De vipper den frem og tilbage for at efterligne bevægelsen fra en orm eller et insekt for på den måde at lokke et bytte til.
Man ved kun ganske lidt om træpythonens yngleadfærd. Ligesom mange andre slanger har den grønne træpython rester af bækken- og lårbensknogler på hver side af gattet – et slags evolutionært levn ligesom menneskets haleben. Disse såkaldte sporer er typisk størst hos hannerne, da de kan bruge dem til at stimulere hunnerne før parringen ved at kradse dem på ryggen!
Æggene lægges i starten af oktober, så de klækker i slutningen af november, når regntiden sætter ind og mængden af føde er på sit højeste. Noget særligt ved træpythonen er, at hunnen udruger sine æg ved at sno sig rundt om dem og bevæge musklerne, så der dannes varme. Så snart æggene klækker, stopper enhver form for yngelpleje, og de kun 30 cm lange unger må klare sig selv.
Drager man fra Asien til den modsatte side af jorden, kan man i Amazonas finde en slange, der ligner den grønne træpython til forveksling. Selvom den grønne træboa (Corallus caninus) og træpythonen ikke er nært beslægtet og altså ikke lever i nærheden af hinanden, har de udviklet et stort set identisk udseende og levevis. Begge arter lever i trækronerne, hvor de spiser samme type føde, som de fanger på samme vis. Ungerne hos begge arter gennemgår tilmed samme type farveskift og ændring i fødevalg og adfærd, hvilket gør de to arter til et klassisk eksempel på dét, der betegnes parallel evolution.
