Biologi
Den grønne anakonda har et gruopvækkende ry og er blevet portrætteret i diverse rædselsfilm som værende en blodtørstig menneskeæder. Selve navnet anakonda stammer fra det tamilske ord anaikolra, hvilket betyder elefant dræber. De tidlige spanske kolonister i Sydamerika, hvor den grønne anakonda lever, havde et mindst ligeså dramatisk kælenavn til den, nemlig matatoro, som betyder tyre dræber. Den grønne anakonda er en meget stor og respektindgydende slange, men en blodtørstig dræber, der lever af elefanter, tyre og ikke mindst mennesker, kan man næppe kalde den.
Den grønne anakonda er med sine op til 9 m og 250 kg én af verdens største slanger kun overgået af den asiatiske netpyton, som kan blive en smule længere. Dog er anakondaen væsentlig mere muskuløs og bærer derfor titlen som værende verdens tungeste slange. Hunnerne er langt større end hannerne. Anakondaer er vivipare, hvilket betyder, at de ikke lægger æggene, som de fleste andre slanger, men beholder dem inde i sig, indtil de klækker. En enkelt stor hun er i stand til at producere over 100 æg ad gangen. Det er rigtig mange unger, hvilket betyder, at hunnen taber op til halvdelen af hendes før-fødselsvægt efter fødslen.
Den grønne anakonda er en kvælerslange og har således ingen gift. Det gør den dog ikke mindre farlig, da den med sine enorme muskler er i stand til at kvæle byttedyr på størrelse med et menneske. I naturen er anakondaen stort set altædende. Blandt de største af slangerne er tapirer, hjorte, kaimaner og til tider cubakrokodiller dog blandt de absolutte favoritter på menukortet. Måden hvorpå anakondaen kvæler sit bytte sker ved, at den først bider sig fast i byttet, hvorefter den snor sig rundt om det som en spiral. Hver gang byttet ånder ud, klemmer slangen herefter så hårdt, at byttet ikke kan ånde luft ind og derfor bliver kvalt.
En anden effektiv metode, som anakondaen anvender, er ved simpelthen at holde byttet under vand, indtil det drukner. Den grønne anakonda lever nemlig primært i vand (sumpområder), hvor den ligger med næseborene og de højtsatte øjne i vandoverfladen og venter på sit bytte. Slanger tygger ikke deres mad men sluger det i én stor mundfuld. Slangers kæber sidder ikke sammen bagtil som hos os, og de kan derfor spile gabet enormt op. Efter et stort måltid æder anakondaen ofte ikke i flere måneder, og bliver det rigtig dårligt med jagten kan den overleve i 2 år uden at æde.
