Biologi
Flodskildpadden er en vandlevende skildpadde og det kan man se både på skjoldet og på benene. Skjoldet er fladt og strømlinet, mens benene er omdannet til luffer. Store gamle eksemplarer kan veje over 20 kg.
Flodskildpadden ligner umiddelbart en havskildpadde, da den ligesom havskildpaden har luffer. Lufferne bruges som en slags vinger, når flodskildpadden bevæger sig rundt i vandet. Flodskildpadden er dog ikke nært beslægtet med havskildpadden. Den store lighed skyldes, at både flodskildpadden og havskildpadden er tilpasset livet i de frie vandmasser, hvor det er en fordel at kunne komme hurtig frem.
Når flodskilpadden er neddykket, kan den optage ilt fra vandet gennem nogle små hårlignende udvækster i struben. Derved kan den forlænge sine ophold under vandet.
Hos denne art af skildpadde er det temperaturen i reden, der afgør, om ungerne bliver hunner eller hanner. Ved kølige rede temperaturer udvikles æggene til hanner og ved varme temperaturer udvikles hunner. Denne temperaturafhængige udvikling af kønnene ses også hos krokodiller, andre arter af skildpadder og enkelte firben.